tirsdag den 9. marts 2010

At være eller ikke at være, i uniform

Hvorfor er det kvinder er så tiltrukket af mænd i uniform? Og ikke hvilken som helst uniform. Det skal helst være politimand, brandmand, sergent eller læge i kittel. Skraldemændene og fakta-medarbejderne får ikke meget credit for deres uniformer!
Jeg kan da godt se der er noget mere maskulint over en skræddersyet uniform i tykt stof med broderinger og medaljer, en livreddende snehvid kittel eller en heltemodig brandsmandsdragt end der er over en skidenbrun skjorte med butikslogo i rødt, men er manden i uniformen mindre mand af den grund?

Det bliver han i hvert fald gjort til, medmindre han ser uforskammet godt ud. Her hjælper hans arbejdspåklædning nemlig ikke. En sergent, eller en hvilken som helst anden soldat, behøver ikke se uforskammet godt ud for at overgå en stakkels ekspedient. Hans uniform hiver nemlig hans udseende et par grader op, hvor for eksempel skraldemændende bliver trukket ganske heftigt ned, primært på grund af lugten.

Måske er det fordi kvinder egentlig bare gerne vil reddes. Reddes fra deres kedelige (læs. forkælede) liv og vide manden har råd til at give hende gaver, rejser, sushi, smykker og andre materielle goder, der varmer så godt i sengen når manden er på overarbejde eller er udsendt.
Det er i hvert fald sjældent en medarbejder i Bilka bliver sendt til underafdelingen i Kabul. Jeg har faktisk ikke hørt om det, endnu.
Men det handler jo om prioriteringer, og de kan godt være direkte forbundet med mængden af gaver, har jeg fundet ud af. Jo flere gaver og udsigt til penge, jo mere accepteret bliver det at man ser sin kat mere end sin kæreste. For han har jo selvfølgelig været så forudseende, at give damen et bette kræ at tage sig af, når hun ikke har mulighed for at tage sig af, altså rette på, ham hele tiden.

Er der en ting alle er klar over, er det nemlig, at kvinder elsker at rette, og irettesætte, deres mænd, kærester, venner, selv katten får en tur engang i mellem. Mest når den gentagne gange skider udenfor avispapiret og tager halve mus med hjem, noget mænd generelt lærer at de ikke skal efter første forsøg.
Der har kvinderne så bare ikke helt gennemtænkt deres prioriteringer. Hvis de nu havde taget den underbetalte tjener, der kommer hjem med fedtet hår og svedige armhuler, ville de have en hel masse at rette på og kommentere. Samtidig med at de får en mand, som har et job der går ud på, at tilfredsstille uhøflige mennesker og smile ad fornærmelser. Derfor er han ganske godt rustet til en krævende kæreste.

På den anden side kan det også være at kvinderne bare ville prøve at få deres tjener/skraldemand/ekspedient til at videreuddanne sig til restaurantchef/kommunal direktør/butikschef og på den måde få udsigt til mere alenetid, så de har tid til at finde på nye ting at hakke på deres mand over. De ville måske også få flere ting i deres voksende lejligheder og så kunne de vel ligeså godt have startet med en læge eller officer. På den måde ville de have haft den store lejlighed fra starten.
Men igen, så havde de gået glip af alt det sjove tidsfordriv, med at irettesætte og pace deres mænd ind i deres egen forestilling af den perfekte mand.

Dybt indeni ved vi bare godt at han ikke findes. Den perfekte mand. Uniformen er et skalkeskjul der snyder de naive kvinder som så desperat prøver at blive reddet, eller leder efter en ny farfigur i deres tilværelse til at tage sig af dem.
Selvstændige kvinder ser derimod uniformen som et symbol på mandighed, en person der er voksen nok til at kunne give hende lidt modspil og lidt alenetid. Ikke til at finde på nye ting at irritere sig over, men til at være sig selv eller pleje sin omganskreds, der ofte er noget større en enkelt kat. Hun er også i stand til at se i gennem uniformen med sit kvindelige emotionelle røngtensyn og derfor også være i stand til at vælge skraldemanden frem for brandmanden på grund af det der er bag profession og løn.
Til sidst er der de kvinder der, helt realistisk, går efter personlighed og kompetence og hvor uniformen kan være et plus.
Eller et kinky indslag.
For når det kommer til stykket betyder 'reddet' taget og 'materielle goder' legetøj og 'uniform' hot mand i min seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar