søndag den 9. maj 2010

Religiøse tømmermænd

Der findes mange måder at fordrive en dag med tømmermænd på. Flest dage foregår det med grillmad, sovning, et kig til sofaen i stuen hvis man når så langt, mere grillmad, en film som man aldrig får set færdig eller dårligt tv.
Jeg valgte i dag at nyde mine tømmermænd ved at stille mig op udenfor Budolfi kirke og vente på dronningen .

Okay, vidste ikke jeg ventede på dronningen, men efter jeg havde travet små cirkler i gulvet i min stue, valgte jeg at trave rundt i byen i stedet. Salling var så venlig at have åben, så fik købt en ny taske, økologiske bananer og noget presset og moset frugt formet som små dyr = frugtfiduser! 500 g frugt klemt til 85 grams ugenkendelighed, et nyt alternativ til slik, og selvfølgelig købte jeg det. Det var jo totalt underligt og har altid lyst til bananer når jeg har tømmermænd. Frugtfiduserne var med banansmag og fire andre smage, så kom til at købe to poser, jordbær lød lidt af sommer.

Vejret var såmænd fint, så havde planlagt at være lidt sofistikeret i min bagbrandet og taget en bog og et tæppe med. Men da jeg ikke umiddelbart vidste hvor der var en offentligt plæne hvor det ikke blæste alt for meget, endte det med jeg bare gik rundt og slæbte på min litteratur og mit røvunderlag.

Da jeg nåede til Budolfi kirke skinnede solen lidt igen, og da der var fyldt med mennesker blev jeg lidt nysgerrig. Desuden var jeg ret ukritisk hvad angik underholdning, da mit tvsignal er gået, jeg har set alle mine serier mindst tre gange hver, og gider ikke koncentrere mig om film når ingen kan høre mine sarkastiske kommentarer. Så jeg stoppede op og gloede sammen med alle de andre kvæg i Aalborg.
Spurgte en dame hvad vi egentlig kiggede på. Der skete ikke meget andet end at nogle mediefyre stod med deres potensforlængende kameraer og nogle middelaldrende drenge gjorde det samme med deres Bilkaindkøbte Canons, mens flere og flere stimlede sammen.
Det viste sig at være en bispeindsættelse eller noget i den stil. Selveste dronning Margrethe ville eftersigende ankomme omkring kl.14.

Heldigt tænkte jeg. Klokken var da 13.49. Jeg er hverken royalist, religiøs, fan af nysgerrige forsamlinger eller særlig glad for at stå i skyggen og fryse, men som sagt, der var bare ikke meget at komme hjem til andet end en hyperaktiv kanin, sport i radioen og en blå skærm.
Derfor lænede jeg mig ganske casual op ad min cykel og åbnede en pose frugtfiduser med banansmag. Det var næsten som at være i biografen!

Pludselig slog det mig at jeg også havde taget mit kamera med! Frem med det og tage billeder af fremmede mænd med isvafler, tvfolk med stativer og børn med spastiske hoppeben og minus tålmodighed.
Da Kronebilen kom kørende lige på slaget 14, fik jeg knipset en masse billeder af den, jeg var pludselig stor fan af automobiler. I hvert fald gik jeg tættere på da den stoppede op på p-pladsen og dørerne åbnede simultant. Det var point of no return!

Og der var hun, dronningen og en yndig spinkel dame i et lyseblå sæt med matchende hat. Hvem hun var, aner jeg ikke, for ærligt talt, så går jeg ikke ind for kongehuset. Det stoppede mig nu ikke i at knipse løs og luske tættere på med bankende hjerte.

Da politiet begyndte at genne folk væk på den venstre side af kirken, blev det lidt spændende igen. Det var et optog af præster og biskopper eller andre religiøse kristne overhoveder, der kom gående i procession fra bagsiden af kirken.
På en eller anden måde kom jeg allerforest i mængden og fik taget lidt billeder af deres meget specielle cerimonielle dragter. Jeg var imponeret, de ville virkelig have fejet benene væk under de fleste piger i byen i går aftes. Ikke fordi det var nogle velholdte rige mænd med pænt hår, men fordi deres kjoletøj var meget mere farverigt og smukt dekoreret end noget der kan købes i Aalborg.

Mens de meget vigtige personer gik ind i kirken, gik jeg væk fra den. Jeg har hørt man skal passe på med at komme for tæt på, så kan man brænde sig eller simpelthen gå op i røg. Måske gælder det kun for hedninge, men jeg skulle ikke nyde noget efter alle de frugtfiduser og alkohol i går, jeg ville være væk på få sekunder!

Da jeg tjekkede mine billeder senere efter jeg kom hjem, og tog mig af mine tømmermænd som fornuftige mennesker ville have gjort fra start af, med en skraber på sofaen og et pølsehorn, slog det mig hvor utroligt ligegyldige de var! Selv præsternes kjoler fremkom kedelige og kirken knapt så hvid. Fik kun et billede af dronningen i profil, langt væk, og kun bagsiden af den blå dame, så fik ikke engang opklaret hvem hun var.
Hvis jeg havde taget billeder af Aalborg brostensbelægning havde det været mere ophidsende.

Alligevel ligger mit kamera fast i min taske fra nu af. Bad nemlig en lille bøn inden kirken var helt udenfor synsvidde, men på sikker afstand af spontan ildspåsættelse, om at den næste kendte jeg møder med tømmermænd bliver en rigtig kendt. En flot mandlig filmstjerne. Og at jeg ikke har tømmermænd. Og at jeg har taget makeup på når det kan ske at folk jeg kender er i området eller følger med på tv. Og at den flotte mandlige filmstjerne får taget et billede sammen med mig. Ikke fordi jeg spørger, men fordi han synes det kunne være fedt.

Så må vi bare se tiden an og se om ham der Gud findes og hører hans såkaldte børns bønner...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar