Der sad jeg så. Med en fremmed mands røv på hovedet og stirrede ind i en ung piges tykke knæ. Lige der ville jeg ønske, jeg havde givet de 30 kroner ekstra og skaffet mig en rigtig siddeplads i det overfyldte tog. Men billetterne var så dyre, at jeg håbede på min afgang var den rigtige. Den mindst fyldte.
Det var den på ingen måde.
Jeg virrede røven af mit uglede hår. Nok havde jeg ikke gidet sætte det om morgenen, men det var da ikke så fladt, at det kunne gå for taburet! Fornærmet åbnede jeg munden i en grimasse og fik straks stoppet det ene af de tykke knæ ind mellem tænderne. Skummende forbandede jeg DSB og deres tog med indiske tilstande. Deres pludselige forsinkelser med rykvise stop på vej mod stationerne. Min egen nærighed. Og smagen af gamle jeans i min mund.
I næsten tre timer udholdt jeg at sidde ved dørerne, og hver gang de svingede op, tog mine kinder mod diverse flagrende lynlåse og snører fra luftige vinterjakke. Straffen for at ville gemme tre flade tiere til fredagsbaren i stedet for at sidde uforstyrret i en polstret stol. Ved hver station håbede mine krampende lægge og krumme ryg, at der ville strømme flere folk ud end ind. Men pladsen omkring mig forsvandt under sportstasker, våde sko, flade numser og overtøj. Ikke en kubikmeter gik fri.
En ung fyr sad henslængt og lyttede til musik på den modsatte væg. Et par kyssede i rummet lige over mig, og en piges neglelak faldt af i flager få centimeter fra min ene skosnude. En ældre somalier læste avis, mens en dreng spillede computer. Fyren ved min side sendte hede beskeder til sin kæreste. Eller en anden pige. Paul Kalkbrenner mixede i mit hoved. Min stolthed led stadig efter ballernes tunge kollision med min hovedbund.
De 30 kroner ville være givet godt ud. Jeg indrømmer, at jeg for en gangs skyld tog fejl. At det havde været pengene værd. Jeg bed i de sure knæ og fik fladmast min knejsende nakke. Offentlig transport er dyrt, men 30 kroner fra eller til når pengepungen giver ekko, og kortet hviner ved mindste berøring, er måske det værd, næste gang jeg skal sidde i tog fra København til Aarhus.
Det var den på ingen måde.
Jeg virrede røven af mit uglede hår. Nok havde jeg ikke gidet sætte det om morgenen, men det var da ikke så fladt, at det kunne gå for taburet! Fornærmet åbnede jeg munden i en grimasse og fik straks stoppet det ene af de tykke knæ ind mellem tænderne. Skummende forbandede jeg DSB og deres tog med indiske tilstande. Deres pludselige forsinkelser med rykvise stop på vej mod stationerne. Min egen nærighed. Og smagen af gamle jeans i min mund.
I næsten tre timer udholdt jeg at sidde ved dørerne, og hver gang de svingede op, tog mine kinder mod diverse flagrende lynlåse og snører fra luftige vinterjakke. Straffen for at ville gemme tre flade tiere til fredagsbaren i stedet for at sidde uforstyrret i en polstret stol. Ved hver station håbede mine krampende lægge og krumme ryg, at der ville strømme flere folk ud end ind. Men pladsen omkring mig forsvandt under sportstasker, våde sko, flade numser og overtøj. Ikke en kubikmeter gik fri.
En ung fyr sad henslængt og lyttede til musik på den modsatte væg. Et par kyssede i rummet lige over mig, og en piges neglelak faldt af i flager få centimeter fra min ene skosnude. En ældre somalier læste avis, mens en dreng spillede computer. Fyren ved min side sendte hede beskeder til sin kæreste. Eller en anden pige. Paul Kalkbrenner mixede i mit hoved. Min stolthed led stadig efter ballernes tunge kollision med min hovedbund.
De 30 kroner ville være givet godt ud. Jeg indrømmer, at jeg for en gangs skyld tog fejl. At det havde været pengene værd. Jeg bed i de sure knæ og fik fladmast min knejsende nakke. Offentlig transport er dyrt, men 30 kroner fra eller til når pengepungen giver ekko, og kortet hviner ved mindste berøring, er måske det værd, næste gang jeg skal sidde i tog fra København til Aarhus.
