Tabu

Fire bogstaver, men flere undertrykte emner end der kan tælles til. På polynesisk betyder det forbud. I dagligdags sprog bærer det meningen "det vi ikke taler om". Så lille et ord, for så store krumspring af hensyntagen til verden omkring os. Tabu. Jeg selv kæmper for at bryde tabuets bånd om det frie danske sind og sprog. Men det er svært. Især når mit eget største tabu er et uundgåeligt og meget naturligt emne. Toilettet.

Det er ikke kun mig, der har et akavet forhold til et af civilisationens vigtigste milepæle. Måske er det derfor, det er så svært for mig at forvandle toilettabu til toiletfrihed. Samfundet er skruet sammen på en måde, hvor det, der foregår på toilettet, er omgæret af dyb mystik og stilhed. Også selvom det der foregår derude, ikke altid er så stille, men tit meget gæret.
Især når det kommer til kvindekønnet, bliver det at gå på toilettet så stort et tabu, at nogle drenge har fundet på, at der kommer roser ud af piges numser, eller at de bare rent ud sagt ikke skider.
Hermed vil jeg gerne sprænge dette tabu, før mit indre sprænges for at leve op til forestillingen.
Drenge, det er en løgn. Piger skider. Big time.

Det lugter. Nu er lorten ude, om man så må sige. Det gør det dog ikke mindre besværligt for mig at gå på toilettet, når der er andre i køen, i huset, i verden. Det er så indgroet i mig, at det er noget ulækkert, og noget pæne piger ikke gør, at det, trods alle gode intentioner om frihed, lighed og lort, er tabubelagt for mig at gå på toilettet, når der er andre i nærheden.
Bare det at tisse direkte ned i kummen kan få mine tæer til at krummes i væmmelse over, hvad andre folk dog ikke må tænke om mig. Den pæne pige er jo en hest! Et regulært Niagara Falls, en støjende strøm af urin!

Nej, ellers tak. Så hellere holde mig, til jeg ved, jeg er alene. Sådan var det i hvert fald engang. Efter en tur i Indien blev jeg kureret for det værste, da jeg med morgentoget blev mere eller mindre ufrivilligt vidne til begivenheden 'fælles morgenskidning i det fri langs jernbanen', da jeg boede med tre piger, der alle havde diarré på samme tid, og da jeg blev tvunget til at bruge toilet uden skyl, og uden kumme eller cisterne for den sags skyld.
Jeg blev hærdet. Men skallen krakellerede, da jeg kom tilbage til ordentlige Danmark, hvor toilettet er af perlende hvid porcelæn, og talen derom er ligeså poleret som toiletsædet.

Bruge offentlige toiletter kan jeg dog nu. For det meste. Akavet er det stadig, når man på vej ind på et toilet opfanger en utrolig dårlig lugt fra den foregående og kommer i risikozonen for, at personen næst i køen tror, det er en selv. Den tanke kan få mig til at vende om før lugten.

Men et toilet jeg endnu kæmper med at overvinde, er toilettet hos min kæreste. Han er den eneste dreng, jeg håber stadig går rundt med ideer om roser og forstoppelse i hovedet. Og ikke nok med toilettet er inde i hans lejlighed, det er også lydt som bare pokker. Det nærmest forstærker alt, sladrer, tabuiserer mit ellers så frie sind.

Kampen mod tabuerne i samfundet er nok så evig som religionskrige og roulader fra Dancake. Mine egne kampe er endnu ikke slut. Men jeg giver ikke op. Hellere brække sig, end at trække sig! Eller blive forstoppet og kun gå på toilettet for at tisse, for det må piger åbenbart godt sige højt in plenum.

At lade som om

Jeg har en rigtig sød kollega. Hun siger altid hej, når vi støder på hinanden, og på arbejde sludrer vi altid og hilser noget så hjerteligt. Hun er lyshåret og hedder...
Det er det, der er problemet – jeg aner ikke, hvad hun hedder! Jeg kan end ikke huske, om jeg nogensinde har fået det at vide.

Der er efterhånden gået så lang tid med kammeratlige møder, at det nu er pinligt at spørge "Hvem er det lige, du er?" Senest fortalte hun om sit speciale, jeg nikkede og snakkede med. Lyttede ganske som man skal, men vidste, og ved stadig ikke, hvad det er for et studie, hun er ved at afslutte.

Heller ikke det kunne jeg få mig selv til at spørge om. Det vil sige, at jeg har gjort det lige en tand mere akavet, næste gang vi mødes.

Hvorfor er det, at det er så pinligt at indrømme, man har glemt et enkelt navn, beskæftigelse eller tilhørsforhold? Det er sket for mig før, og kun én gang har jeg blankt måtte sige, at jeg virkelig ikke kunne huske personens navn. Hun svarede endda pænt "Maria", og har siden fundet mig på Facebook, så helt galt gik det jo ikke. Men hende havde jeg også kun lige mødt, og det var på Roskilde. Normalt er jeg lidt fuldere dér end på arbejde.

Derfor er den lidt sværere med kollegaen. Vi har trods alt arbejdet sammen et års tid, været til personalefester og træner samme sted. Det er så pinligt for mig at spørge om hendes navn, at jeg, når jeg overvejer at gøre det, kløjes i ordene og spørger om noget helt andet.
"Kender du også det, når man glemmer... at trække ud efter sig, og personen bagefter råber op, så man må se helt perpleks ud, for at de ikke skal tro, det var en selv?," eller
"Jeg er ked af det, men jeg har glemt... hvad det er, de klamper på spinningskoene hedder?," helt ud af det blå. Hun svarer altid høfligt, men efterhånden må hun da undre sig lidt over mine meget pludselige glemsomme spørgsmål.

Jeg har det lidt på samme måde, med at lade som om jeg har nogle oplysninger, jeg er fuldstændig uvidende om, når folk snakker om et emne, de mener, jeg tydeligvis også er helt inde i. Når talen falder på den russiske tsar række og dens betydning for dansk kvægavl, eller om ham der fra det der band som har givet 80 millioner til beskyttelse af røde myrer i Tanzanias underskov. Ligeså snart jeg kan mærke, folk forventer, jeg ved noget, så er det umådeligt svært for mig at indrømme, at jeg ikke ved ligeså meget, som de tror, om hvad nu talen tilfældigvis faldt på. Både over for dem og over for mig selv.

Om det er en forsvarsmekaniske, ved jeg ikke. Men den virker altså ikke synderligt godt. Den forvirrer mere end den gavner og gør det svært at holde styr på alle de ting, man lader som om man ved, men ikke aner noget om og burde slå op, ligeså snart man kommer i nærheden af lidt internet og ensomhed.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde den kørende med min kollega uden hendes vidende. Forhåbentligt til jeg finder ud af, hvem hun er af anden vej. Så undgår jeg alle pinligheder og undgår, at hun måske tager det personligt. Det ville være det værste. Især hvis jeg møder flere at lege lade-som-om med. Det ville blive noget rod at holde styr på flere unavngivne bekendtskaber. Specielt hvis de så begynder at tale om noget helt vildt akademisk, jeg skal skrive mentalt ned og finde i en encyklopædi for i det mindste at have styr på den del til næste gang vi ses.