Der lugter lidt af lunken leverpostej og regnvåde sokker. Over for mig sidder en ældre dame. Hende og jeg skal følges hele vejen til Aalborg. Fire timer og nitten minutter. Men vi taler ikke sammen. Vi sidder i stillekupeen. Min foretrukne. Når man pendler fra København til Aarhus, Assens eller Aalborg flere gange om ugen, bliver man kræsen. Man bliver træt af andres opkald om besværlige mødre, drukture og utro kærester. Så jeg køber troligt plads i stillekupeen. Men det er langt fra alle, som respekterer, at vi er nogle, som faktisk har brug for stilhed.
Stilhed er blevet en mangelvare med den konstante brummen fra biler og metrobyggerier, fra bippen fra SMS'er og Facebook-notifikationer, fra facers på Strøget og insisterende muzak i indkøbscentrene.
Men faktisk er det sjældent, der er rigtig stille i kupeen. Det er som om, folk opfinder deres egne regler for, hvad stille betyder.
Som den ældre dame. Ikke hende foran mig. Men hende i sædegruppen bag mig. Hun synes, det er kedeligt, man skal være stille. Hendes stemme er en konstant baggrundsstøj af brok leveret med et gnækkende grin og små anekdoter, som sikkert kunne være hyggelige, hvis hun ikke sad i stillekupeen. Hvis den er så kedelig, så gå dog ind i den almindelige kupé. Hver gang en ny passager står på, opdaterer hun denne om, at nu må hun også hellere holde mund igen, når toget starter. Ellers er der nok nogen, som bliver sure på hende. Gnæk gnæk gnæk.
Og ja. Vi er nogle som bliver sure på hende. Både fordi hun tydeligvis ikke fatter betydningen af "stille", men også fordi hun får mig til at virke som om, det er mig, der er en gamle snerpe, der mener, at børn skal ses, ikke høres.
Men billetørerne gør sjældent noget. Kun én gang har jeg mødt en billettør, som venligt gjorde et ældre, ungdommeligt par opmærksomme på, at de nu engang befandt sig i stillekupeen, og at man så må vente med at tale. De var omkring de 80, men fnes som to teenagere, da de blev sat på plads.
Eller den hektiske dame, som engang mosede ind i kupeen mellem Fyn og Sjælland og straks begyndte at fortælle passagererne omkring hende om den forfærdelige dag, hun havde haft. Hun vandrede frem og tilbage og viftede sig, for hun havde haft så travlt med at nå toget, at hun simpelthen svedte som en gal. Så fandt hun en telefon frem og ringede for at fortælle, hun nåede toget. Dernæst fandt hun en stak papirer frem fra en pose, som skulle viftes og foldes, inden den kunne lægges i tasken, for så at blive fundet frem igen og foldet på ny med papirerne i. Vi nåede også alle at få historien om den ubehøvlede taxachauffør, hun havde kørt med. Han brød sig simpelthen ikke om hende, fortalte hun. Hvorfor mon.
Eller pigerne som hviskede hele vejen fra Assens til Københavns Hovedbanegård. Hvisken er den mest irriterende lyd næst efter myg i et mørkt rum. Det er alt andet end stille. Alle kunne høre, pigen til venstre var sur på sin kæreste.
Eller fyren der hørte hård rock i sine øretelefoner. Han sad i den ene ende af vognen, jeg sad i den anden. Det var Metallica. Heldigvis var der en, som mandede sig op og prikkede til ham. Fyren skruede ned med det samme.
Måske skulle jeg bare prikke til damen. Fortælle hende, at ja, vi er nogle som bliver sure, og der er fire andre vogne til snak. Men det burde ikke være nødvendigt. Netop fordi der er fire andre vogne, og fordi stilhed er blevet noget, vi skal værne om og selv skabe. Lyden er der. Hele tiden. Konstant. Ti nu bare stille.
Stilhed er blevet en mangelvare med den konstante brummen fra biler og metrobyggerier, fra bippen fra SMS'er og Facebook-notifikationer, fra facers på Strøget og insisterende muzak i indkøbscentrene.
Men faktisk er det sjældent, der er rigtig stille i kupeen. Det er som om, folk opfinder deres egne regler for, hvad stille betyder.
Som den ældre dame. Ikke hende foran mig. Men hende i sædegruppen bag mig. Hun synes, det er kedeligt, man skal være stille. Hendes stemme er en konstant baggrundsstøj af brok leveret med et gnækkende grin og små anekdoter, som sikkert kunne være hyggelige, hvis hun ikke sad i stillekupeen. Hvis den er så kedelig, så gå dog ind i den almindelige kupé. Hver gang en ny passager står på, opdaterer hun denne om, at nu må hun også hellere holde mund igen, når toget starter. Ellers er der nok nogen, som bliver sure på hende. Gnæk gnæk gnæk.
Og ja. Vi er nogle som bliver sure på hende. Både fordi hun tydeligvis ikke fatter betydningen af "stille", men også fordi hun får mig til at virke som om, det er mig, der er en gamle snerpe, der mener, at børn skal ses, ikke høres.
Men billetørerne gør sjældent noget. Kun én gang har jeg mødt en billettør, som venligt gjorde et ældre, ungdommeligt par opmærksomme på, at de nu engang befandt sig i stillekupeen, og at man så må vente med at tale. De var omkring de 80, men fnes som to teenagere, da de blev sat på plads.
Eller den hektiske dame, som engang mosede ind i kupeen mellem Fyn og Sjælland og straks begyndte at fortælle passagererne omkring hende om den forfærdelige dag, hun havde haft. Hun vandrede frem og tilbage og viftede sig, for hun havde haft så travlt med at nå toget, at hun simpelthen svedte som en gal. Så fandt hun en telefon frem og ringede for at fortælle, hun nåede toget. Dernæst fandt hun en stak papirer frem fra en pose, som skulle viftes og foldes, inden den kunne lægges i tasken, for så at blive fundet frem igen og foldet på ny med papirerne i. Vi nåede også alle at få historien om den ubehøvlede taxachauffør, hun havde kørt med. Han brød sig simpelthen ikke om hende, fortalte hun. Hvorfor mon.
Eller pigerne som hviskede hele vejen fra Assens til Københavns Hovedbanegård. Hvisken er den mest irriterende lyd næst efter myg i et mørkt rum. Det er alt andet end stille. Alle kunne høre, pigen til venstre var sur på sin kæreste.
Eller fyren der hørte hård rock i sine øretelefoner. Han sad i den ene ende af vognen, jeg sad i den anden. Det var Metallica. Heldigvis var der en, som mandede sig op og prikkede til ham. Fyren skruede ned med det samme.
Måske skulle jeg bare prikke til damen. Fortælle hende, at ja, vi er nogle som bliver sure, og der er fire andre vogne til snak. Men det burde ikke være nødvendigt. Netop fordi der er fire andre vogne, og fordi stilhed er blevet noget, vi skal værne om og selv skabe. Lyden er der. Hele tiden. Konstant. Ti nu bare stille.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar