Hekse spiser franske vafler

Hun stod der i kasselinjen. Sort, uglet hår, gotisk tøj oversået med blomster og kniplinger. På kassebåndet lå en pakke franske vafler fra LU. Det var det eneste, hun skulle have. Pengesedlen i hendes hænder blev gentagne gange strøget med de lange gulnede negle. Den tørre lyd af keratin mod pergament sendte gys ned af min rygsøjle.

I daglig tale gik hun under øgenavnet Heksen. Om hun selv kendte sit tilnavn, ved jeg ikke. Men byens unge kendte ikke hendes borgelige navn og Heksen beskrev hende meget godt. Måske var det sat lidt på spidsen. Ingen havde nogensinde set hende tryllebinde gadernes katte eller drikke tørisdampende væske af  løvefodsbesatte krus.
En enkelt gang havde jeg set hende på Rock Cafeen, knugende en fadøl under det slaskede pandehår. Altid alene, sådan virkede det i hvert fald.

Hun betalte for sine franske vafler. Jeg undrede mig over, om alle hekse spiste franske vafler. Om sukkerlaget var tilpas fedtet og om cremen var bedre end skummet fra den sorte kedel i kaminen. Heksen kiggede på mine varer. Vanvittigt normale, jeg kan end ikke huske, hvad jeg puttede i kurven. Tranebær juice, måske special øl – de varer jeg plejede at købe i Salling – som Netto ikke altid lå inde med. Hun kiggede op på mig, ryggen knagede for at vende nakken op fra puklen. Der var noget i hendes blik. Jeg tror, det var skadefryd. Hun havde regnet den ud. I stedet for at gå og være så pisse normal og falde i et med alt, var hun ligeglad. Hun havde sine blonder og sine sukkersnacks.

Jeg gik derfra med min plasticpose, hun med sit genbrugsnet. Jeg så hende aldrig igen. Men jeg glemmer aldrig Heksen fra Aalborg. Jeg blev ikke så ekstrem som hende, men jeg besluttede at hvis jeg havde lyst til at skille mig ud eller fik lyst til franske vafler, så var det i orden. Så jeg købte ikke længe efter en pakke af de glinsende kager. Jeg brød mig ikke om dem. 

Snavs

Spejlblankt gulv, ikke et støvfnug i vindueskarmen og nysseligt puffede puder på sengetæppet. En sprød brise blæste blidt gennem det åbne vindue. Den obligatoriske jeg-får-snart-gæster-og-de-skal-tro-jeg-er-et-herreoverskudsmenneske-rengøring havde fået mit værelse til at ligne en scene fra Keeping Up Appearances. Jeg havde endda købt clementiner i dagens anledning. Simone Okkels alias Ms. Hyacinth havde slået til igen.

Mine gæster skal nemlig føle sig velkomne. Derfor gør jeg altid rent, inden de ankommer. Hvilket ikke giver meget mening. Aldrig føler jeg mig så lidt velkommen, som når jeg træder ind i et fnugfrit Ilvahjem med porcelænshunde på mahognikommoden og turkish delight i en krystalskål på glasbordet. Heldigvis befinder jeg mig sjældent sådan nogle steder. For jeg føler mig ikke godt tilpas i de omgivelser. Og langt de fleste af mine venner er under 90 år gamle.

Alligevel er det så dybt indgroet i mig, at man skal gøre rent, før der kommer gæster. Men jo tættere man er på sine gæster, jo mindre grundig bliver rengøringen. Ajaxparaderne falder, når gæster bliver til venner. Det er okay, at der er lidt snusk i pelsen på koskindsgulvtæppet, og at der hænger et langt hår fra armlænet, men er det gæster, eller familie, skal alle tegn på liv udryddes!

Det var, da jeg holdt et gruppemøde med både clementiner og rengøringsvanvid, jeg for alvor tog rengøringen op til revision. Det ville give langt mere mening at gøre rent bagefter. Både fordi det burde være ens venner, man gjorde rent for, for at vise man gerne vil gøre det lækkert for dem, og fordi jeg alligevel blev nødt til at gøre rent igen efter mødet.

Det spejlblanke gulv var ikke blankt ret længe. Gæst nr. 1 kom ind, kiggede mystificeret rundt og satte sig i sofaen. Han pillede noget indgroet snavs af sokken, kiggede fraværende på det uidentificerbare legeme i sin hånd og knipsede det ud i rummet.

Gæst nr. 2 og 3 ankom ikke længe efter. Duften af rent værelse blev opslugt i kropslugte. Den friske brise kæmpede en brav kamp. Flere indtørrede dimser blev pillet af stof og sendt afsted i bløde buer ud i mit fine værelse.

Da gæsterne igen var gået, lå der ringe af støv, hvor de havde siddet, og sofaen så træt ud. Ingen havde opdaget, der var renere end normalt, for de var der ikke normalt. En ven ville nok have opdaget forskellen, og muligvis undladt at snuske sit snavs af sig selv og ud på mit gulv.

Men hvorfor er det, at det er okay at pille snavs af tøjet og børste krummer ned på gulvet? Det forsvinder det ikke af. Muligvis fra ens tøj, men det ophober sig i stedet hos den person, man er på besøg hos. Det er ikke sikkert, de synes, det er skide lækkert. Er det fordi der er for pinligt rent, og man febrilsk prøver at gøre det lidt menneskeligt?

Jeg gjorde rent efter gruppemødet igen. Og fældede et enkelt hår på stolen, for at det blev lidt mere hjemligt. Ens eget snavs er okay, så næste gang jeg gør rent, inden jeg får gæster, vil jeg lade en enkelt krumme ligge. Måske kan det give mere hjemlighed for gæsterne, og så undgår jeg meget ranke og akavede gæster og muligvis også fremmedlegemer fra andres sokker.

Hyacinth sender jeg på pension. Men jeg kan nok ikke undgå, at hun kommer på besøg engang i mellem.