Er det meget slemt når ekspedienten i slikbutikken længere nede af gaden kan genkende en?
Har på fornemmelsen det nok ikke er det bedste signal, hverken til sig selv eller omverdenen.
Og jeg vil da ikke lyve. Efter jeg har fået en kæreste har jeg været rigtig meget i slikbutikken - af den simple grund at hygge med film kræver slik, og så måske fordi jeg er blevet så dybt afhængig af sukker, at jeg sveder og bliver rastløs hvis jeg ikke får mit fix, nu! Det kan godt være det er bevist at man ikke kan være afhængig af sukker, men så vil jeg gerne vide hvorfor mine pludselige svedeture og rastløshed stopper så snart jeg får noget sødt stoppet i ansigtet.
Jeg vidste som sagt godt selv jeg var blevet ret fast kunde i Slik Hans og Øl Grethe. Men da ekspedienten en aften udbryder "Nej, hvad er der galt med jer, I plejer da at købe meget mere!" ringede første alarmklokke. Jeg opdagede først bagefter at hun havde talt til min kæreste og jeg. Lige netop denne dag havde vi kærestens rumbo med, og jeg troede det var dem hun henvendte sig til, idet jeg stod bag en søjle med min betalte, og ret lille i forhold til normalen, slikpose. Da jeg så med et lidt smørret smil spørger rumboen udenfor om de ofte har købt slik sammen her på vej til biografen får jeg svaret "Nej skat, det var da til os!" af min kæreste. Oh, den blev jeg ikke helt glad for. Især fordi hun havde jo ret, ekspedienten. Det er ikke små poser vi køber og vi køber altid en hver fordi vi ikke kan finde ud af at dele. Eller fordi jeg ikke kan.
Nogle dage senere gik jeg forbi Slik Hans og Øl Grethe igen. Da jeg kun bor et par opgange væk og mit arbejde, shopping, biblioteksbesøg og filmpusher ligger på den anden side af slikbutikken går jeg virkelig tit forbi! Jeg havde ikke før lagt så meget i at både indehaveren, den ene ekspedient og indehaverens mor vinker og siger hej, men den dag gibbede det helt i mig da moderen smilede og sagde hej på vej ind med nye forsyninger af slik, endnu før jeg havde genkendt hende.
Tog mig selv op til revurdering. Mindre slikposer, sjældnere besøg hos Hans og Grethe, mere frugt i køleskabet op til weekenden, aftensmad før de sene biografture og så videre.
Det føltes også meget godt, den første uge.
Men så blev det karneval, med dagen derpå film og slik. Det blev mandag med biograftur, det blev tirsdag og onsdag med godt vejr og derfor tur i sommerhus med grill og dessert, og slik. Derpå fulgte en forlænget weekend med Sex and the City 2 i biografen, også med slik, afterparty med cocktails fredag og en bytur til at afslutte chill i parken med lørdag. Så meget for at forsøge at ændre en, næsten, fremmed persons syns på mit slikforbrug.
Hvem prøver jeg også at snyde? Ekspedienten hygger sig sikkert med at være lille og skinny. Hun har tydeligvis ikke opdaget alt det slik hun står mellem flere gange om ugen. Jeg er kunden hun kan stå og vurdere alt for tit og føle sig bedre end. Eller, det kunne jeg da godt selv finde på. Men jeg ville aldrig ende i den situation. Jeg ville derimod meget hurtigt tage rigtig meget på hvis jeg havde hendes job. Bare det at arbejde i en café og isbutik, deltid for nu vel at mærke, har tvunget mig til at træne nogle ekstra hold hver uge, fordi isen ikke erstatter slikket, men bare bliver lagt oveni forbruget af sukker.
Jeg ville blive den lille fede ekspedient der savler over kundernes bugnende poser af slik og bare venter på at de går, så jeg kan gå ind og 'tjekke' om slikket er okay.
Så nu er det slut med at prøve at snyde mig selv. Jeg har en kæmpe last og den hedder ikke rygning, Burger King, den Gyldne Måge eller pizzaafhængighed. Den hedder ekstrem-glæde-ved-produkter-med-højt-indhold-af-kulhydrater-i-form-af-sukker.
Jeg er bare et meget bedre menneske når jeg får lov til at få mit sukkerfiks. Ingen spontan sved, ingen traven frem og tilbage til køleskabet og bare en mere tilfreds person.
Medmindre jeg får for meget! Så bliver jeg hyperaktiv. Taler mere end ellers. Jeg er ikke til at holde ud, og den dårlige samvittighed. Den er nok det værste.
Derfor snyder jeg nogle gange mig selv lidt alligevel. Men det er ved at spise frugt og mørk chokolade når trangen er størst og så gemme de helt store sukkereskapader til biografturene og filmaftenerne hvor der er andre. Så kan de nemlig købe mere end mig og jeg kan lege at jeg er den lille, skinny ekspedient der er bedre end de andre fordi jeg kan styre mig.
I hvert fald når der er andre til stede...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar