Egoistiske ben

Storbyen. Med sine irgrønne tage og okkerrøde teglsten. Med den sorte røg fra de mange skorstene. Med alle sine lyde og lugte. Med dampen fra metroen, der stiger op som genfærd fra svundne tider over brostenene, over hovederne på de mange tusind mennesker. Mennesker der skiller sig ud, mennesker med et mål. Og en fandens fart på!

Ikke få gange er jeg blevet tværet ud i en chicken race mellem den lille og den store. Den indfødte og den nyligt ankomne. Den målrettede og den lettere konfuse. Altid med mig som taberen, lige gyldigt hvor målrettet jeg er, og hvor rank min ryg er, når jeg tramper frem gennem Strøget.

Egocentreret gang er ikke et udtryk, jeg kendte før jeg flyttede til hovedstaden. Men her er det noget, der praktiseres. Ja, måske endda noget nogle er født med.
Jeg kan ikke hamle op med københavnerne. Mine skuldre er ømme af nærkontakt, mit bryst fladtrykt, og mine knæ skælvende af de konstante stop og ryk til siden.

Min krop er i konstant beredskab, når jeg bevæger mig ud af min dør. Mine øjne udspilede, og munden let åben for at ilte blodet til kamp. Hver en celle står på spring i mit indre og i min hud. Hænderne knugede med fingre som springknive, klar til at tage fra, hvis sammenstødet sender mig i jorden.

Men nu kan det være nok! Mit sind har længe boet i København, men nu er min adresse her, min krop er her, og mit job er her. Jeg er ved at falde til, ved at tilpasse mig byens puls, og vænne mig til søvnløse nætter, travle dage, øl og røg og flirt og fart. Min gang skal fra nu være ligeså selvsikker, ligeså egoistisk fremadstormende som hos de ben, der har gået på gaderne i årevis!

Så vogt jer! I morgen er det måske min mave, der sender en intetanende pige ind i en butiksdekoration, så hatten triller ned i en plante, og hendes taske dasker hende ydmygende i røven.

Sådan en jysk tilflytter-tøs kan godt blive lidt træt en gang i mellem. Og øm.

Du er da meget pæn

Hvorfor er det så meget nemmere at pointere uskønne ting hos vores medmennesker end at give en kompliment? En god gammeldags kompliment. Dem efterlyser jeg!
Især når ens selvtillid ikke er af den størelsesorden, den gerne skulle være, på grund af hormonforstyrret hud og stresseksem. Oveni det ser jeg åbenbart træt ud, det kan skyldes allergi, det kan også være fordi selvsamme stress, som giver udslag i Jackson Pollock-agtig hud, holder mig vågen om natten.
Hvorom alting er, så er det begyndt at nage mig lidt, at jeg får mere kritik end pæne ting at vide. Oftere hører jeg "Guuuud, hvor ser du bare træt ud i dag!" end "Du rocker bare de poser under øjnene der! Wow, du kan virkelig bære alt!"
Selvom sidste ville undre mig lidt.

Men jeg kender det alt for godt selv, det der med at hænge ved de mindre charmerende træk hos andre. Det er bare nemmere at sige negative ting end at strø om sig med ros. Jeg har en mistanke om at det kan have noget med vores nordjyske opdragelse at gøre. Janteloven. Folk skulle jo nødigt tro de ser pænere ud end andre, at deres hår har det helt rigtige svung eller at deres hud stråler med en glød, der kan konkurrere med solen på en varm julidag.
Man skal ikke ret langt væk før situationen ser noget anderledes ud, og komplimenter står lige med antallet af kritiske kommentarer, og kun lidt længere mod hovedstaden før komplimenter bestemt ikke er en sjældenhed, men nærmere et hverdagsboost venner imellem - og fremmede imellem for den sags skyld.

Det samme gælder brok. Ikke at det primært er et nordjysk fænomen, nok mere et dansk (måske på grund af vejret, som tit er grund til diverse brokkerier). Det er så meget lettere at brokke sig end at rose den service en restaurant yder, eller de tjenester andre gør for en.
Tag nu for eksempel dette indlæg – det opstod af brok. Brok over folk ikke kan tage sig sammen og sige noget pænt til andre, eller rose dem for hvad de gør, eller den de er. Brok over åbenbart at se kronisk træt ud, selvom jeg føler mig ganske pep og udhvilet, og brok over at andres brok til mig, får mig til at brokke mig til, og over, andre.

Det vil jeg egentlig gerne lave om på, i det omfang det er muligt. Give lidt flere komplimenter ud af det blå, måske det afføder flere den anden vej rundt. Give lidt mere ros i stedet for at brokke mig over musikken er for høj, eller maden ikke havde den helt perfekte struktur min gane søgte. Prøve at vise lidt mere overskud. Selvfølgelig kan der være perioder, jeg nævner i flæng PMS og regnfulde blæsevejrsdage hvor cyklen punkterer på vejen, hvor det kan være lidt sværere at finde det overskud til andre.

Men alt skal starte et sted så hvorfor ikke starte hos sig selv?
"Du ser bare slet ikke træt ud i dag!" "Flotte bumser!" "Kreativ eksem!".
Okay, det kan hurtigt komme til at lyde sarkastisk. Komplimenter skal kun gives når man mener det. Både dem til en selv, men især dem til andre. Ellers udløser det sikkert brok, måske en lussing, og så kører den negative nedadgående spiral igen. Den skal stoppes:

Så til alle jer derude – I ser skønne ud i dag! Fuck Janteloven. Kalveknæ, skæve tænder, håndtag - over albuerne vel at mærke - det er da okay pænt. I er jo flinke nok alligevel.