Hun stod der i kasselinjen. Sort, uglet hår, gotisk tøj oversået med blomster og kniplinger. På kassebåndet lå en pakke franske vafler fra LU. Det var det eneste, hun skulle have. Pengesedlen i hendes hænder blev gentagne gange strøget med de lange gulnede negle. Den tørre lyd af keratin mod pergament sendte gys ned af min rygsøjle.
I daglig tale gik hun under øgenavnet Heksen. Om hun selv kendte sit tilnavn, ved jeg ikke. Men byens unge kendte ikke hendes borgelige navn og Heksen beskrev hende meget godt. Måske var det sat lidt på spidsen. Ingen havde nogensinde set hende tryllebinde gadernes katte eller drikke tørisdampende væske af løvefodsbesatte krus.
En enkelt gang havde jeg set hende på Rock Cafeen, knugende en fadøl under det slaskede pandehår. Altid alene, sådan virkede det i hvert fald.
Hun betalte for sine franske vafler. Jeg undrede mig over, om alle hekse spiste franske vafler. Om sukkerlaget var tilpas fedtet og om cremen var bedre end skummet fra den sorte kedel i kaminen. Heksen kiggede på mine varer. Vanvittigt normale, jeg kan end ikke huske, hvad jeg puttede i kurven. Tranebær juice, måske special øl – de varer jeg plejede at købe i Salling – som Netto ikke altid lå inde med. Hun kiggede op på mig, ryggen knagede for at vende nakken op fra puklen. Der var noget i hendes blik. Jeg tror, det var skadefryd. Hun havde regnet den ud. I stedet for at gå og være så pisse normal og falde i et med alt, var hun ligeglad. Hun havde sine blonder og sine sukkersnacks.
Jeg gik derfra med min plasticpose, hun med sit genbrugsnet. Jeg så hende aldrig igen. Men jeg glemmer aldrig Heksen fra Aalborg. Jeg blev ikke så ekstrem som hende, men jeg besluttede at hvis jeg havde lyst til at skille mig ud eller fik lyst til franske vafler, så var det i orden. Så jeg købte ikke længe efter en pakke af de glinsende kager. Jeg brød mig ikke om dem.
I daglig tale gik hun under øgenavnet Heksen. Om hun selv kendte sit tilnavn, ved jeg ikke. Men byens unge kendte ikke hendes borgelige navn og Heksen beskrev hende meget godt. Måske var det sat lidt på spidsen. Ingen havde nogensinde set hende tryllebinde gadernes katte eller drikke tørisdampende væske af løvefodsbesatte krus.
En enkelt gang havde jeg set hende på Rock Cafeen, knugende en fadøl under det slaskede pandehår. Altid alene, sådan virkede det i hvert fald.
Hun betalte for sine franske vafler. Jeg undrede mig over, om alle hekse spiste franske vafler. Om sukkerlaget var tilpas fedtet og om cremen var bedre end skummet fra den sorte kedel i kaminen. Heksen kiggede på mine varer. Vanvittigt normale, jeg kan end ikke huske, hvad jeg puttede i kurven. Tranebær juice, måske special øl – de varer jeg plejede at købe i Salling – som Netto ikke altid lå inde med. Hun kiggede op på mig, ryggen knagede for at vende nakken op fra puklen. Der var noget i hendes blik. Jeg tror, det var skadefryd. Hun havde regnet den ud. I stedet for at gå og være så pisse normal og falde i et med alt, var hun ligeglad. Hun havde sine blonder og sine sukkersnacks.
Jeg gik derfra med min plasticpose, hun med sit genbrugsnet. Jeg så hende aldrig igen. Men jeg glemmer aldrig Heksen fra Aalborg. Jeg blev ikke så ekstrem som hende, men jeg besluttede at hvis jeg havde lyst til at skille mig ud eller fik lyst til franske vafler, så var det i orden. Så jeg købte ikke længe efter en pakke af de glinsende kager. Jeg brød mig ikke om dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar