mandag den 24. december 2012

Glædelig jul?

Overalt på de sociale medier flyver det med julehilsener og lykønskninger. I køkkenet flyver det med forjagede skældsord, kartoffelvand, taffelchips og rødkål. Gulvet er glat af andefedt. Kattene putter sig under juletræet og kløjes hvert andet minut i sølvlametta og gavebånd. I sofaen sidder en familie og lader deres magelige kroppe flyde ud over lædermøblerne, mens tv'et kører på et ligegyldigt program, som ingen kan huske i morgen. En rygdelle blafrer, da en vind slipper ud af buksen og tilføjer lidt ekstra huller i Ozonlaget. Det skal også mærke, at det er jul.
Stearinlysene oser køligt i vinduekarmene, hvor ruderne dugger til, og vandet løber langsomt ned for at fryse til is i karmen.
Stemmerne i køkkenet bliver højere. Anden er ikke, hvor den skal være. Den er stadig i køleskabet og medisteren sprak. Ikke at den var smukkere, da skindet var helt og blegt, kløften højner nærmere dens potentiale som muligt foderobjekt; hvis man altså er til de mindst tre typer grisedyr, der er obligatorisk på mange juleborde. Personligt synes jeg, noget af det burde sendes til dem som rent faktisk har brug for lidt ekstra kolesterol, og hvis kroppe ikke engang ville fylde den ene hynde i stuen. Men selvom anden gør stegen, confitten, kartoflerne, rødkålen, sovsen og chipsene selskab, er det ikke nok. Mere vil have mere!
Bordets ben kæmper for at holde de store mængder krystal, porcelæn, protein og fedt oppe. Julebordet er næsten fuldendt. Overdådigt som barokken, syndigt som dødens søde flirten med vores arterier og kvalmt som candyfloss og klovne i et forfaldent tivoli.
Glædelig jul!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar