Storbyen. Med sine irgrønne tage og okkerrøde teglsten. Med den sorte røg fra de mange skorstene. Med alle sine lyde og lugte. Med dampen fra metroen, der stiger op som genfærd fra svundne tider over brostenene, over hovederne på de mange tusind mennesker. Mennesker der skiller sig ud, mennesker med et mål. Og en fandens fart på!
Ikke få gange er jeg blevet tværet ud i en chicken race mellem den lille og den store. Den indfødte og den nyligt ankomne. Den målrettede og den lettere konfuse. Altid med mig som taberen, lige gyldigt hvor målrettet jeg er, og hvor rank min ryg er, når jeg tramper frem gennem Strøget.
Egocentreret gang er ikke et udtryk, jeg kendte før jeg flyttede til hovedstaden. Men her er det noget, der praktiseres. Ja, måske endda noget nogle er født med.
Jeg kan ikke hamle op med københavnerne. Mine skuldre er ømme af nærkontakt, mit bryst fladtrykt, og mine knæ skælvende af de konstante stop og ryk til siden.
Min krop er i konstant beredskab, når jeg bevæger mig ud af min dør. Mine øjne udspilede, og munden let åben for at ilte blodet til kamp. Hver en celle står på spring i mit indre og i min hud. Hænderne knugede med fingre som springknive, klar til at tage fra, hvis sammenstødet sender mig i jorden.
Men nu kan det være nok! Mit sind har længe boet i København, men nu er min adresse her, min krop er her, og mit job er her. Jeg er ved at falde til, ved at tilpasse mig byens puls, og vænne mig til søvnløse nætter, travle dage, øl og røg og flirt og fart. Min gang skal fra nu være ligeså selvsikker, ligeså egoistisk fremadstormende som hos de ben, der har gået på gaderne i årevis!
Så vogt jer! I morgen er det måske min mave, der sender en intetanende pige ind i en butiksdekoration, så hatten triller ned i en plante, og hendes taske dasker hende ydmygende i røven.
Sådan en jysk tilflytter-tøs kan godt blive lidt træt en gang i mellem. Og øm.
Ikke få gange er jeg blevet tværet ud i en chicken race mellem den lille og den store. Den indfødte og den nyligt ankomne. Den målrettede og den lettere konfuse. Altid med mig som taberen, lige gyldigt hvor målrettet jeg er, og hvor rank min ryg er, når jeg tramper frem gennem Strøget.
Egocentreret gang er ikke et udtryk, jeg kendte før jeg flyttede til hovedstaden. Men her er det noget, der praktiseres. Ja, måske endda noget nogle er født med.
Jeg kan ikke hamle op med københavnerne. Mine skuldre er ømme af nærkontakt, mit bryst fladtrykt, og mine knæ skælvende af de konstante stop og ryk til siden.
Min krop er i konstant beredskab, når jeg bevæger mig ud af min dør. Mine øjne udspilede, og munden let åben for at ilte blodet til kamp. Hver en celle står på spring i mit indre og i min hud. Hænderne knugede med fingre som springknive, klar til at tage fra, hvis sammenstødet sender mig i jorden.
Men nu kan det være nok! Mit sind har længe boet i København, men nu er min adresse her, min krop er her, og mit job er her. Jeg er ved at falde til, ved at tilpasse mig byens puls, og vænne mig til søvnløse nætter, travle dage, øl og røg og flirt og fart. Min gang skal fra nu være ligeså selvsikker, ligeså egoistisk fremadstormende som hos de ben, der har gået på gaderne i årevis!
Så vogt jer! I morgen er det måske min mave, der sender en intetanende pige ind i en butiksdekoration, så hatten triller ned i en plante, og hendes taske dasker hende ydmygende i røven.
Sådan en jysk tilflytter-tøs kan godt blive lidt træt en gang i mellem. Og øm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar