Rullepølser

Endnu engang har jeg udøvet vold mod mine fødder i skønhedens tegn. Både for at se godt ud for mig selv, og andre, havde jeg iført mine fødder nogle smarte høje hæle til en venindes fødselsdag. 9 cm, sort kunstlæder i gladiatorstil med et dråbeformet stykke på fodryggen og fine deltaljer på anklen med knapper. Super flotte, og super dødelige. Men som altid er det stil over bekvemmelighed og der er bare noget svært tilfredsstillende med at høre andre pigers højlydte misundelsessuk over mine lidt for chic stiletter.

Havde bevæbnet mig med små silikonestykker til at lægge under forfoden, og man skulle ikke tro det, men de yder en utrolig hjælp til forfodstræthed! Med dem i var jeg klar til dans. Dog havde min fornuft pålagt mig at lægge et par skiftesko i tasken. En slet ikke så dum idé fandt jeg ud af senere.

Mine stiletter har jeg haft på flere gange, og nogle gange har været bedre end andre. Ved ikke om jeg denne gang havde haft det utroligt varmt eller bare havde store mængder vand i kroppen, men da vi skulle ind til byen og jeg ville have skifteskoen på, kunne mine fødder simpelthen ikke være deri. De var vokset flere numre og så ganske enkelt ynkelige ud, som Askepots onde stedsøstre der prøver den fine glassko.

Var nødsaget til at lave mine perlebesatte ballerinaer om til midlertidige slippers og vralte efter de andre piger der øvet gik ind til byen i deres hæle, mere eller mindre bevidste om smerten.

I byen mødte jeg nogle af mine drengevenner. Vi holdt ud længere end pigerne, så da turen skulle gå hjem af, spurgte en af mine venner hvorfor jeg tog sådan nogle kedelige sorte sko på med upraktiske hæle når jeg havde så mange fede sneaks derhjemme? Efter at have set mine fødder svulme og tage aftryk af stilettens remme havde jeg ikke andre argumenter end 'Jamen jeg kan ret godt lide min rullepølser.' For da jeg tog mine hæle af og hvilede ud på en bænk nær Budolfi kirke, mens drengene hoppede rundt og imiterede en vens tur hjem til Skalborg fra byen på gåben, lignede mine fødder intet mindre end gigantiske skinker! Remmene havde lavet mærker over hele fodryggen, så dybe de kunne mærkes. Den lysebrune farve jeg havde opbygget med creme over den sidste uge var afløst af hvid og lysende pink. Hvis jeg havde haft en skive rugbrød ved min side kunne jeg fristes til at byde dem på et stykke med gris.

Mine fødder så så mishandlede ud, at en af mine venner stoppede midt i et hop, rørte ved den ene rullepølse og brød ud i grin.

Det endte med jeg slæbte mig hjemad i ballerina-slippers efter at have lovet at tage sneaks på næste gang jeg skulle med drengene i byen. Alle mine argumenter med selvtillid, pænere bagdel og begærende blikke fra både drenge og piger holdt åbenbart ikke. Ikke engang mit pålægsargument holdt vand.

Heldigvis skal jeg først i byen med drengene lørdag næste weekend, så fredag har jeg mulighed for at prøve mine nye stilletter! Ja, endnu et par. Den samme model, nu bare pimpet med nitter! What's not to love?

Og hvis det går helt galt og jeg ender ud med stedsøsters pålægsfødder endnu en gang, kan jeg denne gang fremvise de mest high-fashion rullepølser nogensinde. Jeg er ret sikker på at ingen i hele Aalborg har set en pige med to nittebesatte pølser i Jomfru Ane Gade kl. 03 om natten!

En helt almindelig dag

Jeg stod, en helt almindelig onsdag, på mit nye arbejde, isbutikken Utopia i Algade, og kiggede ud af det store glasparti. Solen var ikke rigtig kommet gennem det tykke skylag, men der var lidt varmere end dagen før. Derfor åbnede jeg døren indtil butikken og dermed åbnede jeg også for lidt af et freakshow.

Det var en ganske stille dag, der bag isbaren. Derfor var der tid nok til at observere Aalborgs indbyggere mellem serviceringen og forskellige småopgaver. Aalborg har altid, i mit hoved, været karakteriseret ved at have nogle meget specielle individer blandt borgerne. For eksempel alle originalerne. Manden med hullerne i hovedet, Muldvarpen, Skraldespands-kiggeren, tiggerne og Fuglen. Der er også nok af eksempler på ikke-individer, altså flokdyrene. Der er gymnasietyperne og ikke mindst Aalborgs pragteksemplarer af pumpere, muskelhunde og tilbehørsdamer.

Dagen forinden havde jeg besøg af nogle af disse flokdyr, men denne onsdag var det individerne der kæmpede om opmærksomheden i gaden. Ikke en eneste pumper så jeg. Måske var der en enkelt Aalborg dulle, camoufleret så godt i foundation og falske øjenvipper, at jeg slet ikke opdagede hende. Det er en slags spejl, som jeg tror, de fleste langsomt opbygger, man bliver simpelthen immun overfor den slags... typer.

Men ikke længe efter jeg havde åbnet døren, for de næsten forårsagtige temperaturer, kom første individ forbi. Jeg hørte ham før jeg så ham. En skønsang noget så frygtelig er ikke hørt længe i den indre by. Troede først det var nogle tossede drenge, der var blevet grebet af forårets løfter om kortere kjoler og udsigt til is og kolde håndbajere. Men nej, det var en lavstammet fyr, men karseklip og enormt store høretelefonener sat fast om det runde hoved. Han dansede og hoppede sig vej gennem måbende alborgensere, mens han nærmest skreg med på den sang, der dunkede i hans ørebøffer. Folk stoppede ligefrem op og stirrede vantro på denne fri person, der sådan trodsede den stille mainstream kultur, vi lægger for dagen i Aalborg.

Ikke længe efter kom en flok gymnasietyper gående. Ikke noget særsyn, men den ene af pigerne havde fået skrevet et eller andet med store sorte typer i panden. Måske er det på mode i de kredse, så hende i hvert fald en fire gange, stadig stemplet i ansigtet.

Desværre var varmen i vejret en forbigående tilstand og jeg blev nødt til at lukke døren efter et par timer igen. Derefter var der ingen sjove typer, der kunne underholde mig. Så vandhanen bag isdisken forsøgte sig.

Pludselig, mens jeg læste lidt i Appetize og kiggede op fra tid til anden, smilende til potentielle kunder, som ignorerede mine hvide tænder og opadkrængede mundvige, startede vandhanen uden varsel. Det er en af de moderne vandhaner med bevægelsessensor og den er ikke gået i gang uden hjælp fra mine viftende. vaskende hænder før. Fik mig noget af et chok, der var kun mig i butikken og døren var lukket. Ergo måtte det være et spøgelse. Freakshowet var ikke stoppet, det var bare rykket fra gaden og ind i butikken.

Besluttede mig for at åbne døren lidt igen. Det tiltrak en lille kø af en fem styks issultne mennesker. De var så rare at blive siddende i cafeen og underholde mig indirekte.

En kunne fortælle om pusheren der var flyttet ind over hende, så tit blev hans kunder i tvivl om etagerne i deres aftagende hashtåger og bankede på hendes dør. Hendes veninders øjne blev store, troede det var af forargelse; de var meget små søde piger at se på, men øjnenes forstørrelse var frembragt af udsigten til nemme joints og aftener i bongrøg.

Heldigvis var der også mere normale samtaler. Et par ældre damer der hyggede med kaffe og brød. De roste Utopia og bandede over busserne. En lille familie med isspisende børn, eller børnene forsøgte at spise isen, men det meste endte på kinderne eller i fars mave.

Desværre var byen hele dagen ret affolket, det gjaldt åbenbart for de fleste butikker, så underholdningen var ikke vedvarende. Jeg bestemte mig for at afslutte dagen med en grundig rengøring og opfyldning, og så lige pifte lokalet op med stearin på gulvet og kaffebønner overalt. Man skal jo ikke gøre det nemt for sig selv.

I stedet for bare at flytte stearinlysene, i glasstage med kaffebønnebund, som jeg havde flyttet små coffeetable bøger og vafler forinden, valgte jeg at tørre først på den ene side af dem og så skubbe dem frem og tilbage. Overvejede kort varigt at det sikkert ville gå galt, og derved tror jeg også jeg jinxede situationen. For to sekunder efter havde jeg væltet det ene lys ned over køleskabet på disken, så der var stearin i et fint spor hele vejen ned på gulvet og kaffebønner i hele lokalet.

Fik travlt med at feje, skrabe og kigge op fra gulvet som et andet lille pelsdyr på vagt overfor rovdyr, eller kunder der kunne undre sig over hvorfor jeg lå på gulvet og skrabede mellem 1000 kaffebønner, som en anden freak.

At være eller ikke at være, i uniform

Hvorfor er det kvinder er så tiltrukket af mænd i uniform? Og ikke hvilken som helst uniform. Det skal helst være politimand, brandmand, sergent eller læge i kittel. Skraldemændene og fakta-medarbejderne får ikke meget credit for deres uniformer!

Jeg kan da godt se der er noget mere maskulint over en skræddersyet uniform i tykt stof med broderinger og medaljer, en livreddende snehvid kittel eller en heltemodig brandsmandsdragt end der er over en skidenbrun skjorte med butikslogo i rødt, men er manden i uniformen mindre mand af den grund?

Det bliver han i hvert fald gjort til, medmindre han ser uforskammet godt ud. Her hjælper hans arbejdspåklædning nemlig ikke. En sergent, eller en hvilken som helst anden soldat, behøver ikke se uforskammet godt ud for at overgå en stakkels ekspedient. Hans uniform hiver nemlig hans udseende et par grader op, hvor for eksempel skraldemændende bliver trukket ganske heftigt ned, primært på grund af lugten.

Måske er det fordi kvinder egentlig bare gerne vil reddes. Reddes fra deres kedelige (læs. forkælede) liv og vide manden har råd til at give hende gaver, rejser, sushi, smykker og andre materielle goder, der varmer så godt i sengen når manden er på overarbejde eller er udsendt.

Det er i hvert fald sjældent en medarbejder i Bilka bliver sendt til underafdelingen i Kabul. Jeg har faktisk ikke hørt om det, endnu.

Men det handler jo om prioriteringer, og de kan godt være direkte forbundet med mængden af gaver, har jeg fundet ud af. Jo flere gaver og udsigt til penge, jo mere accepteret bliver det at man ser sin kat mere end sin kæreste. For han har jo selvfølgelig været så forudseende, at give damen et bette kræ at tage sig af, når hun ikke har mulighed for at tage sig af, altså rette på, ham hele tiden.

Er der en ting alle er klar over, er det nemlig, at kvinder elsker at rette, og irettesætte, deres mænd, kærester, venner, selv katten får en tur engang i mellem. Mest når den gentagne gange skider udenfor avispapiret og tager halve mus med hjem, noget mænd generelt lærer at de ikke skal efter første forsøg.

Der har kvinderne så bare ikke helt gennemtænkt deres prioriteringer. Hvis de nu havde taget den underbetalte tjener, der kommer hjem med fedtet hår og svedige armhuler, ville de have en hel masse at rette på og kommentere. Samtidig med at de får en mand, som har et job der går ud på, at tilfredsstille uhøflige mennesker og smile ad fornærmelser. Derfor er han ganske godt rustet til en krævende kæreste.

På den anden side kan det også være at kvinderne bare ville prøve at få deres tjener/skraldemand/ekspedient til at videreuddanne sig til restaurantchef/kommunal direktør/butikschef og på den måde få udsigt til mere alenetid, så de har tid til at finde på nye ting at hakke på deres mand over. De ville måske også få flere ting i deres voksende lejligheder og så kunne de vel ligeså godt have startet med en læge eller officer. På den måde ville de have haft den store lejlighed fra starten.

Men igen, så havde de gået glip af alt det sjove tidsfordriv, med at irettesætte og pace deres mænd ind i deres egen forestilling af den perfekte mand.

Dybt indeni ved vi bare godt at han ikke findes. Den perfekte mand. Uniformen er et skalkeskjul der snyder de naive kvinder som så desperat prøver at blive reddet, eller leder efter en ny farfigur i deres tilværelse til at tage sig af dem.

Selvstændige kvinder ser derimod uniformen som et symbol på mandighed, en person der er voksen nok til at kunne give hende lidt modspil og lidt alenetid. Ikke til at finde på nye ting at irritere sig over, men til at være sig selv eller pleje sin omganskreds, der ofte er noget større en enkelt kat. Hun er også i stand til at se i gennem uniformen med sit kvindelige emotionelle røngtensyn og derfor også være i stand til at vælge skraldemanden frem for brandmanden på grund af det der er bag profession og løn.

Til sidst er der de kvinder der, helt realistisk, går efter personlighed og kompetence og hvor uniformen kan være et plus.

