Det var en ganske stille dag, der bag isbaren. Derfor var der tid nok til at observere Aalborgs indbyggere mellem serviceringen og forskellige småopgaver. Aalborg har altid, i mit hoved, været karakteriseret ved at have nogle meget specielle individer blandt borgerne. For eksempel alle originalerne. Manden med hullerne i hovedet, Muldvarpen, Skraldespands-kiggeren, tiggerne og Fuglen. Der er også nok af eksempler på ikke-individer, altså flokdyrene. Der er gymnasietyperne og ikke mindst Aalborgs pragteksemplarer af pumpere, muskelhunde og tilbehørsdamer.
Dagen forinden havde jeg besøg af nogle af disse flokdyr, men denne onsdag var det individerne der kæmpede om opmærksomheden i gaden. Ikke en eneste pumper så jeg. Måske var der en enkelt Aalborg dulle, camoufleret så godt i foundation og falske øjenvipper, at jeg slet ikke opdagede hende. Det er en slags spejl, som jeg tror, de fleste langsomt opbygger, man bliver simpelthen immun overfor den slags... typer.
Men ikke længe efter jeg havde åbnet døren, for de næsten forårsagtige temperaturer, kom første individ forbi. Jeg hørte ham før jeg så ham. En skønsang noget så frygtelig er ikke hørt længe i den indre by. Troede først det var nogle tossede drenge, der var blevet grebet af forårets løfter om kortere kjoler og udsigt til is og kolde håndbajere. Men nej, det var en lavstammet fyr, men karseklip og enormt store høretelefonener sat fast om det runde hoved. Han dansede og hoppede sig vej gennem måbende alborgensere, mens han nærmest skreg med på den sang, der dunkede i hans ørebøffer. Folk stoppede ligefrem op og stirrede vantro på denne fri person, der sådan trodsede den stille mainstream kultur, vi lægger for dagen i Aalborg.
Ikke længe efter kom en flok gymnasietyper gående. Ikke noget særsyn, men den ene af pigerne havde fået skrevet et eller andet med store sorte typer i panden. Måske er det på mode i de kredse, så hende i hvert fald en fire gange, stadig stemplet i ansigtet.
Desværre var varmen i vejret en forbigående tilstand og jeg blev nødt til at lukke døren efter et par timer igen. Derefter var der ingen sjove typer, der kunne underholde mig. Så vandhanen bag isdisken forsøgte sig.
Pludselig, mens jeg læste lidt i Appetize og kiggede op fra tid til anden, smilende til potentielle kunder, som ignorerede mine hvide tænder og opadkrængede mundvige, startede vandhanen uden varsel. Det er en af de moderne vandhaner med bevægelsessensor og den er ikke gået i gang uden hjælp fra mine viftende. vaskende hænder før. Fik mig noget af et chok, der var kun mig i butikken og døren var lukket. Ergo måtte det være et spøgelse. Freakshowet var ikke stoppet, det var bare rykket fra gaden og ind i butikken.
Besluttede mig for at åbne døren lidt igen. Det tiltrak en lille kø af en fem styks issultne mennesker. De var så rare at blive siddende i cafeen og underholde mig indirekte.
En kunne fortælle om pusheren der var flyttet ind over hende, så tit blev hans kunder i tvivl om etagerne i deres aftagende hashtåger og bankede på hendes dør. Hendes veninders øjne blev store, troede det var af forargelse; de var meget små søde piger at se på, men øjnenes forstørrelse var frembragt af udsigten til nemme joints og aftener i bongrøg.
Heldigvis var der også mere normale samtaler. Et par ældre damer der hyggede med kaffe og brød. De roste Utopia og bandede over busserne. En lille familie med isspisende børn, eller børnene forsøgte at spise isen, men det meste endte på kinderne eller i fars mave.
Desværre var byen hele dagen ret affolket, det gjaldt åbenbart for de fleste butikker, så underholdningen var ikke vedvarende. Jeg bestemte mig for at afslutte dagen med en grundig rengøring og opfyldning, og så lige pifte lokalet op med stearin på gulvet og kaffebønner overalt. Man skal jo ikke gøre det nemt for sig selv.
I stedet for bare at flytte stearinlysene, i glasstage med kaffebønnebund, som jeg havde flyttet små coffeetable bøger og vafler forinden, valgte jeg at tørre først på den ene side af dem og så skubbe dem frem og tilbage. Overvejede kort varigt at det sikkert ville gå galt, og derved tror jeg også jeg jinxede situationen. For to sekunder efter havde jeg væltet det ene lys ned over køleskabet på disken, så der var stearin i et fint spor hele vejen ned på gulvet og kaffebønner i hele lokalet.
Fik travlt med at feje, skrabe og kigge op fra gulvet som et andet lille pelsdyr på vagt overfor rovdyr, eller kunder der kunne undre sig over hvorfor jeg lå på gulvet og skrabede mellem 1000 kaffebønner, som en anden freak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar