For godt et år siden var jeg i Australien. Med alt betalt. Det skortede hverken på dyr rom, overdådige hoteller eller gourmetmad. Jeg så havskildpadder og djævlerokker. Og en enkelt kænguru. Dog død, men jeg så den. Jeg blev hentet i lufthavnen af privatchauffør og kørt til samtlige arrangementer i en privat minibus. Fik jeg sagt, at alt var betalt?
Det var det, fordi jeg var blevet inviteret på pressetur af et rejsebureau i Queensland. Sådan foregår meget rejsejournalistik. De betaler, vi tager af sted, og det forventes, at vi leverer noget (positiv) journalistik til gengæld. Noget for noget.
En anden gang fik jeg tilbudt et medlemsskab i et TRX-træningscenter, efter at have skrevet lidt om denne træningsform. Det blev jeg kraftigt anbefalet ikke at tage imod af min redaktør. Det kunne komme i vejen for min objektivitet og den kontrakt, jeg arbejdede på.
Men hvori ligger forskellen? Jeg er med på, at vi journalister ikke skal lade os købe af billig bling og gratis ting. Afhængighedsforhold er no-go i denne branche. Og dog. Er det ikke netop det, der foregår på Borgen, hvis vi skifter en rejse ud med et godt tip? Er det ikke det, vi gør, når vi spiser på industriens regning og plejer vores kildeforhold, eller når journalister tester Danmarks bedste badehoteller til ære for seerne?
Kan man have et hundrede procent afhængighedsfrit forhold?
Man kan i hvert fald bestræbe sig på det. Man kan tænke sig om, når nogen tilbyder en et gratis Apple-tv eller en telefon, som fagbladet Journalisten beretter om i månedens udgivelse. En telefon som bloggerne takkede ja til, men som journalisterne ikke tog imod. De samme journalister som gerne tager til elektronikmesse i Las Vegas - med rejsen betalt.
Forskellen, på at tage imod en telefon og en rejse, er, ifølge en kilde i artiklen, at der bliver gjort opmærksom på, hvem der inviterer på rejsen, og at der ikke på samme måde gøres opmærksom på, at journalisten har modtaget en gratis telefon.
Præcis som da jeg kom hjem fra Australien. I bunden af mine artikler, skrev jeg, hvem der havde betalt min rejse. Sådan var proceduren. Men jeg aner ikke, om mine læsere så denne bisætning eller om de, der gjorde, tænkte videre over, om jeg mon så skrev mere eller mindre positivt om turen. Selvfølgelig skal man forholde sig realistisk og sandfærdigt til, hvad man skriver, uanset om det er købt af egen lomme eller betalt af interesser. Præcis som når man citerer parter i en sag.
Jeg gad da brand godt have en ny telefon for at komme til et event. Men så skal jeg åbenbart komme som blogger, fordi her ved folk, at der er kommercielle interesser involveret. Jeg vil så bare gerne vide, hvor der slet ikke er det længere.
Det var det, fordi jeg var blevet inviteret på pressetur af et rejsebureau i Queensland. Sådan foregår meget rejsejournalistik. De betaler, vi tager af sted, og det forventes, at vi leverer noget (positiv) journalistik til gengæld. Noget for noget.
En anden gang fik jeg tilbudt et medlemsskab i et TRX-træningscenter, efter at have skrevet lidt om denne træningsform. Det blev jeg kraftigt anbefalet ikke at tage imod af min redaktør. Det kunne komme i vejen for min objektivitet og den kontrakt, jeg arbejdede på.
Men hvori ligger forskellen? Jeg er med på, at vi journalister ikke skal lade os købe af billig bling og gratis ting. Afhængighedsforhold er no-go i denne branche. Og dog. Er det ikke netop det, der foregår på Borgen, hvis vi skifter en rejse ud med et godt tip? Er det ikke det, vi gør, når vi spiser på industriens regning og plejer vores kildeforhold, eller når journalister tester Danmarks bedste badehoteller til ære for seerne?
Kan man have et hundrede procent afhængighedsfrit forhold?
Man kan i hvert fald bestræbe sig på det. Man kan tænke sig om, når nogen tilbyder en et gratis Apple-tv eller en telefon, som fagbladet Journalisten beretter om i månedens udgivelse. En telefon som bloggerne takkede ja til, men som journalisterne ikke tog imod. De samme journalister som gerne tager til elektronikmesse i Las Vegas - med rejsen betalt.
Forskellen, på at tage imod en telefon og en rejse, er, ifølge en kilde i artiklen, at der bliver gjort opmærksom på, hvem der inviterer på rejsen, og at der ikke på samme måde gøres opmærksom på, at journalisten har modtaget en gratis telefon.
Præcis som da jeg kom hjem fra Australien. I bunden af mine artikler, skrev jeg, hvem der havde betalt min rejse. Sådan var proceduren. Men jeg aner ikke, om mine læsere så denne bisætning eller om de, der gjorde, tænkte videre over, om jeg mon så skrev mere eller mindre positivt om turen. Selvfølgelig skal man forholde sig realistisk og sandfærdigt til, hvad man skriver, uanset om det er købt af egen lomme eller betalt af interesser. Præcis som når man citerer parter i en sag.
Jeg gad da brand godt have en ny telefon for at komme til et event. Men så skal jeg åbenbart komme som blogger, fordi her ved folk, at der er kommercielle interesser involveret. Jeg vil så bare gerne vide, hvor der slet ikke er det længere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar