tirsdag den 20. april 2010

Roskilde!

Festival ja tak!

På trods af minus på kontoen, en far-gæld og en snart umuliggjort opsparing til østlige rejse eventyr med nogen af de bedste mennesker i verden, valgte jeg i et stadie af overstadig eufori at storme i Fona og erhverve mig billetten. Billetten der lukker op for en verden af musik i alle dets toner og sammensætninger, en verden af folk der samles om disse toner, fremmede og kendte, en verden som kun findes det ene sted i verden. Roskilde!

Glæden over at denne lille lyseblå lap papir nu trofast sidder i min spejlramme i gangen og venter på at give mig adgang til endnu en række unikke oplevelser har stadig ikke lagt sig.
Som flere og flere artister bliver offentliggjort fyldes mit lille musik-og-oplevelses-elskende-hjerte af så stor begejstring, at jeg snart tror jeg sprænger i luften. Ingen kan rumme så meget boblen og kilden i kroppen på én gang!

Prodigy, Muse, Florence and the Machine, Shantel and Bucovina, Vampire Weekend, Kashmir, jeg kunne blive ved! Alle disse fantastiske musikere får boblerne til at bruse i mig vildere end i den sødeste Asti! Det bliver et brag af en festival når hegnene vælter og boblerne endelig får frit løb.

Men indtil de 67 dage, 18 timer og 13 minutter der lige nu er til festivalen starter, må jeg tøjle mine ekstatiske spasmer af pludselig dans og fjogede smil når jeg kommer i tanke om alt det gode der venter. Jeg vil jo nødigt skræmme folk på gaden... så hvis I en dag bliver danset ned eller får et overfalds-kram af en pige med verdens bredeste smil, så husk på at selvom Roskilde-syge smitter, så er det af den gode slags, hvor symptomerne er overstadighed, glæde, smil, og krible-krablen i arme og ben. Bare vent til vi når ned på 30 dage til festivalen, så er det ikke et særsyn at se den slags på gaden længere!

Roskilde, I'm coming for you!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar