I'm good, I'm gone

Jeg har altid haft en eller anden 'ting' for Lykke Li. Lige siden en af mine gamle venner, som jeg desværre ikke ser så tit mere, grundet dennes immigration til Århus, deklarerede at han var forelsket, har jeg også været det.

Han sendte denne lille musikvideo på et youtube link. Det var da det endnu var avantgarde og ikke vildt udbredt. I musikvideoen dansede den her naturligt smukke pige, med håret opsat i en høj knold ovenpå hovedet. En frisure jeg ikke selv havde brugt siden de små klasser. Lyset var drømmende og stærkt. Hun havde den her vest og stribede trøje på og så lidt alternativ ud, men på en super chic måde. Jeg var solgt, men ikke helt i samme grad som den kærlighedshungrende ven.

Det blev jeg dog over tiden. Jeg tror at kærlighed, om det så er til musik, mad, en mand eller et indfald, kommer over tid. Det skal have tid til at vokse, nogle gange går det hurtigere end andre, men det bliver altid stærkere med tiden. Især hvis man mangler det hvor kærligheden udsprang fra.

Det gjorde jeg, uden jeg selv var klar over det. I meget lang tid, år måske, hørte jeg ikke Lykke Li, hun gik i glemmebogen. Men så pludselig hørte jeg hendes smukke spinkle stemme i et remix af Kleerup i radioen. Og det slog mig, hårdt. Jeg havde savnet hendes stemme og lyden. Forelskelsen sprang på mig som en tiger over en hjort, bare mindre blodigt, men lige så pludseligt. Lige siden har jeg plejet min kærlighed til Lykke Li og den type musik, den svævende, let melankolske, drømmende lyd, som er så let at forsvinde fra virkeligheden i.

Især når jeg selv er i et drømmende, let melankolsk humør sætter jeg Lykke Li på. Musikken forstår mig, uden at dømme, og jeg forstår pludselig musikken på et andet niveau. Jeg kan få lov til at dvæle i melankolien ved et knust hjerte og få kontakt til de følelser omverdenen helst vil skånes for. For når ens hjerte bliver knust sker det ikke lydløst. Det knuses med en lyd som dyrebart krystal der sprænges i tusind stykker og skærer sig ud af kroppen i grådkvalte krampetrækninger. Maven bliver fyldt med kvalmende varmt bly og tårerne løber brændende ned af kinderne, som forræderiske perler der afslører at illusionen om ægte kærlighed brast som en sæbeboble.

Så er det at det hjælper at høre musik der passer til humøret. Lykke Li hjælper mig gang på gang gennem alt fra et knust hjerte til regnvejrsdage. Helt uden at stille krav og helt uden selv at blive knust over at jeg også glemte hende.