Åndsfraværende gloede jeg på mine gummistøvler. Det ene skaft var stadig bøjet. Du bøjede det den fredag, eller var det lørdag morgen. Kaldte dem 'hipsterstøvler' og satte dem på plads.
I billeder kom min aften tilbage. Støvlerne sparkede en lavine i gang, og ting jeg havde glemt fandt frem i lyset.
Forbudte kys i den mørke del af klubben. En hemmelighed. Spioner i krogene.
At jeg gik ned af trappen, støttende min påvirkede krop til dig, husker jeg ikke. Det er mig blevet fortalt. Alkoholen forlod ikke mit blod før langt op af lørdagen. Da tankerne satte sig i hjernebarken og spærrede al pladsen. Da fornuften stille bankede på. Da jeg sad i toget på vej væk og ind i en anden verden.
Under bruseren slettede jeg dine spor. Mærkede vandet hvor dine hænder mærkedes få timer for inden. Få timer senere ville jeg end ikke være i den samme by. En nagende fornemmelse i min mave trængte sig på sammen med fornuften og tankerne.
Toget satte farten op, jo længere væk jeg fysisk kom, jo længere væk syntes fredag.
Når først adrenalin og ethanol blandes, smides både hæmninger og overvejelser over bord. Hæmninger er i forvejen en sjælden brugt kunst i min verden. Måske også i din. Eller også havde du drukket mere end jeg. Overvejelser gjorde jeg mig dog. Men af den hæmningsløse slags. At overveje fordele og ulemper faldt mig ikke ind.
Man skal mærke at man lever, men når man drikker sig sanseløst beruset, hvor meget mærker man så egentlig?
Pludselig stod vi der bare. Vores kroppe indfiltrede i hinanden, som kødelige grene. Blodet bankende varmt og sveden dryppende. Du sagde mit navn. Det lød hæst, ukendt.
Der var stadig aftryk efter dig om morgenen. Jeg så for mig din nøgne krop. Hurtigt redte jeg sengen. Ude at øje, ude af sind. Indtil en tanketornado blev startet af en enkelt gummistøvle flere dage senere.
Jeg mærkede pludselig for meget. Den følelse alkoholen havde berøvet mig vendte tilbage tifold.
Måske står vi der næste fredag igen, berøvet al fornuft og følelse og alligevel super sensitive i en rus af boblende blod og sydende hjerneaktivitet. Måske står vi der aldrig igen.
Men mine støvler står der stadig, uberørte, stadig umage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar