Tror også jeg var den første til at tage to gange af forretsbuffetten, men der fulgte flere efter, så den var ikke så slem som stilheden efter mit misfortolkede udbrud.
For ikke at kaste for meget skam over min kæreste valgte jeg at give den som smilende, imødekommende og totalt sjov kæreste resten af tiden. Sådan cirka.
Min carefree attitude blev dog sat på prøve et par gange. Det startede faktisk allerede inden jeg fik en velkomstdrink i hånden, hvor vi skulle rundt på det berygtede håndtryksmarathon. Det endte med jeg gjorde et naturligt holdt hos en kusine jeg kendte og der blev jeg så stående, mens min kæreste og broderen troligt forsatte rundt. Får simpelthen fnidder af at sige hej hej hej hej og selv høre hvor monoton min stemme bliver og hvor dumt et navn Simone er, når det bliver sagt 100 gange i træk. Næste gang præsenterer jeg mig som Simone, Carsten, Merete, Bent, Simone, Simone, Preben...
Selvfølgelig var der bordkort og jeg blev placeret ved selskabets mest stille teenager på den ene side og min kæreste på den anden.
Efter forretten slog det mig at det ikke kun var min bordherre som var utroligt stille, hele vores bord var ikke særligt udtryksfulde. Det var ellers de unges bord, det bord der normalt råber og drikker og kommer med pinlige kommentarer til konfirmanden.
Et rimeligt dødt publikum så at sige.
Stilheden blev dog brudt af diverse indslag i form af sange og taler. Efter fire sange kom min kærestes forældre rundt med sange lavet som røde pølser, hvori mit navn var skrevet. Blev først lidt pinligt berørt. Havde intet med hverken melodien, teksten eller indpakningen af gøre.
Men det sjove ved denne sang var at konfirmanden skulle gætte en pakke efter hvert vers. Og hver strofe havde meget perverse undertoner, til tider ikke bare undertoner. Sætninger som 'tag fat om skaftet', 'du vil gerne slikke', 'den er god at have ved aftenstid' og 'ind og ud' prydede næsten hvert vers! Jeg var meget imponeret over mine svigerforældre.
Da stilheden efter første runde af sange og taler havde lagt sig, så jeg ikke andre muligheder end at tage lidt mere mad.
Desværre havde jeg taget en meget flagrende trøje på, så for ikke at dyppe ærmerne i forskellige dressinger og sovse, måtte jeg forkorte mine arme betydeligt. Det resulterede i at jeg mindede lidt om en vegetarisk tyrannosaurus i blomstret top. Det gik heller ikke hen over hovedet på folk og jeg tog smilenede imod utallige kommentarer om min kamp for at nå salaten bag 4 skåle dressing.
Da jeg satte mig ned igen var stilheden så overvældende at jeg kunne høre bordet bag mig diskutere min påklædning. Flagrende blomstret top, stramme jeans og sorte ankelstøvler med kilehæle. Syntes selv jeg så ret smart ud, men blev hurtigt i tvivl. Især da bordet blev hængende lidt for længe ved mine sko (som jeg havde mine tvivl om da jeg købte dem).
Så rejste kusinen, ved bordet bag mig, sig op for at holde en tale for sin bror. Hun afsluttede med at sige 'Jeg elsker dig.' Det gav et helt unaturligt gib i mig. Håbede ikke nogen så det, men jeg har fået et helt forkvaklet forhold til de ord efter episoder der hører en anden blog til. Men denne familie brugte de tre ord så meget at jeg nærmest fik tics.
Herefter kom der heldigvis en sang fra forældrene hvor de brugte citationstegn så frit at jeg blev i tvivl om de var sarkastiske overfor deres søn. 'Søster' og 'kvik' var i nogle af ordene i gåseøjne, betød det at hans søster ikke var hans rigtige søster og at han faktisk var dum?
Efter et hav af retter hvoraf min favorit klart var trøffelchokoladekagen med hindbærkompot, is og frugt til dessert, blev vi pænt bedt om at sætte os ind i rummet ved siden af, da restauranten åbnede for andre gæster igen kl.18.
Os unge satte os igen sammen, af grunde jeg ikke helt forstår, for kusinen jeg kendte i forvejen sad et helt andet sted.
Der kom da endelig lidt gang i et par af de andre fra bordet og snakken faldt på uddannelse. Jeg sad som altid og gav frit udtryk for mine meninger og denne gang var det min mindre milde stemte mening om min egen skole og Teknisk Skole. Bliver nogle gange lidt højrøvet og mener jeg er alt for dannet til at gå på en skole der gør en dyd ud af at forkaste bøger. Jeg elsker bøger og har altid drømt om at gå på amerikanske colleges med store læsesale og sororities.
Min vej gennem de kreative fag ledte mig dog ikke til USA - alt for dyrt og for langt væk - og heller ikke på universitet herhjemme.
Prøvede kort Teknisk Skole som mediegrafiker for derefter at flytte til grafisk designteknologi på NOEA. Ingen af steder har jeg rigtigt følt mig hjemme og der igennem har jeg desværre også mødt nogle rigtigt uheldige folk, der kun går der af tvang og analfabetisme. Tror det er derfra mit syn stammer, og så det faktum at jeg er vokset op i det indre Hasseris.
Desværre fandt jeg først ud af bagefter at vi havde en tømrer siddende.
Efter en misforståelse, hvor tømreren troede jeg havde dumpet dyrepassereksamen syv gange, blev jeg lidt kæphøj og måtte forklare at det havde jeg aldrig. Og at jeg desuden var grafisk designteknolog (det lyder af mere end det er) og havde droppet mediegrafikeruddannelsen på Teknisk Skole på grund af det lave niveau. Bla bla bla. Jeg fandt aldrig ud af om jeg direkte havde fornærmet ham, hans stilhed var der jo også inden. Men hørte bagefter, da han snakkede med konfirmandens mor, at han var tømrer og overvejede at tage en mureruddannelse også og starte sit eget firma. Så måske skulle han også læse lidt økonomi og erhverv og så videre og så fik jeg dårlig samvittighed. Manden havde jo ambitioner. Derefter prøvede jeg ikke mere på at starte en diskussion der, men sad bare og smilede over min kage og bailey.
Da vi endelig kunne tillade os at gå skulle vi igennem et helvede af håndtryk og lange høflighedsfraser. Men denne gang kunne jeg ikke være sikker på at alle var en del af konfirmationen nu andre gæster også var kommet til. Eftersom jeg stoppede halvvejs med velkomsthåndtrykkende og ikke rigtig kiggede indgående på alle eller fik fat i alle navnene havde jeg en ret stor chance for at dumme mig. Derfor fik jeg aldrig sagt farvel til alle, men udvalgte mig de kendte ansigter og dem der frivilligt kom hen og sagde farvel til mig. Vidste ikke om det var konfirmationsgæster eller bare gæster. Men håndtryk fik de! Og et kæmpe smil! Ingen skulle sige jeg var uhøflig, selvom der ikke blev delt håndsved ud til alle.
Tror ikke min facade blev opdaget, endnu en succesfuld familiedeltagelse. Stadig ingen mistanke om grimme spisevaner, alkoholindtag og højlydt snakken.
Succesen blev i hvert fald bekræftet af, at min kæreste fortalte at en dame, faster, moster; i den kategori i hvert fald, havde sagt en masse pæne ord om mig, og jeg anede ikke hvem han talte om! Det faktum at jeg også overlevede hele seancen med taler, sange og pladderreligion, uden at drikke mig fuld, taler vist også for sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar