Klaps i Legoville

"Tak for hjælpen!" ledsaget af et klaps i bagdelen hylede mig helt ud af den, den anden dag.
Jeg var i klædt min alt for store juleuniform på arbejde, i Toys R Us, altså snakker vi primærfarver og badges.
Klapset kom fra en ældre dame og hjælpen var at pege lige ud på den Legokasse hun ikke selv kunne få øje på.
Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv. Klapser man tilbage? Kan deres hofter holde til det? Er der en lignende gestus man kan benytte som svar?

Jeg er et ret privat menneske hvad angår min krop. Den skal helst ikke vises nøgen offentligt, den skal faktisk helst heller ikke røres ved offentligt, og slet ikke af folk jeg ikke kender. Det gør mig meget forvirret og meget forlegen. Ligegyldigt hvad min efterfølgende reaktion er, er den altid forkert, akavet eller direkte stødende.
Som dengang et familie medlem langt ude kindkyssede mig som hilsen. I min panik fik jeg straks flashbacks til franske film hvor der uddeles to styks kindkys. Jeg befandt mig bare til et familiearrangement, med folk jeg ikke vidste jeg var relateret til, og her kyssede man kun én gang, i luften ud for kinden. Jeg valgte at være lidt mere offensiv og sigte direkte efter kinden. Det kære familiemedlem var slet ikke forberedt og jeg ramte derfor personens næse. Lidt for kraftigt, lidt for vådt, lidt for akavet.

Eller de utallige gange hvor jeg ikke er forberedt på knuset. "Skal jeg gå til højre, skal jeg gå til venstre, åh nej nu løfter hun den højre arm, skal jeg så gøre det samme, her kommer kroppen!" Tankerne flyver gennem mit hovede, i en sådan strøm at det er handlingslammende. Derfor resulterer mine knus oftest i et frontalt angreb af arme og mave, til tider også pande, hvilket selvfølgelig ikke er særligt rart, hvis man forventer et varmt bamsekram. Min version kan nærmere beskrives som en grizzlybjørns brydertag mod et totalt uvidende bytte.

Sådan noget som at skulle give hånd til diverse arrangementer, indenfor familien, på skoler, til afslutningsbal og jobsamtaler kan også volde mig problemer med intimiteten der pludseligt skal udveksles håndflader imellem. Enten bliver det for hårdt, for slasket eller for fesent. Jeg rammer sjældent rigtigt! Og når jeg endelig gør, kan jeg ikke skjule min egen overraskelse, hvilket folk tager som et tegn på ophidselse eller umådelig dumhed.

Så denne helt nye form for kropskontakt med ældre mennesker må jeg nok sige kom lidt bag på mig (høhø). Til alt held tegnede hendes arm en smuk bue op omkring min talje, som stivnede, men som gav mig tid til også at få gang i min arm.
Nej, jeg klapsede ikke tilbage, men lagde også min arm om hende, meget venindeagtigt og fortalte at lige nu var netop denne Legokasse faktisk på tilbud.
Min reaktion var rigtig! Damen smilede og trykkede mit ene håndtag, det kunne det ikke lide, men høfligheden og fornuften havde overtaget panikangsten.

Der stod vi, som om vi var gamle venner, eller i hvert fald at hun var en gammel ven, og så helt tilforladelige og fortrolige ud. Da hun slap mig for at erstatte mit håndtag med en æske Lego var det eneste der afslørende min nervøsitet den fjedrende måde jeg gik fra gerningsstedet på. Nerverne havde måske nok fortrukket sig fra armene, men de havde taget midlertidigt bo i mine ben, som var ekstra gummiagtige af al den spænding midt i Legoville.