Eller et kinky indslag.

For når det kommer til stykket betyder 'reddet' taget og 'materielle goder' legetøj og 'uniform' hot mand i min seng.

The Olive Theory

Jeg har aldrig før set en kobling mellem kærlighed og oliven. Før i aften.

Før i aften vidste jeg ikke engang hvad er oliven er, en frugt, en nød, en grøntsag, en lille djævelsk trævorte?

Men i aften fandt jeg ud af at oliven ikke kun er sunde for dit indre, din hud og din madlavning, men også for dit følelsesliv.

Andre frugter skulle eftersigende have en positiv effekt på libidoen. Her kan nævnes fignen (som også ligner lidt en fisse, I ved jeg har ret). Og det er ret vigtigt at den er der i et forhold, altså libidoen, ikke fignen. Ellers kan forholdet meget nemt kan gå hen og blive kedeligt, eller bare platonisk.

Men så stødte jeg på Oliven teorien.

The Olive Theory, er i sin enkelhed baseret på det faktum, at man enten kan lide oliven eller også hader man dem. Groft sagt. (Jeg selv kan godt lide dem i små cirkler på pizza, men kun lidt, og ellers aldrig)

Men hvorom alting er, kan man spørge sin date om han/hun kan lide oliven. Personen skal så mene det modsatte af en selv, og hvis det er tilfældet kan det blive grundstenen til et godt forhold.

Om det er på grund af, at man så nemmere kan dele sydlandsk mad uden at toppes om olivenpynten på toppen af salaten, eller om den lille sten indeni enhver oliven er lidt magisk eller indeholder tilpas meget goodness i form af olie, ved jeg ikke noget om.

Men jeg ved, at jeg med det samme tænkte teorien over i mine egne forhold.

Jeg har aldrig direkte spurgt en kæreste, date eller ven "Kan du lide oliven?" og jeg må indrømme at for nogens vedkommende ved jeg ikke, om de kan lide oliven eller ej, så det er måske ikke den mest grundige statistik jeg har gang i. Men jeg kan nævne to personer jeg har haft et forhold til, som har betydet meget. En af mine ekskærester og min nuværende kæreste. Min ekskæreste kunne som jeg, ikke fordrage oliven. Det var først senere jeg fandt dem tålelige når de var blevet bagt i en ovn ved 220 grader i en sovs af tomat og i et lag af oreganoflager.

Eftersom jeg skriver at han er min ekskæreste, kommer det nok ikke som et chok, at vi ikke blev ved med at være sammen. Måske på grund af manglende oliven tiltræknings/afstødningskraft. Vi manglede simpelthen et naturligt frugtigt magnetfelt.

Vi manglede i hvert fald ikke libido, eller skal jeg omformulere, han gjorde ikke siden han behøvede flere damer.

Min nuværende kæreste er derimod rigtig glad for oliven. Meget mere end jeg nogensinde bliver (krydser vi fingre for). Han spiser dem som slik, hvor jeg foretrækker at spise slik frem for oliven. Generelt frem for mange ting. Men det er en anden sag.

I hvert fald har vi dette olivenmagnetfelt som en form for buffer. Det var bare først i aften jeg fandt ud af det! Om det gør nogen forskel, at jeg nu er bevidst om, at det er en bitte lille, bitter og stenet frugt, i mørke nuancer, nogle gange med fyld af mandler eller syltet peberfrugt, der holder vores kærlighed ved lige og ikke kærligheden selv, er jeg ikke sikker på.

Jeg ved teorien lyder ret usandsynlig, men måske er den netop usandsynlig nok til at have noget på sig. Måske har jeg bare set for mange amerikanske tv-serier a la How I Met Your Mother.

Men det ville bare være lidt sjovere hvis vi alle troede på at oliven er magiske små træalfer, en deform kusine til Amor. Priserne på oliven ville stige vildt! Olivenolie ville være den rene erotik på flaske! Folk ville bade i det for penge! Folk ville stoppe med at købe roser og give hinanden små olivenbonsais i gave! Der ville blive lavet en helt ny helligdag!

Der er muligheder i det. Jeg opfordrer i hvert fald til at man i stedet for at fyre lamme scoretricks af, bare spørger "Kan du lide oliven?". Og er svaret det modsatte af dit, så er der allerede der plantet et lille olivenfrø i hjertet, der hvor kærligheden bor.