"Jeg er en mand." Når ens nye underviser starter præsentationen af sig selv med denne udtalelse, er niveauet ligesom lagt. Ikke megen tiltro til de studerende, som han knapt kunne skimte bag et hav af oplyste æbler i auditoriet.
Et nyt semester betyder nye undervisere. Fire af slagsen. På trods af den rimeligt rolige intro til samfundsfag, var det ikke uden sommerfugle, jeg to dage senere mødte op til første forelæsning med vores journalistiske flagskibe for det næste halve år. Faktisk føltes det som om, en hel zoologisk have var flyttet ind i mit mellemgulv.
Mens jeg tyssede på aberne og elefanterne trådte de tre undervisere frem en ad gangen. Hvis jeg syntes vores samfundsfaglærer var en karikatur af hvordan arketypen for en politisk uddannet mand ikke er, havde jeg nu tre stærke karakterer mere at forholde mig til.
Med et vip med hovedet fik han sin prægtige sølvmanke til at bølge bagud i en perfekt krølle. En moden Prins Charming der var smeltet sammen med Jørgen Leth og kraftig gestikulering. Her stod den underviser, som ikke bare skulle forklare mig de overordnende aspekter, men også blev tilknyttet mit nye hold på mere personligt plan.
Hans myndige stemme guidede os igennem en oversigt over formålet med, at vi stadig gik her – og de udfordringer der ville blive stillet os i løbet af foråret, til vi når den 11. maj kl.14.15. Et billede af håndboldholdet i vild sejrsrus skulle symbolisere, at vi den dato ville være Europamestre i Journalistisk Metode 2.
Flere upassende billeder fulgte i det PowerPoint show, der pædagogisk talte til vores visuelle intelligens og fik os til at døse hen.
Men så blev skærmen slukket. En ny, meget moderne, underviser var klar til at tage over.
Moderne var måske så meget sagt. Bevæbnet med ølmave og transperenter hilste han os velkommen i mikrofonen, som voldte ham problemer gennem hele seancen. Med en stemme som Bamse og en vejrtrækning som Darth Vader spredte han begejstring i hele salen.
Når vi grinte af hans voldsomme luftindtag, grinte han i troen om, at vi elskede hans morfarjokes. Det var fascination og et drys af kærlighed ved første blik. De studerende der fik ham som underviser, var garanteret god stemning, og hæse stemmer. Bag det kridhvide hår sad et høreapparat og sørgede for han næsten kunne høre vores spørgsmål.
Som om det ikke var nok kendte for en dag, trådte Carsten Bang frem foran måbende ansigter. Vores sidste underviser var en klon af en komiker, men desværre ikke helt ligeså skæv i sin humor. Han var nok nærmere Bangs fornuftige fætter. Hvad han helt præcist sagde, kan jeg ikke huske. Dyrerne i zoo var i vild ekstase over indtryk og følelser.
Jeg må indrømme, jeg var skræmt. Og stresset. Og fascineret og undrende. Mest af alt nok spændt. De typer, der underviser os, er i sandhed typer, unikke og på hver deres måde inspirerende og aldrig helt det stik modsatte, men nogle mere skræmmende end andre.
Dyrerne er ikke helt faldet til ro endnu. Jeg tror, de med jævne mellemrum kommer til at vågne og mosle rundt mellem vitale organer, fadøl og kaffe. Så længe de ikke spiser min lever eller sprænger min milt, skal jeg nok overleve dette semester. Selvom underviserne virkede nye og farlige, og de nye hold var ukendte, vandt viljen - dette semester er en udfordring, jeg og mine bevingede aber tager som en mand!
