Alle kvinder skal da have børn

Jeg er en kvinde. Ergo er jeg udstyret med en livmoder og dertilhørende evne til at føde børn. Og åbenbart ønsker jeg at udnytte denne evne. Fordi jeg jo er kvinde.

Forkert.

Jeg bryder mig ikke om børn. Det må man ikke sige, men det gør jeg ikke. Jeg kan simpelthen ikke på nuværende tidspunkt se, hvorfor jeg skal lade min krop deformeres over ni smertefulde måneder, se min figur få mere og mere lighed med en planet, blive hormonel og blive tvunget til at afstå fra både chokolade og alkohol for derefter at flækkes op af en skrigende klump kød, blod og fosterfedt, som jeg forventes at elske, fra det øjeblik dens slimede krop klamrer sig til min udmattede ditto. Lægge ømme brystvorter til en sugende ødelægger, som de næste mange, mange år ikke kun vil suge mine kirtler tomme for mælk, men også min pengepung og i lang tid det sociale liv, som jeg er vant til. Børn er krævende og unsvarlige. De kan ingenting.

Men hver gang jeg påpeger over for mine veninde, at jeg aldrig skal have børn, vifter de mig af med et "Bare vent et par år. Alle kvinder vil jo have børn før eller siden." Men der er for mig intet tiltalende ved forældreskab. Måske får de ret engang. Men de sidste 25 år af mit liv, har jeg ikke kunnet lide børn. Selv da jeg fik den obligatoriske babydukke som lille pige, stirrede jeg vantro på gavegiveren. Og begyndte at græde. Babydukken var uhyggelig og blev aldrig et vellidt medlem af min lyserøde værelse. 

Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om små børn. "Men du kan jo godt lide din søsters børn, og du synes da ham den lille skater på legepladsen var nuttet," kan mine veninder finde på at argumentere. Korrekt. De er heller ikke mine børn. Jeg er aldrig så akavet, som når et barn er i min umiddelbare nærhed. Når de numser sig langsomt over gulvet på en café i retning mod mig, bliver jeg grebet af frygt. Jeg ved, de kan mærke det. Deres hoppende bevægelser bliver mere målrettede og hurtigere. Forældrene opmuntrer dem og forventer, jeg bliver ellevild. Jeg er jo en kvinde i den fødedygtige alder. Ergo knuselsker jeg andres unger. Eller når spædbørn kigger på mig fra en mors arme, og moderen ser det. Hun ser det og rækker mig barnet i udstrakte arme og regner med, jeg tager imod det. Det gør jeg ikke. Jeg ville ikke holde dit barn. Jeg ved ikke, hvordan man gør, og jeg har ikke lyst.

Men kvinder må ikke være af den holdning, at de ikke vil have børn. Nogensinde. Det er et tabu at ytre den mening. Men bliver lidt gjort til grin, som om man er en lille smule hysterisk og ikke er der hundrede procent. Eller også bliver man affejet med, at man ikke ved, hvad man i virkeligheden mener. Det skal de nok fortælle en. Altså de andre kvinder. Det er især dem, som ikke forstår, at vi er nogen, som ville ønske, vi kunne bytte evnen til at føde med evnen til at løbe rigtig langt. Eller rigtig hurtigt. Væk fra alle andres børn. 

Alle kvinder skal ikke have børn. Jeg er træt af at få påduttet mig andres holdning. Jeg har det fint med, nogen vælger at få børn. Jeg vil bare gerne være fri. Fri for børn og fri for at få at vide, at jeg er forkert, fordi jeg vælger anderledes. 

Ti nu stille!

Der lugter lidt af lunken leverpostej og regnvåde sokker. Over for mig sidder en ældre dame. Hende og jeg skal følges hele vejen til Aalborg. Fire timer og nitten minutter. Men vi taler ikke sammen. Vi sidder i stillekupeen. Min foretrukne. Når man pendler fra København til Aarhus, Assens eller Aalborg flere gange om ugen, bliver man kræsen. Man bliver træt af andres opkald om besværlige mødre, drukture og utro kærester. Så jeg køber troligt plads i stillekupeen. Men det er langt fra alle, som respekterer, at vi er nogle, som faktisk har brug for stilhed.
Stilhed er blevet en mangelvare med den konstante brummen fra biler og metrobyggerier, fra bippen fra SMS'er og Facebook-notifikationer, fra facers på Strøget og insisterende muzak i indkøbscentrene.

Men faktisk er det sjældent, der er rigtig stille i kupeen. Det er som om, folk opfinder deres egne regler for, hvad stille betyder.

Som den ældre dame. Ikke hende foran mig. Men hende i sædegruppen bag mig. Hun synes, det er kedeligt, man skal være stille. Hendes stemme er en konstant baggrundsstøj af brok leveret med et gnækkende grin og små anekdoter, som sikkert kunne være hyggelige, hvis hun ikke sad i stillekupeen. Hvis den er så kedelig, så gå dog ind i den almindelige kupé. Hver gang en ny passager står på, opdaterer hun denne om, at nu må hun også hellere holde mund igen, når toget starter. Ellers er der nok nogen, som bliver sure på hende. Gnæk gnæk gnæk.

Og ja. Vi er nogle som bliver sure på hende. Både fordi hun tydeligvis ikke fatter betydningen af "stille", men også fordi hun får mig til at virke som om, det er mig, der er en gamle snerpe, der mener, at børn skal ses, ikke høres.

Men billetørerne gør sjældent noget. Kun én gang har jeg mødt en billettør, som venligt gjorde et ældre, ungdommeligt par opmærksomme på, at de nu engang befandt sig i stillekupeen, og at man så må vente med at tale. De var omkring de 80, men fnes som to teenagere, da de blev sat på plads.

Eller den hektiske dame, som engang mosede ind i kupeen mellem Fyn og Sjælland og straks begyndte at fortælle passagererne omkring hende om den forfærdelige dag, hun havde haft. Hun vandrede frem og tilbage og viftede sig, for hun havde haft så travlt med at nå toget, at hun simpelthen svedte som en gal. Så fandt hun en telefon frem og ringede for at fortælle, hun nåede toget. Dernæst fandt hun en stak papirer frem fra en pose, som skulle viftes og foldes, inden den kunne lægges i tasken, for så at blive fundet frem igen og foldet på ny med papirerne i. Vi nåede også alle at få historien om den ubehøvlede taxachauffør, hun havde kørt med. Han brød sig simpelthen ikke om hende, fortalte hun. Hvorfor mon.

Eller pigerne som hviskede hele vejen fra Assens til Københavns Hovedbanegård. Hvisken er den mest irriterende lyd næst efter myg i et mørkt rum. Det er alt andet end stille. Alle kunne høre, pigen til venstre var sur på sin kæreste.

Eller fyren der hørte hård rock i sine øretelefoner. Han sad i den ene ende af vognen, jeg sad i den anden. Det var Metallica. Heldigvis var der en, som mandede sig op og prikkede til ham. Fyren skruede ned med det samme.

Måske skulle jeg bare prikke til damen. Fortælle hende, at ja, vi er nogle som bliver sure, og der er fire andre vogne til snak. Men det burde ikke være nødvendigt. Netop fordi der er fire andre vogne, og fordi stilhed er blevet noget, vi skal værne om og selv skabe. Lyden er der. Hele tiden. Konstant. Ti nu bare stille. 

Er der forskel på pressefryns?

For godt et år siden var jeg i Australien. Med alt betalt. Det skortede hverken på dyr rom, overdådige hoteller eller gourmetmad. Jeg så havskildpadder og djævlerokker. Og en enkelt kænguru. Dog død, men jeg så den. Jeg blev hentet i lufthavnen af privatchauffør og kørt til samtlige arrangementer i en privat minibus. Fik jeg sagt, at alt var betalt?
Det var det, fordi jeg var blevet inviteret på pressetur af et rejsebureau i Queensland. Sådan foregår meget rejsejournalistik. De betaler, vi tager af sted, og det forventes, at vi leverer noget (positiv) journalistik til gengæld. Noget for noget.
En anden gang fik jeg tilbudt et medlemsskab i et TRX-træningscenter, efter at have skrevet lidt om denne træningsform. Det blev jeg kraftigt anbefalet ikke at tage imod af min redaktør. Det kunne komme i vejen for min objektivitet og den kontrakt, jeg arbejdede på.
Men hvori ligger forskellen? Jeg er med på, at vi journalister ikke skal lade os købe af billig bling og gratis ting. Afhængighedsforhold er no-go i denne branche. Og dog. Er det ikke netop det, der foregår på Borgen, hvis vi skifter en rejse ud med et godt tip? Er det ikke det, vi gør, når vi spiser på industriens regning og plejer vores kildeforhold, eller når journalister tester Danmarks bedste badehoteller til ære for seerne?
Kan man have et hundrede procent afhængighedsfrit forhold?
Man kan i hvert fald bestræbe sig på det. Man kan tænke sig om, når nogen tilbyder en et gratis Apple-tv eller en telefon, som fagbladet Journalisten beretter om i månedens udgivelse. En telefon som bloggerne takkede ja til, men som journalisterne ikke tog imod. De samme journalister som gerne tager til elektronikmesse i Las Vegas - med rejsen betalt.
Forskellen, på at tage imod en telefon og en rejse, er, ifølge en kilde i artiklen, at der bliver gjort opmærksom på, hvem der inviterer på rejsen, og at der ikke på samme måde gøres opmærksom på, at journalisten har modtaget en gratis telefon.
Præcis som da jeg kom hjem fra Australien. I bunden af mine artikler, skrev jeg, hvem der havde betalt min rejse. Sådan var proceduren. Men jeg aner ikke, om mine læsere så denne bisætning eller om de, der gjorde, tænkte videre over, om jeg mon så skrev mere eller mindre positivt om turen. Selvfølgelig skal man forholde sig realistisk og sandfærdigt til, hvad man skriver, uanset om det er købt af egen lomme eller betalt af interesser. Præcis som når man citerer parter i en sag.
Jeg gad da brand godt have en ny telefon for at komme til et event. Men så skal jeg åbenbart komme som blogger, fordi her ved folk, at der er kommercielle interesser involveret. Jeg vil så bare gerne vide, hvor der slet ikke er det længere.

Maratontømmermænd

Vågner på ingen måde udhvilet. Søndag igen. Den værste dag på ugen, hvor tømmermænd og dårlig samvittighed mødes i en symfoni af pelsbelagte gummer og kvalme. Klokken sniger sig mod elleve. Trækker dynen af, hiver de glemte kontaktlinserne af hornhindernes rødmen og går i bad. Forsøger at vaske de deller af, der uden tvivl vil manifestere sig over hofterne på grund af den cookie og det pølsehorn, jeg absolut skulle spise cyklende gennem natten. Se mor - uden hænder! Det er blevet et ritual. Først at fodre min dårlige samvittighed for dagen efter at kæmpe mod dens fornyede styrke. Min far, som jeg er på besøg hos, er ikke hjemme. Han er ude at samle ind for Røde Kors. Jeg tager en skål frem. Fylder den med mælk og chokolademüsli. Og lidt mere müsli. Det kan også bare være lige meget. Sætter mig i sofaen. Der er Long Island Medium på TLC; en kvinde med en værre hårdag end min - hver dag. Uden for dundrer en flok aalborgensere forbi i farvestrålende sportstøj med numre på maven. Selvfølgelig er der løb i Hasseris netop i dag. Selvfølgelig løber de forbi min fars adresse, hvor hækken først kan skjule dem om nogle år. Ikke nu. Og her sidder jeg med min Crüsli og mine tømmermænd og en tyk samvittighed, jeg ikke orker kæmpe mere med. Bare det snart var mandag. 

Tillykke til Anne Marie Hove

Så blev der fundet en vinder af kogebogen "Mæt og slank med LCHF"!
Den retrosmarte hjemmeside Findenvinder.dk (som dog ikke helt passer i bredden herinde) hjalp mig med udtrækningen, og det blev Anne Maria Hove, som løber med de lækre opskrifter. Tillykke til dig.

Tjek endelig ind med jævne mellemrum for flere blogs, og måske en ny konkurrence i fremtiden!

Pas din egen tallerken (og en konkurrence til læserne)

Hele den der hype omkring at være på kur. Træne. Leve sundt. Leve sundere. Leve sundere end andre. Dén er jeg godt og grundigt træt af. Jeg er så træt af at se på andre folks proteinsalat og skyr-erstatnings-is. Deres omeletter med spinat, mandel, hørfrøoliemix af kuldhydratforskrækkede morgenmåltider og anstrengende aftensmad af kød, kød, kød og så lidt kørvel for the looks of it. Jeg hader de selvudnævnte foodies og healthies - og selfies for den sags skyld - hvor alt skal se så forbandet korrekt ud. Så fantastisk fyldt med overskud og så fantastisk hævet over alle os almindelige mennesker. Mennesker som træner, ikke for at få en sixpack, men for at få plads til en i kalorieregnskabet. Os som gerne vil spise sundt, men aldrig siger nej til rigtig is og fortrækker Bubbletea over grøn te til hver en tid! Os som på en eller anden måde bliver gjort mindreværdige. I hvert fald når man kigger på de billeder og opdateringer, der ligger som en tyk tåge af hashtags på de sociale medier.

"Smerte er bare svaghed der forlader kroppen," "While you're getting low at the club, I'm dropping it like a squat," "You don't lift. you can't sit with us," "Your pants say yoga, but your ass says McDonalds" eller "Lifting weights make women huge. False. Cup cakes make women huge."

Hvis du ikke squatter, og hvis du ikke drikker proteinpulver som os andre, så er du ikke lige så god som os. Punktum. Hvad er det, der gør, at det er i orden at hæve sig selv over andre på den måde? Vi bor i Danmark. Det er aldrig okay at være bedre end andre. Det er jo derfor, vi har Janteloven. Men denne trend er altoverskyggende, og det bedste kompliment, man kan få ny om dage, er enten "Nej, hvor er du blevet tynd", "hvor er du sej, at du kan overholde den kur," eller "jeg ville aldrig kunne spise så lidt til frokost". Stop jer selv lige der. Pas jeres egen tallerken. Lad mig nyde min sandwich med hvidt brød, mayo og grisetetris uden at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke kun spiser en agurkesymfoni med 30 gram hytteostdip og en skefuld olivenolie med peber til frokost. Jeg gider ikke jeres hævede øjenbryn og jeres hævede egoer. Jeres pseudosundhed og jeres piedestaler. Kom ned derfra. Der er også meget sjovere nede på landjorden, hvor man ikke falder 20 meter, hvis man træder ved siden af en enkelt gang. 

Men mavesyre til side, det er sikkert bare sure opstød, fordi jeg har spist raffineret sukker og kun trænet 45 minutter i dag. Helt uden at tage billeder af det eller checke in på Facebook. 

Selvom langt de fleste kure faktisk ikke er sunde for hverken os eller miljøet - tænk på hvor de mange bøffer egentlig kommer fra, og hvor mange tilsætningsstoffer der er i din hellige gral af sygeligtbeige proteinpulver og -barer - så er der mange opskrifter som kan pifte en ellers kedelig og ensartet ugemenu op. Hjemmesaltet laks, nøddebarer, citronkylling, broccolifalafler, kokostoppe og lagkage uden mel. Faktisk kan alle disse findes i bogen "Mæt og slank med LCHF". En bog om kuren Low Carb High Fat, som gerne må få en række revsende ord med på vejen fra min side af, men som fungerer glimrende som opslagsværk, når udsigten til lasagne på fjerdedagen ikke er så tiltalende som den første portion. 

Da jeg ligger inde på to eksemplarer smider jeg gerne den ene efter en heldig læser, hvis denne lover at bruge bogen som en kogebog og ikke en bibel til at slå andre folk i hovedet med. Læg en kommentar her med dit navn og e-mail, så trækker jeg lod om bogen den 31. marts 2014.

Stress og jag

Det er snart et år siden, jeg sidst opdaterede. På det år er der sket meget. Man kunne sige, jeg har haft travlt. Det er ret moderne, har jeg hørt. Hvis man styrter rundt, har 14 aftaler på en dag og glemmer halvdelen af dem, snakker i telefon mens man er på toilettet for at spare tid, og spiser mens man er i transit. Så er man med på beatet. Så er man en af de travle.

Den anden dag overhørte jeg en travl person i Fitness World. Han havde i hvert fald travlt med at tale om, hvor travlt han havde.

"Det er et spørgsmål om at prioritere. Jeg skal jo i biografen i morgen. Jeg kan ikke engang huske, hvad vi skal se. Så travlt har jeg! Er det ikke sindsygt?" Han holdt en kort pause. Sådan en rigtig irriterende kunstpause. "Ja. Man burde virkelig lave en klon af mig, for at nå det hele."

Hans kammerat lavede en grimasse. Om den var samtykkende eller et resultat af vægten på hans skuldre, som den travle mand glemte at hjælpe med at holde i sin travlhed, ved jeg ikke. Men hvis man har så meget at se til, så skru lidt ned. Eller stop med at brokke dig. Han havde tydeligvis tid til at komme i fitnesscenteret den eftermiddag, men han brugte mere tid på at tale om sig selv end på at træne. Måske havde han så travlt, fordi han brugte for meget tid på snak og for lidt tid på handling? Jeg nåede at blive helt stresset på hans vegne. Men så tog irritationen over. Dernæst vreden som gik ud over nogle forsvarsløse håndvægte. Hellere det end den travle mand. Han ville slet ikke have tid til den konfrontation.

Men han brugte dog ordet prioritere. "Det er et spørgsmål om at prioritere". Det er han vel ikke så god til så? Måske er det dét, vi danskere, som er så travle og så stressede, skal lære. I stedet for at skrue ned, skal vi prioritere. Hvad vil du helst? Og det du ikke når. Det når du ikke. Det kan du nå i morgen. Medmindre det er noget, du kan få hjælp til.

Jeg tror, travlhed og stress kommer af, at vi har for mange valg og er for dårlige til at vælge. For ve den, der skulle gå glip af noget!
Dét og så vores tårnhøje forventninger til os selv. Vi skal bage med spelt og dadler, spise raw food og kværne økologiske omeletter, løbe et maraton om ugen, være sjove og sociale og arbejde minimum 40 timer om ugen - gerne 50 så vi kan brokke os over, hvor travlt vi har - er man under uddannelse, er 12 den eneste rigtige karakter, nogen skal også være forældre, andre har bare en hund, man skal handle, lave mad, Instagramme maden, svare chefen klokken 22 om aftenen, fordi vi så virker som enormt engagerede medarbejdere, som elsker travlhed og fordømmer søvnen, som vi mindre og mindre af.

Vi presser os selv hårdere og hårdere, og så bliver vi stressede. Men. Jeg har et forbehold. De yngre generationer, som i stigende grad får stress, er så vant til at blive pacet, pakket ind og præsenteret som små vidundere, at de slet ikke kan tåle det rigtige liv. De kløjes i en blanding af mental vat og vrangforestillinger.

Hvornår er vi kommet dertil, at travlhed og stress nærmest ikke kan skilles ad? Det er et statussymbol og et sygdomstegn. En ambivalent tilstand som lokker os og fortærer os. Gør os til egoistiske, selvmedlidende monstre, der offentligt råber op om, hvor latterlig chefen er, når vi selv siger ja til at arbejde over, hvor hårdt det er at tjene penge, og hvor surt det er at træne.

Stress i små doser er godt. Stress som sygdom er skidt. Travlhed er ikke stress. Man skal lære at skelne. Og som start kunne man lære at prioritere. Og træne når man er i fitnesscenteret, så man faktisk får resultater og ikke bare en radbrækket ven, som både har fået ondt i muskler og ører.