På min skole er kantinen fyldt med myrer. En rød hær i kontrast til de mørkeblå loftslamper og de grå betonvægge, som var nok så moderne, dengang de blev bygget, men nu har mistet deres storheds glans. Myrernes lak er også blevet skrammet og kanterne slidte. Stolte bærer de dog stadig de studerendes kroppe, når frokosten hastigt bliver indtaget i kantinens dunkle lys og højloftede kulde.
Men kigger man til siden, ind til personaleområdet, skinner hvide Syver stole i et oplyst glasareal med frugtordning og avisabonnement. Syverne er velholdte, med skolens logo præget diskret på ryggen. Bordene er rene, og på gulvet ligger ikke en eneste glemt agurkeskive fra en daggammel madpakke.
Myrerne kan hver dag misundeligt se lige gennem ruderne og ind til eliten. De skammer sig over de bare pletter, som Syverne har frit udsyn til og væmmes ved de krummer, der dækker bordene og spreder sig på gulvet. En enkelt myre er blevet ydmyget med tyggegummi på benet. De arbejder hårdt hver dag, alle sammen. De deltager i både fester og foredrag og hilser pænt de nye studerende velkommen.
Myrerne ved, de også er fornemt, dansk design. Men de kan ikke lade være med at tænke over kontrasten mellem deres røde standhaftighed og høje arbejdsmoral og Syvernes ophøjethed og autoritet bag den skinnende glasfacade. Nok ser de op til dem, og føler, der er lang vej til samme status, men med lidt brun sæbe, en afpudsning og lidt maling er afstanden overkommelig. Derfor står de stadig. Samlet og med hver deres præg af livet i lakken. Klar til endnu en dag i Bunkeren blandt beton, bøger og bebudelser.
