Høflighed er en sjov størrelse. Ofte er den faktisk det stik modsatte. Uhøflig. Når vi forsøger at være så skide hensynsfulde, at højligheden vokser mellem os som en stor ballon fyldt med røg og usagte ord. Til sidst er den så stor og fuld, at vi ikke længere rigtigt kan se hinanden. Ikke rigtigt ved, hvem vi er mere.
Som når man støder ind i sin ekskærestes bedste ven i vores allesammens fitnesscenter, hvor man (læs. jeg) godt ved, risikoen for at støde ind i hinanden på verdens dårligste tidspunkt er størst.
Begge svedige, begge fuldt ud bevidste om, at der er øjenkontakt, og der er genkendelse. Og på et eller andet tidspunkt har begge bare suttet lidt for længe i hver sin drikkedunk. Det er akavet, og man tager tilløb: "Hej, går det godt?" Her er det vigtigt at være cool. Det var jeg ikke. Elefanten trådte ind midt i salen.
"Jooo, det går da okay." Ordene kommer langsomt. Mine øjne laver en mærkelig bue op mod loftet. Bag dem arbejder min hjerne på højtryk. Vi begynder begge at snakke i munden på hinanden. Vi holder begge inde. Jeg mangler ilt, men jeg tør ikke trække vejret. Elefanten danser sin forræderiske dans og puster skinnede sæbebobler ind mellem os. Høflighedsfraserne hober sig op, ingen tør nævne tredjeparten, den eneste grund til, vi ved, hvem hinanden er. Tænk, hvis man sagde noget, der faktisk kunne have en betydning!
Han spørger ind til min praktik, jeg tør ikke nævne hans nye kæreste. Han siger JP, jeg arbejder på Berlingske. Men jeg retter ham ikke. Jeg nikker, giver ham ret, og elefanten trutter af grin bag min venstre skulder. Sæbeboblerne fyldes langsomt med røg. Vi er for langt inde i ikke-samtalen, til at kunne prikke hul i nogle af boblerne og finde frem til os selv og hinanden. Sige det højt, som vi begge tænker, men ikke tør sætte ord på. Det må for alt i verden ikke gøre ondt. Ingen ønsker at føle et ansvar.
Og hvor er det dumt. Og hvor er jeg træt af høflige samtaler uden indhold. Hvor ingen tør tage sig sammen og berøre de tanker, som bliver pakket dybt væk i røgen, når vi står der og fumler med vores fesne small-talk og træningshandsker. Hvad ville der, ske hvis en af os groede et par nosser og sagde: "Jeg er sgu ked af, det ikke gik"?
Jeg ville da mene, at den ene part af os i forvejen skulle have et par sådant. Men som med koldt vand, får høflighed dem til at skrumpe. Jeg kunne heller ikke selv jage elefanten og dens bobler væk. Ville ikke komme til at gøre ham forlegen. Eller give ham ideen om, at han havde fået noget at vide, som tredjeparten måske skulle høre. Ved at trække på mit svar, havde jeg allerede overtrådt grænsen for tilbageholdelse-af-personlig-information-for-ikke-at-bringe-nogen-i-forlegenhed.
Vi afbrød samtalen ligeså akavet, som vi indledte den. Uden et hils eller et vi ses. Men der havde vi da i det mindste pli nok til begge at se, at det nok ikke kom til at ske. Det var det mest betryggende ved den samtale. At høfligheden forsvandt, da vi trådte hver sin vej uden at lade som om.
Som når man støder ind i sin ekskærestes bedste ven i vores allesammens fitnesscenter, hvor man (læs. jeg) godt ved, risikoen for at støde ind i hinanden på verdens dårligste tidspunkt er størst.
Begge svedige, begge fuldt ud bevidste om, at der er øjenkontakt, og der er genkendelse. Og på et eller andet tidspunkt har begge bare suttet lidt for længe i hver sin drikkedunk. Det er akavet, og man tager tilløb: "Hej, går det godt?" Her er det vigtigt at være cool. Det var jeg ikke. Elefanten trådte ind midt i salen.
"Jooo, det går da okay." Ordene kommer langsomt. Mine øjne laver en mærkelig bue op mod loftet. Bag dem arbejder min hjerne på højtryk. Vi begynder begge at snakke i munden på hinanden. Vi holder begge inde. Jeg mangler ilt, men jeg tør ikke trække vejret. Elefanten danser sin forræderiske dans og puster skinnede sæbebobler ind mellem os. Høflighedsfraserne hober sig op, ingen tør nævne tredjeparten, den eneste grund til, vi ved, hvem hinanden er. Tænk, hvis man sagde noget, der faktisk kunne have en betydning!
Han spørger ind til min praktik, jeg tør ikke nævne hans nye kæreste. Han siger JP, jeg arbejder på Berlingske. Men jeg retter ham ikke. Jeg nikker, giver ham ret, og elefanten trutter af grin bag min venstre skulder. Sæbeboblerne fyldes langsomt med røg. Vi er for langt inde i ikke-samtalen, til at kunne prikke hul i nogle af boblerne og finde frem til os selv og hinanden. Sige det højt, som vi begge tænker, men ikke tør sætte ord på. Det må for alt i verden ikke gøre ondt. Ingen ønsker at føle et ansvar.
Og hvor er det dumt. Og hvor er jeg træt af høflige samtaler uden indhold. Hvor ingen tør tage sig sammen og berøre de tanker, som bliver pakket dybt væk i røgen, når vi står der og fumler med vores fesne small-talk og træningshandsker. Hvad ville der, ske hvis en af os groede et par nosser og sagde: "Jeg er sgu ked af, det ikke gik"?
Jeg ville da mene, at den ene part af os i forvejen skulle have et par sådant. Men som med koldt vand, får høflighed dem til at skrumpe. Jeg kunne heller ikke selv jage elefanten og dens bobler væk. Ville ikke komme til at gøre ham forlegen. Eller give ham ideen om, at han havde fået noget at vide, som tredjeparten måske skulle høre. Ved at trække på mit svar, havde jeg allerede overtrådt grænsen for tilbageholdelse-af-personlig-information-for-ikke-at-bringe-nogen-i-forlegenhed.
Vi afbrød samtalen ligeså akavet, som vi indledte den. Uden et hils eller et vi ses. Men der havde vi da i det mindste pli nok til begge at se, at det nok ikke kom til at ske. Det var det mest betryggende ved den samtale. At høfligheden forsvandt, da vi trådte hver sin vej uden at lade som om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar