Solskin

Nogle gange skal der ikke så meget til. Nogle gange kræver det bare lidt solskin, den der sang de spillede, da ham den lækre kyssede en for første gang eller et smil fra en fremmed. Ikke ret meget andet kræver det, før et smil kruser om ens læber, eller den der lille boble i maven bliver til en hel flok af farvestrålende sæbebobler.

I dag bobler min mave på fuldt drøn, og ikke kun fordi der var gang i grillen i går aftes, men også fordi solen skinner, folk smiler, der er fyraftensbajere efter arbejde og min veninde skrev, hun er vendt tilbage fra rejse.
Fire måneder er der gået siden vi sidst så hinanden. Aldrig før har jeg fået en fyraftensbajer med arbejde, og sommeren har ladet vente alt for længe på sig. Men i dag har solen fuldt knald på, der er kun én dag til jeg ser min veninde igen, og spontant blev der aftalt øl på pub, når jeg har lukket centeret - som ikke er så slemt at stå i, selvom solen skinner udenfor. Netop fordi den skinner.

Disse dage er af den allerdejligste slags. Ens fødder svæver nærmest af glæde over at være til. Være vidne til at verden kan være så varm og smuk. At der er så mange ting at tage sig til og glæde sig til. Vinterens vemod fordufter, og at årstiderne skifter betyder intet. Der er mange måneder til kulden for alvor vender tilbage. Lige nu er her dejligt at være i Danmark. Lige nu ville jeg ikke være andre steder!
Eller jo, måske den svenske Skærgård, eller bare udenfor under himlen, men det er okay. For en dag som denne lover om flere som kommer. Den er den første af forhåbentlig mange sommerdage.

Mine mundvige rører næsten øreflipperne og fødderne vipper i takt til VH1 på storskærmen. Måske man skulle skifte kanal til noget sommermusik med mere gang i? Noget så de svedende stakler får trænet deres ansigtsmuskulatur ligeså meget som ballerne. På en dag som denne burde alle smile, og indtil videre er det også hvad de har gjort.

Du er da meget pæn

Hvorfor er det så meget nemmere at pointere uskønne ting hos vores medmennesker end at give en kompliment? En god gammeldags kompliment. Dem efterlyser jeg!
Især når ens selvtillid ikke er af den størelsesorden, den gerne skulle være, på grund af hormonforstyrret hud og stresseksem. Oveni det ser jeg åbenbart træt ud, det kan skyldes allergi, det kan også være fordi selvsamme stress, som giver udslag i Jackson Pollock-agtig hud, holder mig vågen om natten.
Hvorom alting er, så er det begyndt at nage mig lidt, at jeg får mere kritik end pæne ting at vide. Oftere hører jeg "Guuuud, hvor ser du bare træt ud i dag!" end "Du rocker bare de poser under øjnene der! Wow, du kan virkelig bære alt!"
Selvom sidste ville undre mig lidt.

Men jeg kender det alt for godt selv, det der med at hænge ved de mindre charmerende træk hos andre. Det er bare nemmere at sige negative ting end at strø om sig med ros. Jeg har en mistanke om at det kan have noget med vores nordjyske opdragelse at gøre. Janteloven. Folk skulle jo nødigt tro de ser pænere ud end andre, at deres hår har det helt rigtige svung eller at deres hud stråler med en glød, der kan konkurrere med solen på en varm julidag.
Man skal ikke ret langt væk før situationen ser noget anderledes ud, og komplimenter står lige med antallet af kritiske kommentarer, og kun lidt længere mod hovedstaden før komplimenter bestemt ikke er en sjældenhed, men nærmere et hverdagsboost venner imellem - og fremmede imellem for den sags skyld.

Det samme gælder brok. Ikke at det primært er et nordjysk fænomen, nok mere et dansk (måske på grund af vejret, som tit er grund til diverse brokkerier). Det er så meget lettere at brokke sig end at rose den service en restaurant yder, eller de tjenester andre gør for en.
Tag nu for eksempel dette indlæg – det opstod af brok. Brok over folk ikke kan tage sig sammen og sige noget pænt til andre, eller rose dem for hvad de gør, eller den de er. Brok over åbenbart at se kronisk træt ud, selvom jeg føler mig ganske pep og udhvilet, og brok over at andres brok til mig, får mig til at brokke mig til, og over, andre.

Det vil jeg egentlig gerne lave om på, i det omfang det er muligt. Give lidt flere komplimenter ud af det blå, måske det afføder flere den anden vej rundt. Give lidt mere ros i stedet for at brokke mig over musikken er for høj, eller maden ikke havde den helt perfekte struktur min gane søgte. Prøve at vise lidt mere overskud. Selvfølgelig kan der være perioder, jeg nævner i flæng PMS og regnfulde blæsevejrsdage hvor cyklen punkterer på vejen, hvor det kan være lidt sværere at finde det overskud til andre.

Men alt skal starte et sted så hvorfor ikke starte hos sig selv?
"Du ser bare slet ikke træt ud i dag!" "Flotte bumser!" "Kreativ eksem!".
Okay, det kan hurtigt komme til at lyde sarkastisk. Komplimenter skal kun gives når man mener det. Både dem til en selv, men især dem til andre. Ellers udløser det sikkert brok, måske en lussing, og så kører den negative nedadgående spiral igen. Den skal stoppes:

Så til alle jer derude – I ser skønne ud i dag! Fuck Janteloven. Kalveknæ, skæve tænder, håndtag - over albuerne vel at mærke - det er da okay pænt. I er jo flinke nok alligevel.