"Du har noget i næsen," sagde jeg ikke. Jeg stirrede kun lidt, men længe nok til at hun pillede nervøst ved sin ene næsefløj. Det hjalp ikke.
Jeg siger altid, at hvis jeg har noget i næsen, så skal folk sige det, så jeg kan fjerne det, inden flere ser det. Og ikke påpeger det. Det ser dumt ud. Uhygiejnisk. Det minder mig om børnehaven. Ellevetaller og lange glinsende striber op af ærmerne. Men alligevel bliver jeg flov, når de velmenende og ordreadlydende mennesker siger, at der sidder noget. Skal man pille det ud, mens de kigger? Spørge efter en Kleenex? Et toilet? En skovl?
For det meste flakser min håndryg op om næsen, inden jeg når at spørge efter hjælp. Og så bliver der ikke talt mere om det. Heller ikke hvis fremmedlegemet bliver siddende. Det opdager man først senere. Og med 'man' mener jeg ikke kun mig. Jeg mener også de stakler, som tror de har fjernet det, fordi der ikke bliver talt mere om det. For det er som om, at når ordene først er ude, så er det, at det bliver rigtig pinligt. For begge parter.
Min veninde havde noget i næsen hele dagen. Til sidst håbede jeg, at der ville være en mere venlig ven end mig, der ville sige noget. Da jeg mødte hende senere, kunne jeg se, at den person havde hun ikke mødt.
Det havde jeg heller ikke. Min egen morgenmad sad stadig mellem mine tænder.
Jeg siger altid, at hvis jeg har noget i næsen, så skal folk sige det, så jeg kan fjerne det, inden flere ser det. Og ikke påpeger det. Det ser dumt ud. Uhygiejnisk. Det minder mig om børnehaven. Ellevetaller og lange glinsende striber op af ærmerne. Men alligevel bliver jeg flov, når de velmenende og ordreadlydende mennesker siger, at der sidder noget. Skal man pille det ud, mens de kigger? Spørge efter en Kleenex? Et toilet? En skovl?
For det meste flakser min håndryg op om næsen, inden jeg når at spørge efter hjælp. Og så bliver der ikke talt mere om det. Heller ikke hvis fremmedlegemet bliver siddende. Det opdager man først senere. Og med 'man' mener jeg ikke kun mig. Jeg mener også de stakler, som tror de har fjernet det, fordi der ikke bliver talt mere om det. For det er som om, at når ordene først er ude, så er det, at det bliver rigtig pinligt. For begge parter.
Min veninde havde noget i næsen hele dagen. Til sidst håbede jeg, at der ville være en mere venlig ven end mig, der ville sige noget. Da jeg mødte hende senere, kunne jeg se, at den person havde hun ikke mødt.
Det havde jeg heller ikke. Min egen morgenmad sad stadig mellem mine tænder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar