Sammen med mange

Jeg kendte engang en flok drenge. De havde et slags kampråb. "Sammen med mange!" Det kunne både være et udsagn og et spørgsmål. Men mit spørgsmål er så, hvornår har man været sammen med mange? Og hvornår har man været sammen med for mange?

Alle har et tal. Det tal kan bare godt give sig lidt. Det kan vokse, og det kan svinde ind. Faktisk kan de blive meget lille. For i nogle sammenhænge er mange få. I andre sammenhænge er det ikke så vigtigt.

Jeg kom til at tænke på mit eget tal. Det er også nogenlunde fleksibelt, men jeg prøver at være så ærlig som muligt. Men nogen gange gad jeg godt, det var noget mindre. Eller måske ikke mindre, men mindre åbenlyst og allestedsnærværende.

I en by som Aalborg er man dømt til at støde ind i et par tal om måneden. Man hilser venligt og går videre. Medmindre det var et rigtig godt tal. I nogle perioder kommer der flere tal på listen i den lille sorte bog. I andre perioder vokser listen ikke. Især ikke hvis et af tallene kvalificerer sig til forhold, eller man selv synes at 'mange' er nået.

I Aarhus er der lidt flere mennesker. Og derfor flere tal. Ikke nødvendigvis tal på egen liste, men tal på andres lister. Vi selv figurerer jo også på en eller flere, eller manges, lister. I weekenderne vokser listerne og tallene, som jeg forestiller mig svæver over folks hoveder som sommerfugle eller dårlig samvittighed.

Lørdag aften. Nat. Tæt på søndag morgen. Klokken var vel omkring 4 om morgenen og byen så småt ved at tømmes for folk. Fast-Food stederne så småt ved at få travlt. Jeg selv og mine venner sørgede for at Shawarma bar fik tjent sine råvarer ind.

Klaskende på disken blev rullerne hastigt fordelt til de ventende mennesker. Kylling, kebab, uden løg, med ekstra dressing. 40 kr. Klask, klask, klask. Med den tunge, slappe lyd af kød i wrap mod sten stod han pludselig i døråbningen. Min nummer-sidst-i-tyverne-måske-31-jeg-ved-det-ikke, og lige da vidste jeg ikke ret meget overhovedet.

Tallene hoppede og dansede for mit indre blik, mens vi hilste akavet over halvspiste shawarmaruller og svajende ben.
Dinglende hjem over brostenene syntes mine tal at tynge mine skuldre. Jeg syntes pludselig, at jeg havde nået til mit 'for mange', da jeg ikke kunne placere tallet på Shawarma bar.

Mandag morgen bankede mine tal mig oveni hovedet igen, da jeg blev konfronteret med et par stykker i fitness centeret. Men hvad er chancen også for, at mine og mine tals veje krydses gang på gang.

Enten har jeg nået 'mange', eller også skal jeg bare til at finde nogle nye steder at træne, spise tidligt om morgenen, feste og brænde min lille sorte bog...

Mobilakrobatik

Vi har vel alle stået der. Med et ben balancerende på stoleryggen, ryggen svajende i en nærmest akrobatisk vinkel med den ene arm viftende, og den anden krampagtigt fastholdende telefonen, hvis signal er svigtende. Hvad er det der får os til at tro, at jo mere akavede stillinger vi sætter vores krop i, jo bedre skulle signalet være, og jo hurtigere kan vi få det tilbage?

Indtil videre har jeg aldrig fået det til rigtigt at virke. For ligeså snart stemmen i den anden ende går klart i gennem, slappes mine muskler, og jeg kan stå normalt igen. Men så forsvinder signalet igen, og i panikangst over mindre tilgængelighed indtager jeg igen en eller anden syg position. Om det så er alene derhjemme, i supermarkedet eller i omklædningsrummet, hvor signalet partout kun virker i knæhøjde.

Jeg kom til at tænke på, hvor mange pinligheder man egentlig vil udsætte sig selv for, bare for at gennemføre en samtale, som 99 ud af 100 gange sagtens kunne vente de ti minutter, det ville tage at gå ud og stille sig et mere signalvenligt sted.
For mit vedkommende ret så mange pinligheder!

Jeg kan ikke tælle de gange, hvor jeg har stået foroverbøjet halvt af, halvt i tøjet i omklædningsrummet og forsøgt at fange et usynligt signal nede omkring skinnebenene og derfor har bakket røven ind i nøgne damer, der lige har afsluttet spinning og derfor er høje på adrenalin og udsigt til flødeskumskager.
Eller hvor jeg har slået tilfældige personer i panden, fordi det jo er en kendt sag, at jo vildere den ene arm er, jo bedre går signalet igennem den anden og lige ind i telefonen!

Utroligt nok har folk altid været meget overbærende med både håndkantsslag og numsenærkontakt. Det er, som om der findes en uskreven regel om, at folk, der forsøger at få deres telefon til at fungere, må alt, så længe de ser paniske nok ud. Eller også tror de oprigtigt, jeg er småretarderet og ikke kan gøre for det.

Men jeg er sikker på telefoniudbyderne ved alt om det! Der må være en grund til, at der nogen steder bare ikke er signal, medmindre man fanger det akrobatisk i en statisk elektrisk udladning fra tøjets gnidning mod kroppen, i netop den vinkel og hastighed en sådan pludselig akrobatisk bevægelse danner!
Et godt grin til en branche, der ellers har nok sure kunder at tage sig af i kundeservice? Eller også et lille gnækkende signal, der driver gæk med menneskehedens naive tilgang til videnskaben. Måske er der mere mellem himmel og jord?

Tydeligvis bare ikke nok signalbølger...

Røgslør

Røgen stiger op fra cigaretten i en tynd skummetmælksblå søjle. Den stiger roligt mod himlen, mens hendes fingre hastigt taster på computerens tastatur. Deadline kommer nærmere og nærmere. Hun suger på det bløde filter og gløderne blusser op på ny.

Det kunne være Carrie fra Sex and The City, Audrey Hepburn i Breakfeast at Tiffany's, en hærdet journalist på et stort magasin eller en power kvinde i Washington. Det er det måske også, men en ting det ikke er, er mig.

Rygning har aldrig for alvor tiltrukket mig. Det har oftere afstødt mig med en kvalm fornemmelse af ekstra spytproduktion bagerst i mundhulen og en sammentrækning af mellemgulvet. Alligevel dukker der fra tid til anden billeder op i mit hoved af mig med en cigaret i forskellige situationer, hvor det bare ville passe rigtig godt æstetisk.

For eksempel når jeg selv sidder med en deadline. En cigaret ville fuldstændiggøre billedet af den hårdtarbejdende journaliststuderende med en kaffekop på højre side af computeren og stakke af noter på den venstre. Men hvor er cigaretten? Den mangler, lidt ligesom den gør, når jeg nyder et glas rødvin i vindueskarmen.

For tilbage dengang jeg boede hjemme og foretrak solbærsaft fremfor alkohol, stod jeg næsten hver aften med min mor i køkkenet. Jeg med et glas saft og en kiks, mor med et glas rødvin og en cigaret. Sådan slappede hun af under emhættens susen, mens lygtepælene blegt spredte skygger udenfor vores trygge hus. Og jeg slappede af, fordi hun gjorde. Der havde vi noget sammen, som kun var vores. Alligevel tog jeg ikke selv rygning op senere hen. Rødvin javist, men hvor tit har man lige en lommelærke og et plasticglas med stilk med i lommen? Oftere er det en lighter og en pakke Marlboro.

Det sæt har jeg fra tid til anden klappet efter på mine egne lommer. Det ligger der aldrig, for jeg køber ikke cigaretter. De tiltrækker mig stadig kun i fantasien. Heldigvis. Der er nok ting i verden, der forsøger at slå mig ihjel i forvejen og gøre mig fattig på vejen til kisten. Men det ville gøre ventetiden forskellige ensomme steder meget mindre ensom, og meget mere filmisk.

I går skulle jeg mødes med en veninde på en café. Det slog mig, at jeg med vilje fik tiden til at gå med at gå i cirkler derhjemme for at undgå at sidde alene og vente på hende. Hvad nu hvis hun ikke kom? Hvad nu hvis folk troede, jeg var ensom? Eller hvis jeg stødte ind i en ekskæreste, som så tænkte, han var vinderen i det forliste forhold?
Der ville en smøg have reddet mig. Med den kunne jeg henslængt puste røgringe ud i luften foran cafeen, mens jeg roligt skulede ud over gaden for at få øje på min veninde.

Men jeg ryger ikke, derfor kom jeg for sent, og det endte med hun måtte stå og vente på mig – uden cigaretter.

Hun havde heller ikke brug for dem. Hun stod bare der på den befærdede Nørregade og strålede i blæsten. Vinkede til mig, da hun så mig og forvirrede manden foran mig, der ikke vidste, der var en person bagved ham, som vinkede igen. I det øjeblik ville en cigaret havde ødelagt billedet fuldstændigt. Den skulle først skoddes, eller i hvert fald holdes akavet væk fra mit hår, mens vi krammede hinanden goddag.

Derfor ryger jeg kun i fantasien. Og ikke alle fantasier skal udleves, for når røgsløret løftes og virkeligheden tager over, forsvinder det magiske billede, man har skabt inde bag øjnene. Forestillingen brister i en kold hosten og tjærebelagte lunger.
Jeg holder mig for nu til mine andre laster, der er nok at tage af. Rødvin trumfer til alle tider cigaretter, og ensomhed kan være smuk, hvis man hviler i sig selv, så cigaretterne bliver på kioskens hylder, ventende på de ægte rygere med de urolige, gule fingre og den svage lugt af morfars ryatæppe omkring sig.

Den aften jeg støvsugede en stand-up komiker

Nogen siger hej, andre stirrer og andre igen spørger om en autograf. Jeg slår med støvsugere. Når jeg møder kendte danskere altså. Hvilket er sket et par gange i Fitness World efterhånden. Hvis altså man tæller Paradise deltagere og andre reality "stjerner" blandt de færre ægte kendte.

I aftes mødte jeg Jacob Wilson, som ville have et par spinning sko. Jeg antog, han nok skulle til spinning med sin veninde, som efterspurgte samme type fodtøj. Måske undersøgte han markedet for sjove anekdoter til et stand-up show, måske ville han imponere tøsebarnet, eller måske kan han faktisk bare godt lide at cykle i en sal, svedende blandt 70 andre stønnende cykelentusiaster og fede folk, som vil af med det sidste julegås.

Så skete der faktisk ikke mere. Der var så utroligt mange mennesker, at han blev en i mængden. Indtil han skulle læse lidt i et af vores magasiner, som lå på en hylde over den støvsuger, jeg blev bedt om at flytte.

"Er der ikke en af jer, der gider tage den støvsuger og sætte den ud bagved på lageret?" spurgte chefen mellem en opringning, et spørgsmål og tusind andre gøremål. "Jo!" svarede jeg fluks. Hvorfor ved jeg ikke helt. Tror jeg ville tage bare en enkelt opgave fra hendes skuldre.
Jeg gik hen og tog fat i håndtaget på den gamle type industristøvsuger, som vejer et ton og ligner en tyk trilobit. I min iver opdagede jeg, at det var da ham den sjove fra Zulu, og mens jeg rettede på brillerne, mosede jeg støvsugerhovedet ind i hans ben. "Øh, undskyld" gnækkede jeg fra gulvhøjde, mens jeg febrilsk fik flagret slangen ind i hans skulder.

Uden tvivl har den kække receptionist med de smarte Ray-Bans og styr på spinningsko, i hans øjne, med ét forvandlet sig til en krumbøjet, bebrillet, multihandicappet med minus styr på støvsugerens krop og hoved.

Mens jeg rødmende haltede derfra med støvsuger ud over det hele, tog han det heldigvis med et smil. Hvad kunne han ellers gøre? Hente en sprayflaske og en klud og starte en krig med rengøringsmidler? Det tror jeg nok lige, han er lidt for smart til. Desværre. Det havde været en fed historie!