Det er snart et år siden, jeg sidst opdaterede. På det år er der sket meget. Man kunne sige, jeg har haft travlt. Det er ret moderne, har jeg hørt. Hvis man styrter rundt, har 14 aftaler på en dag og glemmer halvdelen af dem, snakker i telefon mens man er på toilettet for at spare tid, og spiser mens man er i transit. Så er man med på beatet. Så er man en af de travle.
Den anden dag overhørte jeg en travl person i Fitness World. Han havde i hvert fald travlt med at tale om, hvor travlt han havde.
"Det er et spørgsmål om at prioritere. Jeg skal jo i biografen i morgen. Jeg kan ikke engang huske, hvad vi skal se. Så travlt har jeg! Er det ikke sindsygt?" Han holdt en kort pause. Sådan en rigtig irriterende kunstpause. "Ja. Man burde virkelig lave en klon af mig, for at nå det hele."
Hans kammerat lavede en grimasse. Om den var samtykkende eller et resultat af vægten på hans skuldre, som den travle mand glemte at hjælpe med at holde i sin travlhed, ved jeg ikke. Men hvis man har så meget at se til, så skru lidt ned. Eller stop med at brokke dig. Han havde tydeligvis tid til at komme i fitnesscenteret den eftermiddag, men han brugte mere tid på at tale om sig selv end på at træne. Måske havde han så travlt, fordi han brugte for meget tid på snak og for lidt tid på handling? Jeg nåede at blive helt stresset på hans vegne. Men så tog irritationen over. Dernæst vreden som gik ud over nogle forsvarsløse håndvægte. Hellere det end den travle mand. Han ville slet ikke have tid til den konfrontation.
Men han brugte dog ordet prioritere. "Det er et spørgsmål om at prioritere". Det er han vel ikke så god til så? Måske er det dét, vi danskere, som er så travle og så stressede, skal lære. I stedet for at skrue ned, skal vi prioritere. Hvad vil du helst? Og det du ikke når. Det når du ikke. Det kan du nå i morgen. Medmindre det er noget, du kan få hjælp til.
Jeg tror, travlhed og stress kommer af, at vi har for mange valg og er for dårlige til at vælge. For ve den, der skulle gå glip af noget!
Dét og så vores tårnhøje forventninger til os selv. Vi skal bage med spelt og dadler, spise raw food og kværne økologiske omeletter, løbe et maraton om ugen, være sjove og sociale og arbejde minimum 40 timer om ugen - gerne 50 så vi kan brokke os over, hvor travlt vi har - er man under uddannelse, er 12 den eneste rigtige karakter, nogen skal også være forældre, andre har bare en hund, man skal handle, lave mad, Instagramme maden, svare chefen klokken 22 om aftenen, fordi vi så virker som enormt engagerede medarbejdere, som elsker travlhed og fordømmer søvnen, som vi mindre og mindre af.
Vi presser os selv hårdere og hårdere, og så bliver vi stressede. Men. Jeg har et forbehold. De yngre generationer, som i stigende grad får stress, er så vant til at blive pacet, pakket ind og præsenteret som små vidundere, at de slet ikke kan tåle det rigtige liv. De kløjes i en blanding af mental vat og vrangforestillinger.
Hvornår er vi kommet dertil, at travlhed og stress nærmest ikke kan skilles ad? Det er et statussymbol og et sygdomstegn. En ambivalent tilstand som lokker os og fortærer os. Gør os til egoistiske, selvmedlidende monstre, der offentligt råber op om, hvor latterlig chefen er, når vi selv siger ja til at arbejde over, hvor hårdt det er at tjene penge, og hvor surt det er at træne.
Stress i små doser er godt. Stress som sygdom er skidt. Travlhed er ikke stress. Man skal lære at skelne. Og som start kunne man lære at prioritere. Og træne når man er i fitnesscenteret, så man faktisk får resultater og ikke bare en radbrækket ven, som både har fået ondt i muskler og ører.
Den anden dag overhørte jeg en travl person i Fitness World. Han havde i hvert fald travlt med at tale om, hvor travlt han havde.
"Det er et spørgsmål om at prioritere. Jeg skal jo i biografen i morgen. Jeg kan ikke engang huske, hvad vi skal se. Så travlt har jeg! Er det ikke sindsygt?" Han holdt en kort pause. Sådan en rigtig irriterende kunstpause. "Ja. Man burde virkelig lave en klon af mig, for at nå det hele."
Hans kammerat lavede en grimasse. Om den var samtykkende eller et resultat af vægten på hans skuldre, som den travle mand glemte at hjælpe med at holde i sin travlhed, ved jeg ikke. Men hvis man har så meget at se til, så skru lidt ned. Eller stop med at brokke dig. Han havde tydeligvis tid til at komme i fitnesscenteret den eftermiddag, men han brugte mere tid på at tale om sig selv end på at træne. Måske havde han så travlt, fordi han brugte for meget tid på snak og for lidt tid på handling? Jeg nåede at blive helt stresset på hans vegne. Men så tog irritationen over. Dernæst vreden som gik ud over nogle forsvarsløse håndvægte. Hellere det end den travle mand. Han ville slet ikke have tid til den konfrontation.
Men han brugte dog ordet prioritere. "Det er et spørgsmål om at prioritere". Det er han vel ikke så god til så? Måske er det dét, vi danskere, som er så travle og så stressede, skal lære. I stedet for at skrue ned, skal vi prioritere. Hvad vil du helst? Og det du ikke når. Det når du ikke. Det kan du nå i morgen. Medmindre det er noget, du kan få hjælp til.
Jeg tror, travlhed og stress kommer af, at vi har for mange valg og er for dårlige til at vælge. For ve den, der skulle gå glip af noget!
Dét og så vores tårnhøje forventninger til os selv. Vi skal bage med spelt og dadler, spise raw food og kværne økologiske omeletter, løbe et maraton om ugen, være sjove og sociale og arbejde minimum 40 timer om ugen - gerne 50 så vi kan brokke os over, hvor travlt vi har - er man under uddannelse, er 12 den eneste rigtige karakter, nogen skal også være forældre, andre har bare en hund, man skal handle, lave mad, Instagramme maden, svare chefen klokken 22 om aftenen, fordi vi så virker som enormt engagerede medarbejdere, som elsker travlhed og fordømmer søvnen, som vi mindre og mindre af.
Vi presser os selv hårdere og hårdere, og så bliver vi stressede. Men. Jeg har et forbehold. De yngre generationer, som i stigende grad får stress, er så vant til at blive pacet, pakket ind og præsenteret som små vidundere, at de slet ikke kan tåle det rigtige liv. De kløjes i en blanding af mental vat og vrangforestillinger.
Hvornår er vi kommet dertil, at travlhed og stress nærmest ikke kan skilles ad? Det er et statussymbol og et sygdomstegn. En ambivalent tilstand som lokker os og fortærer os. Gør os til egoistiske, selvmedlidende monstre, der offentligt råber op om, hvor latterlig chefen er, når vi selv siger ja til at arbejde over, hvor hårdt det er at tjene penge, og hvor surt det er at træne.
Stress i små doser er godt. Stress som sygdom er skidt. Travlhed er ikke stress. Man skal lære at skelne. Og som start kunne man lære at prioritere. Og træne når man er i fitnesscenteret, så man faktisk får resultater og ikke bare en radbrækket ven, som både har fået ondt i muskler og ører.
