mandag den 3. maj 2010

Pseudo sundhed

Hvorfor er det, at hver gang jeg bestemmer mig for at stoppe det monstrøse forbrug af chokolade, jeg efterhånden har oparbejdet og indlejret godt og grundigt i min krop, så får jeg en gratis is og finder noget lækker chokolade fra sidste weekend som jeg havde glemt i køleskabsskuffen? Ikke at det altid er det er lige netop det der sker, men lige i dag var det.

Indrømmet, isen var rigtig lækker! Og gratis! Fik den af min chef i Utopia og det er en fristelse jeg aldrig vil sige nej til. Men med den faldt hele mit lille sundheds luftkastel sammen og efter en ganske sund frokost (et stykke ristet rugbrød og en blandet salat med græsk 3% dressing) kom den lille sukkertrold frem igen, styrket af melon og kokossorbet, og krævede mere kulhydrat, heraf sukkerarter 7,7 g pr. 25 g chokolade. Og jeg siger jer, den lille satan er insisterende! Før jeg vidste af det stod jeg og guflede stykke efter stykke af lækker chokolade i mig. Og jeg var endda mæt! Men åbenbart ikke tilfreds.
Tænkte den lille infame trold og jeg kunne indgå et kompromis, 2 stykker chokolade = 25 g = 140 kcal og så stop! Det gik da også fint de først fem minutter, men da jeg så satte en tallerken ud i køkkenet åbnede jeg køleskabet og spiste mere... måtte se mig slået, af mig selv.

Nu er chokoladen væk og samvittigheden tynger mine skuldre tungere end chokoladen i maven. Det blev til mellem 30 og 40 g chokolade og for den uinviede lyder det måske ikke af meget. Men pr. 25 g er der 140 kcal, det svarer til 7% af de 2000 kcal en kvinde bør indtage om dagen. Og gør vi det op i motion, er det i omegnen af et kvarter til tyve minutters temmelig hurtigt løb. Det vil sige næsten en halv times ekstra motion efter stram-op holdet senere i dag, som jeg meldte mig til på grund af foregående dags dårlige samvittighed over en pose blandet slik.

Måske er det netop nu jeg skal rette mig efter en af mine venners efterhånden velkendte citater - "Simone, du er jo en mand!" For en mand må indtage omkring 300 kcal mere om dagen end kvinder! Desuden forstår de at nyde god chokolade uden dårlig samvittighed, hvilket ødelægger hele oplevelsen ved at give sig selv lov til at spise lidt syndigt en gang i mellem.
Så i dag vil jeg give ham ret, og håbe han ikke læser dette; for så får jeg aldrig fred igen, bare for at få lov til at nyde chokoladen, som er væk.
Måske også klø mig i skridtet offentligt og bøvse bare for at køre den helt ud. Og udnytte at der på stram-op holdene kun er kvinder, men i dag også en mand i forklædning!

Jah, hvem ved, måske er min indre mand også den rette til at tale min indre sukkertrold til fornuft. De angriber nok konflikten på en lidt anden måde end Simone og indre trold ville. Ingen trøstespisning og indestængt vrede, bare et slag på skulderen og en bajer.
Håber bare ikke min indre mand er en svækling som trolden uden videre smadrer, så både dårlig samvittighed og sukkertrang kommer igen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar