Røgslør

Røgen stiger op fra cigaretten i en tynd skummetmælksblå søjle. Den stiger roligt mod himlen, mens hendes fingre hastigt taster på computerens tastatur. Deadline kommer nærmere og nærmere. Hun suger på det bløde filter og gløderne blusser op på ny.

Det kunne være Carrie fra Sex and The City, Audrey Hepburn i Breakfeast at Tiffany's, en hærdet journalist på et stort magasin eller en power kvinde i Washington. Det er det måske også, men en ting det ikke er, er mig.

Rygning har aldrig for alvor tiltrukket mig. Det har oftere afstødt mig med en kvalm fornemmelse af ekstra spytproduktion bagerst i mundhulen og en sammentrækning af mellemgulvet. Alligevel dukker der fra tid til anden billeder op i mit hoved af mig med en cigaret i forskellige situationer, hvor det bare ville passe rigtig godt æstetisk.

For eksempel når jeg selv sidder med en deadline. En cigaret ville fuldstændiggøre billedet af den hårdtarbejdende journaliststuderende med en kaffekop på højre side af computeren og stakke af noter på den venstre. Men hvor er cigaretten? Den mangler, lidt ligesom den gør, når jeg nyder et glas rødvin i vindueskarmen.

For tilbage dengang jeg boede hjemme og foretrak solbærsaft fremfor alkohol, stod jeg næsten hver aften med min mor i køkkenet. Jeg med et glas saft og en kiks, mor med et glas rødvin og en cigaret. Sådan slappede hun af under emhættens susen, mens lygtepælene blegt spredte skygger udenfor vores trygge hus. Og jeg slappede af, fordi hun gjorde. Der havde vi noget sammen, som kun var vores. Alligevel tog jeg ikke selv rygning op senere hen. Rødvin javist, men hvor tit har man lige en lommelærke og et plasticglas med stilk med i lommen? Oftere er det en lighter og en pakke Marlboro.

Det sæt har jeg fra tid til anden klappet efter på mine egne lommer. Det ligger der aldrig, for jeg køber ikke cigaretter. De tiltrækker mig stadig kun i fantasien. Heldigvis. Der er nok ting i verden, der forsøger at slå mig ihjel i forvejen og gøre mig fattig på vejen til kisten. Men det ville gøre ventetiden forskellige ensomme steder meget mindre ensom, og meget mere filmisk.

I går skulle jeg mødes med en veninde på en café. Det slog mig, at jeg med vilje fik tiden til at gå med at gå i cirkler derhjemme for at undgå at sidde alene og vente på hende. Hvad nu hvis hun ikke kom? Hvad nu hvis folk troede, jeg var ensom? Eller hvis jeg stødte ind i en ekskæreste, som så tænkte, han var vinderen i det forliste forhold?
Der ville en smøg have reddet mig. Med den kunne jeg henslængt puste røgringe ud i luften foran cafeen, mens jeg roligt skulede ud over gaden for at få øje på min veninde.

Men jeg ryger ikke, derfor kom jeg for sent, og det endte med hun måtte stå og vente på mig – uden cigaretter.

Hun havde heller ikke brug for dem. Hun stod bare der på den befærdede Nørregade og strålede i blæsten. Vinkede til mig, da hun så mig og forvirrede manden foran mig, der ikke vidste, der var en person bagved ham, som vinkede igen. I det øjeblik ville en cigaret havde ødelagt billedet fuldstændigt. Den skulle først skoddes, eller i hvert fald holdes akavet væk fra mit hår, mens vi krammede hinanden goddag.

Derfor ryger jeg kun i fantasien. Og ikke alle fantasier skal udleves, for når røgsløret løftes og virkeligheden tager over, forsvinder det magiske billede, man har skabt inde bag øjnene. Forestillingen brister i en kold hosten og tjærebelagte lunger.
Jeg holder mig for nu til mine andre laster, der er nok at tage af. Rødvin trumfer til alle tider cigaretter, og ensomhed kan være smuk, hvis man hviler i sig selv, så cigaretterne bliver på kioskens hylder, ventende på de ægte rygere med de urolige, gule fingre og den svage lugt af morfars ryatæppe omkring sig.