torsdag den 22. juli 2010

Nøgen snak

Normalt er jeg meget glad for at snakke. Men der er jeg normalt også påklædt. Når jeg er nøgen er jeg knap så snaksalig, især overfor fremmede. Heldigvis kan det tælles på en, to, hænder de gange det er sket.

Jeg har det sådan, at i et omklædningsrum klæder man om, man bader måske og tørrer hår bagefter og så er det ud. Væk fra alle de blævrende baller, lange bryster, formodede fodvorter i badet og misundelsesværdigt tynde piger, som højstsandsynligt har en eller anden spiseforstyrrelse. Det er bare ikke altid at alle andre kvinder deler den opfattelse. Det er jo lidt hyggeligt lige at snakke om dagens træning, for deler man tilfældigvis bænk eller har skabe ved siden af hinanden, deler man da også samme form for post-trænings-trang til at genleve hvad der lige er foregået oppe ovenpå. "Ja, jeg har aldrig svedt så meget! Det er nu nok fordi jeg ikke har løbet de 17 km om dagen som jeg plejer, men vi har jo sommerferie ikke sandt!" Sjovt som dem der taler mest om hvor meget de plejer at kunne, tit er dem som også har den krop som måske plejede at modarbejde tyngdekraften lidt hårdere.
Jeg er kun én gang indgået i en omklædningssamtale med fremmed kvinde, og der var begge parter fuldt påklædt og kunne trække vejret igen. Men som sagt er det sket flere gange at andre knap så påklædte kvinder har tænkt at jeg må være god at snakke med så utilpas jeg ser ud i min skyndsomhed.

Så sent som i går stod jeg i badet og priste mig lykkelig for at være den eneste derude. Havde haft en foruroligende hård time i stram-op. Som kommende fitnessinstruktør var jeg ikke glad for at tage ligeså mange pauser som nogle af de betydeligt ældre og større deltagere. Endda i nogle øvelser flere pauser. Min selvtillid, og, vi vælger at kalde det fitnessarrogance, led et seriøst knæk og dét sammen med den trykkende varme, snarlig menstruation og udsigt til fællesbad med samtlige 40 andre deltagende, tvang mig i bad i sidste øvelse inden udstrækningen. Jeg var ikke stolt over at være den første til at gå, men da jeg stod i et fuldstændig tomt bad virkede det som en god idé alligevel. Lige indtil Damen kom. Damen havde jeg set før. Jeg er ked af at indrømme det, men jeg har da før tænkt at hun nok ikke er helt normal. Langt fra retarderet, men hun virker sådan lidt...sjov i det. Hun vælger så, ud fra alle 10 frie brusere, at tage den ved siden af mig. Allerede der kom lidt af min irritation fra timen tilbage. Så gå dog lidt væk nu der er plads! Jeg gider ikke stå og glo ind i din røv når du skal have mere shampoo i din svindende hårpragt! Og jeg gider slet ikke flytte mig længere væk, for så er det mig som er mærkelig!

Jeg tror ikke hun på nogen måde vidste hvad der foregik i mit hoved. Men nøgenhed forvirrer mig. Især min egen nøgenhed hylder mig så meget ud af det at jeg tænker irrationelt og gør underlige ting.
"Jeg håber sørme at jeg kan nå et bad inden yoooga!" råbte hun ligepludselig mens hun kiggede på min meget udsatte krop. Fik fremstammet et Øh ja, og tilføjet at det da var et hårdt program hun havde lagt. Havde også set hun var til stram-op og var en af dem jeg prøvede at undgå i badet. Som om det var det mest naturlige i hele verden snakkede hun videre mens hun sæbede hele kroppen grundigt ind. Meget grundigt. Men så sagde hun "Ja, jeg vil jo så nødigt lugte grimt når de søde instruktører kommer og retter på en hvis man laver en øvelse forkert." Også en rigtig sød tanke, især nu jeg selv bliver uddannet instruktør, men altså hvor tæt kommer man lige på de andre. Der hvor hun gjorde sig mest umage har jeg i hvert fald ikke tænkt at tage fat nogensinde.

Heldigvis havde hun ligeså travlt som jeg, så jeg undgik mere samtale den dag. Men da jeg så senere, påklædt nede i gågaden blev antastet af en facer fra et eller andet velgørende, blev jeg så forbavset at jeg råbte at han skulle i hvert fald ikke tale med mig. Hvortil han så spurgte hvorfor ikke. "Fordi jeg er træt af sådan nogle facers!" Han hørte mig dog ikke i det at jeg i min forvirring begyndte at mumle og læspe på en gang. "Hvad er du træt af?" Jeg ville ønske han bare gik. Selvom jeg havde tøj på følte jeg mig meget nøgen lige der og måske var det derfor jeg fik råbt at jeg var træt af ham. Det lukkede da også munden på ham, men det jeg ville have sagt var at jeg var træt af facers generelt og fremmede som taler til en nøgen. Men det ville også være underligt at fortælle en fremmed som faktisk bliver betalt for at tale til folk på gaden. Så jeg sagde ikke mere, men gik bare meget bestemt hjemad og besluttede mig for ikke at tale mere den dag. I hvert fald ikke uden tøj på og ikke med fremmede!

søndag den 4. juli 2010

Frække frisurer

Min cykel valgte for tredje gang indenfor alt for kort tid at gå i gearstrejke i dag, på vej til arbejde. Derfor vidste jeg hele dagen at jeg efter arbejde ikke havde fri, men havde en times ufrivillig træning at se frem til.
Heldigvis havde jeg godt selvskab på vejen hjem. Af min tankegang, som synes at være en 4-sporet motorvej, der aldrig står stille. Der kører alle mulige tanker frem og tilbage, i forskellige tempo og retninger. Nogle overhaler indenom, og andre er ekstremt højlydte.

En af de tanker der overdøvede de andre omhandlede frisurer. Dernede. Fissefrisurer. Og senere også tissemandstouper.

Det startede meget uskyldigt, gik og hørte the Ataris med Boys of summer, en sang jeg har haft et forhold til siden jeg læste Poptøs, hvor hovedpersonen er dybt afhængig af sangen. Hele hendes verden går i stå og hun får tårer i øjnene af sangen. Mit forhold til Boys of summer er lidt mindre alvorligt, jeg tænker bare altid på stakkels tykke Elle og hendes forstørrede tårer bag brilleglas. Men denne gang lyttede jeg lidt mere efter teksten, en dille jeg har fået her i sommer, fordi der går så mange timer med at ligge og stege i solen, at det eneste der holder mig liggende, er en dyb koncentration om sangenes tekster eller melodi.

Teksten i netop denne sang har intet med frisurer at gøre. Der nævnes kort en piges hår som er redt tilbage, og det er dét. Der er endda meget få seksuelle undertoner i forhold til mange andre sommersange og sange generelt. Det er en sang og sommerkærlighed og hvor svært det er at slippe den. Men når forsangeren synger 'Remember how you made me crazy? Remember how I made you scream" hopper mine hormoner altid et slag over. Det er jo sex de synger om! Og stille og roligt fandt mine tanker vej fra en uskyldig sommersang til, ja, mere seksuelle tanker. Til sidst kredsede mine tanker om, hvilken frisure fyre egentlig foretrækker, dernede.

Engang var det okay at lade det gro, jo mere jo bedre. Jagten var ikke ovre når pigen var nedlagt, den var først lige begyndt! Fyren var dengang en rigtig storvildtjæger, med kompas og det hele! Junglen ventede, fugtig, mørk og vildtvoksende.
Men som virkelighedens regnskov svandt kvindernes personlige skovkrøller ind og nogle steder forsvandt den den helt!
Det resulterede i at der nogle steder i verden lød ramaskrig. Vi vil have skovene tilbage, skån skovene og stop fældningen! Andre dele af verden kunne meget bedre lide det nye golde landskab. Nemmere at finde rundt i, ikke så mange overraskelser og helt klart færre hår i munden!

Som jeg ser det nu er det ret meget op til den enkelte, hvilken frisure man har. Det er hvad jeg er kommet frem til i fitnesscenterets omklædningsrum. Der er alt fra den ene yderlighed til den anden.

Jeg ved jeg selv har valgt. Da jeg er stor forkæmper for miljøet har jeg ikke fældet alt, men da jeg er et moderne menneske står jeg heller ikke tilbage for udviklingen. Men jeg har aldrig spurgt min kæreste hvad han egentlig synes. Og jeg har heller aldrig fortalt ham, hvad jeg forestrækker hos fyre. For der er en større tendens til at fyre stadig har en skov om deres lian, medmindre de fælder den for at lade pragteksemplaret se større ud. Også kaldet synsbedrag.
Det er bare mere accepteret og afslappet hvad de vælger. Der er et langt større pres på piger.

Derfor kunne det være smart hvis næste træk i udviklingen var en udvidelse af bikinivoksen. Vi har flere typer voks, bevares, både selve vokstypen og resultatet. Men hvad hvis en meget fremmelig frisør åbnede en undervognsafdeling, en fissefrisør. Så det ikke længere ville være så tys-tys at tale om. For selvom der er sket en stor udvikling og det er helt legalt i alles øjne at reklamere for Brazillian og Hollywood, så er det ikke så smart at vise sin måtte frem.
Jeg selv er ikke til den helt store behåring, jeg er nok mere en anlægsgartner end en storvildtjæger eller en ørkenvandrer. Derfor kunne det være fedt hvis man sammen med sin normale klipning kunne bestille tid til en klipning/studsning/farvning eller tilretning af sin skov, eller mangel på samme.
Det at være hårmodel ville pludselig være spændende igen og ens kæreste kunne henkastet sige at 'Det var da en pæn frisure den der" eller "Hvad synes du om den der?" Så ville man gå helt udenom de akavede samtaler eller overraskede blikke når man er vant til en skov og så pludselig sidder der en skaldet ørn og stirrer på en. Hvor fik han den idé fra!? Fra Herre fissefrisøren selvfølgelig. Der ville ikke længere være mistanke om en ny flamme eller et pornografisk tilfælde i buksen. Det ville være mode.
Og ligesom der er skiftende stilarter indenfor alt mode, både hår, tøj og indretning ville der også være for kønsbehåring. Der skulle være touper til skaldede tissemænd hvis ejers kæreste ikke synes om kordrengelooket og festlige tilbehør til fornemme fisser.

Lige så pludseligt som tanken var opstået, ligeså pludseligt blev den fejet væk da jeg gik forbi et hav af vilde markblomster. Blev helt poetisk af alle duftene, bierne og farverne. Blev en ægte anlægsgartner for en kort tid, indtil jeg så en hund oppe af en bakke. Gad vide hvilken hund det mon var? Den havde ret lang pels. Mon den var blød eller strid?
Og så, vupti, tænkte jeg over frisurer igen, og på at jeg ikke har råd til en sommervoksning i år. Eller en normal klipning. Så måske skulle jeg være retro for en enkelt sommer. Eventuelt lige vende den med min kæreste først. Så han ikke bliver overrasket over, at hvor der før var en nydelig have, pludselig er et vildnis, ligesom jeg før er blevet overrasket over det modsatte. Desuden skal det hele jo hænge samme, både for oven og for neden... eller tænker jeg på øjenbryn og hårfarve nu?