Maratontømmermænd

Vågner på ingen måde udhvilet. Søndag igen. Den værste dag på ugen, hvor tømmermænd og dårlig samvittighed mødes i en symfoni af pelsbelagte gummer og kvalme. Klokken sniger sig mod elleve. Trækker dynen af, hiver de glemte kontaktlinserne af hornhindernes rødmen og går i bad. Forsøger at vaske de deller af, der uden tvivl vil manifestere sig over hofterne på grund af den cookie og det pølsehorn, jeg absolut skulle spise cyklende gennem natten. Se mor - uden hænder! Det er blevet et ritual. Først at fodre min dårlige samvittighed for dagen efter at kæmpe mod dens fornyede styrke. Min far, som jeg er på besøg hos, er ikke hjemme. Han er ude at samle ind for Røde Kors. Jeg tager en skål frem. Fylder den med mælk og chokolademüsli. Og lidt mere müsli. Det kan også bare være lige meget. Sætter mig i sofaen. Der er Long Island Medium på TLC; en kvinde med en værre hårdag end min - hver dag. Uden for dundrer en flok aalborgensere forbi i farvestrålende sportstøj med numre på maven. Selvfølgelig er der løb i Hasseris netop i dag. Selvfølgelig løber de forbi min fars adresse, hvor hækken først kan skjule dem om nogle år. Ikke nu. Og her sidder jeg med min Crüsli og mine tømmermænd og en tyk samvittighed, jeg ikke orker kæmpe mere med. Bare det snart var mandag.