Kæledyrs kærlighed

I går så jeg en pige med den største broche, jeg nogensinde har set. Den fyldte hele hendes ene bryst og strakte sig op om skulderen til halsen, hvor en række perler glinsede i lygtepælens gullige skær.
Men så huskede jeg, at jeg ikke havde mine briller på.
Brochen var en hund, og perlerne tænder. Dens tunge daskede ud af flaben, når pigen bevægede sig og bumpede hunden på plads på armen. Det regnede. Hunden skulle måske ikke have våde poter. Ingen ben var pakket ind i gips, og på nært hold lignede det en af den type hunde, som sagtens selv kan gå.

Men en tendens har bredt sig. Små hunde, og også hunde på + 10 kg, skal bæres rundt på armen eller i små tasker med kighuller. De stakkels dyr er i fare for at glemme, hvem de er. Nemlig dyr. Og ikke dukker.

Vores forhold til vores kæledyr har ændret sig meget, siden vi fandt ud af man kunne andet end at flå og æde dem. Vi elsker og forguder dem. Og siden vi har fået flere penge, er vi begyndt at bruge flere af dem på vores firbenede venner. Vi børster dem med børster fra Mason Pearson, giver dem tøj på fra Gucci og sætter lædersnorerne fast i halsbånd med diamanter og sølvvedhæng. De er ikke bare dukker, de er symboler på vores livsstil. De er smykker på vores i forvejen tyngede kroppe!

Jeg havde lyst til at rive hunden ned af pigens skulder, og befri både den og hende fra det forkvaklede forhold, de havde gang i på åben gade. Vaske materialismen og statussymbolismen af i rendestenen. Se hunden stæse af sted på sine stærke ben og pigen give sine penge til de hjemløse om hjørnet. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Der var kærlighed i hundens øjne, når den så på sin ejer. Eller også var det frygt for at blive tabt.

Jeg fortalte det til en af mine kammerater.

"Da jeg var lille, havde jeg da også mine kaniner med mig overalt," fortalte han. Jeg smilede og tænkte på ham som kun tre lorte høj med sin Pjuske og sin Peter.
"Min mor havde syet dem om til vanter, så om vinteren havde jeg dem jo på hver dag!"

Kærlighed kommer i mange afskygninger.