torsdag den 17. december 2009

God kørsel, godt arbejde

Snedæk – tjek, isskraber – tjek, spray-der-får-is-til-at-smelte – tjek. Min bil er officielt vinterpimpet! Og med det vejr vi pludselig har her, kunne det ikke passe bedre, at jeg fik det ordnet. Global opvarmning eller ej, her er sne, is og masser af forulykkede biler! Mens jeg sad i min tidligere i dag, hørte jeg i radioen, at der i gennemsnit var fire biler i timen, der kørte galt pga. sne, udover det er der så de uopmærksomme, de dårlige bilister, spritterne og de momentalt sindsyge. Så var det at jeg kom frem til, at det måske var en dum idé at vove sig ud i trafikken i en peugeot 107, der jo faktisk kun er en halv bil. Den har godt nok røde sæder, glimmer i lakken og separart speed-o-meter, men disse pseudo-racerbil-lignende-tendenser gør den ikke mere sikker i trafikken, snedæk eller ej. Og da slet ikke med stiv-af-kulde-angstpræget-blondine bag rattet. Men med kun én enkelt usikker start i et lyskryds, nåede jeg på arbejde, parkerede hvor jeg plejede (tror jeg, kunne ikke se stregerne for sne) og kunne fortælle chefen at piger, der tilmed er blonde, godt kan styre en automobil, mange tak!
Det var en lidt anden sag da jeg skulle hjem igen, det var som om lyset så småt var forsvundet og de fleste personer på vej hjem. Måtte udtænke den rute hjem, der havde mindst lyskryds, bakker og trafik. Så ud gennem Hasseris det gik. Kun to svære start efter et rødt lys og en højre vigepligt blev det til. Bilen var ikke glad, det var den ikke, men den klarede det med lidt insisterende tryk på speederen og kontrastyring med rattet.
Ud gennem det Hasserisanske vejnet gik det, med hele 30 km/t, jeg var en ren fartbølle på de glatte veje. Har en mistanke om at de bruger deres penge på mursten, champagne og guld i stedet for snerydning.
Til mit store held var en parkeringsplads nær min lejlighed fri, både gratis og med nul procents stigning. Perfekt! Klappede lige mig selv på skulderen og mumlede et "god kørsel, godt arbejde", mens en forbipasserende kiggede skeptisk og gled forbi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar