Roskilde!

Festival ja tak!

På trods af minus på kontoen, en far-gæld og en snart umuliggjort opsparing til østlige rejse eventyr med nogen af de bedste mennesker i verden, valgte jeg i et stadie af overstadig eufori at storme i Fona og erhverve mig billetten. Billetten der lukker op for en verden af musik i alle dets toner og sammensætninger, en verden af folk der samles om disse toner, fremmede og kendte, en verden som kun findes det ene sted i verden. Roskilde!

Glæden over at denne lille lyseblå lap papir nu trofast sidder i min spejlramme i gangen og venter på at give mig adgang til endnu en række unikke oplevelser har stadig ikke lagt sig.

Som flere og flere artister bliver offentliggjort fyldes mit lille musik-og-oplevelses-elskende-hjerte af så stor begejstring, at jeg snart tror jeg sprænger i luften. Ingen kan rumme så meget boblen og kilden i kroppen på én gang!

Prodigy, Muse, Florence and the Machine, Shantel and Bucovina, Vampire Weekend, Kashmir, jeg kunne blive ved! Alle disse fantastiske musikere får boblerne til at bruse i mig vildere end i den sødeste Asti! Det bliver et brag af en festival når hegnene vælter og boblerne endelig får frit løb.

Men indtil de 67 dage, 18 timer og 13 minutter der lige nu er til festivalen starter, må jeg tøjle mine ekstatiske spasmer af pludselig dans og fjogede smil når jeg kommer i tanke om alt det gode der venter. Jeg vil jo nødigt skræmme folk på gaden... så hvis I en dag bliver danset ned eller får et overfalds-kram af en pige med verdens bredeste smil, så husk på at selvom Roskilde-syge smitter, så er det af den gode slags, hvor symptomerne er overstadighed, glæde, smil, og krible-krablen i arme og ben. Bare vent til vi når ned på 30 dage til festivalen, så er det ikke et særsyn at se den slags på gaden længere!

Roskilde, I'm coming for you!

En hyldest til overskud

I dag vil jeg tildele denne blog til et yderst overskudsagtigt menneske, der gjorde min dag en lille smule bedre!

Som altid var der fuldt af biler på den parkeringsplads jeg foretrækker, og lige i dag var det nødvendigt, at der var en plads til mig! Fuldstændig udmattet, af hvad ved jeg ikke, trillede jeg forbi optaget plads efter optaget plads mens modet sank. Tanken om at skulle holde på den anden parkeringsplads og have længere hjem var ubærlig! Man bliver så træt af ikke at lave noget!

- Dette udsagn kunne måske forlede nogen til at tro at jeg er doven. Dét er jeg bestemt ikke. Jeg går bare ikke ret meget i skole, fordi vi ingen timer har. Faktisk så lidt at der ikke er flere indtil sommerferien, hvor jeg skal forestille at være færdiguddannet. Fantastisk!

Derfor har jeg alt for meget tid til at lave alt muligt andet, og tit indebærer det utroligt mange timers tv-kiggeri, shoppen rundt i byen, arbejde, træning og stirren ind i vægge, på gulve og hvad der ellers lige fanger mig når jeg går i stå og rebooter.

Men tilbage til i dag; jeg har sjældent været så træt! Da jeg modløs vendte bilen rundt for enden af parkeringspladsen fangede mit øje en dame. En dame som lavede den specielle bevægelse der tit ender ud i, at personen fremdrager bilnøgler af tasken!

Præcis dette skete! Kørte pænt ind til fortovskanten og vinkede signalerende. Hun vinkede tilbage! Hvilken venlig sjæl. Det var lige før tårerne steg op i mine øjne af denne uventede godhed.

Men hold inde, det bliver bedre!

I det hun satte sig ind i sin bil, kom et andet køretøj kørende fra den modsatte vej af mig. En konkurrent, i en større bil end mig, tilmed en mand, en skaldet en af slagsen. Han kunne være typen med store overarme og tatoveringer! Farligt!

Han satte farten ned, bremsede op og blinkede. Til den side hvor den snart frie parkeringsplads var. Skyndte mig også at blinke og trådte faretruende på speederen for at få min lille peugeot 107 til at virke større - man har vel set sin del af naturdokumentarer.

Så var det at denne engel, damen, kiggede over på mig og fik øjenkontakt. Hun signalerede at nu ville hun bakke ud mod mig og spærre vejen for den nyankomne fælles fjende og lade mig køre ind på pladsen. Alt dette i et tegn med hånden, en bevægelse med munden og opspærrede øjne.

Da hun begyndte at bakke, prøvede den store farlige bil at komme til, men hendes plan virkede. Nok kom jeg utroligt skævt ind på pladsen, men pladsen var min! Da den anden bil var kørt forbi, meget hurtigt, bakkede jeg forsigtigt ud og rettede op - af to omgange. Han skulle jo nødigt se, at min lille bil og jeg slet ikke var så farlige, som vi lod som om.

Så tak til denne dame som gjorde min vej hjem kortere! Folk som dig er altid velkomne hos mig til te! Heroppe på 5. sal hylder vi nemlig overskud, fordi vi selv skal have så pokkers meget af det, for bare at komme op på sofaen uden at rive hovedet af dem der bor længere nede først.