Min kæreste fortalte, han skulle se bold med drengene for nogle dage siden. Jeg har én gang været med på en lille bæverding kaldet Luderen på Vesterbrogade. Jeg kan ikke huske, hvem der spillede, og jeg er egentlig også ligeglad. Det var jeg også, da jeg trådte ind på baren og straks begyndte nedtællingen til første halvleg, hvor anden nedtælling begyndte, og lyset kunne skimtes for enden af banen. Jeg kan heller ikke huske, hvorfor jeg tog med i stedet for at læse en god bog eller løbe en tur og så lade drenge være drenge.
Men der sad jeg blandt drenge, mænd og mandekvinder og var kun så meget med, at jeg vidste det i hvert fald var et spansk hold på storskærmen. Jeg snuppede en enkelt chip fra Lays posen på bordet. Salt og eddike. Gode. Bedre end kampen. Der stod en reklame for en ny cider på bordet, Garage. Der var en form for vildmand på papskiltet med en kasse af de syrligt søde drikke på armen. De smagte ikke af vildmand.
"Hvis du filmer i Premier League, så bliver du hadet!," Det var helt ny retorik for mig, et nyt sprog. Jeg følte mig i allerhøjeste grad som blondinen fra reklamerne. Da jeg kiggede op på skærmen løb svedende mænd rundt på græsset uden hverken kameraer eller Vita Wrap, så jeg holdt pænt min mund lukket.
Der gik et brøl gennem baren. Det ene hold havde scoret. Tydeligvis det hold flest var med. Undtagen en meget vred mandsling, som sad tæt ved skærmens grynede dug. Jeg kan huske, han havde en hvid skjorte på med tynde striber og ulækkert, sort, glinsende hår, et aflangt ansigt med en dryppende underlæbe og en væmmelig mimik.
Spanieren viste sig at være en meget lav mand med en meget kompenserende personlighed.
"Puuuutoo," råbte han. Højere end alle andre og altid lidt forsinket af barens øvrige tilråb. "Puuuto!" Der var en vis stolthed bag hans udbrud. Hver gang han havde forbandet spillerne, tog han en overlegen slurk af sin rom og cola, som sikkert følte sig ligeså malplaceret mellem fadøllene, som jeg gjorde blandt fodboldfansene.
Kampen blev hurtigt meget mere spændende. Jeg kunne stirre, alt hvad min mor har lært mig man ikke må, på den højrøstede spanier. Han var så opslugt af at råbe af spillerne, af at gnaske chips på en ubehagelig måde og af at sippe til sin tøsedrink, at han ikke ænsede mig. Eller nogen af de andre i baren som efterhånden var ved at være godt trætte af hans tilstedeværelse.
Han levede helt op til mine fordomme. Ikke om fodboldtosser på Luderen, men om små mænd. De finder altid en måde at kompensere for deres mangel på højde. Ham har havde valgt at være den mest larmende og mest ubehagelige mand på baren. Han overstrålede kampen med sin umandige surhed, og blev for mig hele billedet på aftenen. Ham og så vildmanden på Garage ciderreklamen. Syrlig og fedtet og fodbold.
Men der sad jeg blandt drenge, mænd og mandekvinder og var kun så meget med, at jeg vidste det i hvert fald var et spansk hold på storskærmen. Jeg snuppede en enkelt chip fra Lays posen på bordet. Salt og eddike. Gode. Bedre end kampen. Der stod en reklame for en ny cider på bordet, Garage. Der var en form for vildmand på papskiltet med en kasse af de syrligt søde drikke på armen. De smagte ikke af vildmand.
"Hvis du filmer i Premier League, så bliver du hadet!," Det var helt ny retorik for mig, et nyt sprog. Jeg følte mig i allerhøjeste grad som blondinen fra reklamerne. Da jeg kiggede op på skærmen løb svedende mænd rundt på græsset uden hverken kameraer eller Vita Wrap, så jeg holdt pænt min mund lukket.
Der gik et brøl gennem baren. Det ene hold havde scoret. Tydeligvis det hold flest var med. Undtagen en meget vred mandsling, som sad tæt ved skærmens grynede dug. Jeg kan huske, han havde en hvid skjorte på med tynde striber og ulækkert, sort, glinsende hår, et aflangt ansigt med en dryppende underlæbe og en væmmelig mimik.
Spanieren viste sig at være en meget lav mand med en meget kompenserende personlighed.
"Puuuutoo," råbte han. Højere end alle andre og altid lidt forsinket af barens øvrige tilråb. "Puuuto!" Der var en vis stolthed bag hans udbrud. Hver gang han havde forbandet spillerne, tog han en overlegen slurk af sin rom og cola, som sikkert følte sig ligeså malplaceret mellem fadøllene, som jeg gjorde blandt fodboldfansene.
Kampen blev hurtigt meget mere spændende. Jeg kunne stirre, alt hvad min mor har lært mig man ikke må, på den højrøstede spanier. Han var så opslugt af at råbe af spillerne, af at gnaske chips på en ubehagelig måde og af at sippe til sin tøsedrink, at han ikke ænsede mig. Eller nogen af de andre i baren som efterhånden var ved at være godt trætte af hans tilstedeværelse.
Han levede helt op til mine fordomme. Ikke om fodboldtosser på Luderen, men om små mænd. De finder altid en måde at kompensere for deres mangel på højde. Ham har havde valgt at være den mest larmende og mest ubehagelige mand på baren. Han overstrålede kampen med sin umandige surhed, og blev for mig hele billedet på aftenen. Ham og så vildmanden på Garage ciderreklamen. Syrlig og fedtet og fodbold.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar