mandag den 12. september 2011

Evig troskab

"Hvis du var amerikaner, ville de kalde dig 'the girl next door'; du er sexet på samme måde som Jessica Biel, Sofie Lassen-Kahlke og Kelly fra Beverly Hills. Du er hende, som alle mænd drømmer om at blive gift og få børn med - og som de ikke ville være nervøse for at love evig troskab. For der er noget sexet i din sødme, som holder i længden!"

Jep, du gættede rigtigt. Jeg har taget en test på nettet. Overstående var et resultat fra Womans test, "Test din sexappeal".
Men så er det bare, jeg tænker – Kære Woman. Hvis det er den effekt, jeg har på mænd, hvorfor er jeg så single? Og vigtigst af alt, hvorfor turde min ekskæreste end ikke fortælle han holdt af mig, hvis jeg er typen, fyre vil love evig troskab?

Jeg har aldrig troet på disse tests, alligevel har jeg været en ivrig tester. Især da jeg var teenager, med så meget hvalpefedt, at selv mit hår fik et glinsende look. Nu glinser mit hår kun, hvis jeg har puttet ekstra shine i til festlige lejligheder, og hvalpefedtet er blevet til røv og... ja, ved ikke hvad mere, for det blev aldrig til patter.
Nu tager jeg heller ikke så mange tests, men engang i mellem falder jeg i, fordi det er nem underholdning, når der ikke lige sker så meget andet. Der er også så mange forskellige tests at give sig i kast med – alt fra "Hvilken Harry Potter karakter er du?" til "Hvilken farve neglelak passer til din personlighed?" (Ja, dem har jeg da også forsøgt mig med et par gange. Den første et par gange i sig selv, da jeg ikke var ovenud tilfreds med de første par resultater.)

En dag tog jeg så "Hvilken sexappeal har du?". Ingen, var mit umiddelbare svar, efter et par øl ville svaret nok være "Super sexet på den mystiske måde!" Woman kom så frem til "The girl next door.". Det svar var jeg aldrig selv kommet på. Men efter lidt betænkningstid så er det vel ganske flatterende. Udover at det er en stor, fed løgn!
Mænd lover ikke nogen evig troskab, og jeg vil heller ikke have det. Jeg vil helst heller ikke have børn, så det ville være lidt skræmmende, hvis det var tilbuddet i byen, når man bare gerne ville have en mojito.

Men den dag jeg støder ind i en mand, der lover mig evig troskab, håber jeg ikke, det kun er på grund af min sexappeal eller lighed med naboens datter, men fordi han kan se ind bag ydret. Den dag må dog godt lade vente lidt på sig. Både fordi tanken om børn er mere skræmmende end de fleste testresultater, både når man får at vide, man burde have lortebrun neglelak på, og er en husalf, men også fordi jeg da egentlig gerne vil ud og teste min sexappeal lidt.
Inden den binder mig til en af disse drømmende mandfolk, eller jeg tager en ny test der modbeviser det første resultat.