Men i denne sammenhæng står TSS ikke for Toxic Shock Symdrom, men nok nærmere Typisk dig Spasser Simone.
Efter en ganske vellykket fest gik turen videre i byen. Og efter en ganske vellykket bytur gik turen videre til morgenfest hos værten. Dum idé allerede der, men det var efterhånden så længe siden jeg havde prøvet det der morgenfest, at jeg var nødt til at genopleve det.
Ak ja, jeg måtte sande at omkring kl.08.00 kunne jeg ikke mere. Var faldet i søvn tilpas mange gange oveni en sammenfoldet dyne, med puderynker i ansigtet til følge, at min kæreste mente det var på tide vi gik hjem. Hjemturen husker jeg ikke meget af. Jeg prøver ikke at pudse min glorie, er ikke engang sikker på jeg har en, men jeg havde ikke drukket de sidste par timer, de sorte huller måtte være på grund af søvn, eller mangel herpå.
Men åbenbart var min kæreste og jeg ikke ret søvninge da vi endelig var kommet hjem. Husker svagt vi kom hjem og at jeg begyndte at lægge mine ting på plads, indtil toilettet blev ledigt. Jeg husker endda, at jeg tog min makeup af og børstede tænder. Lagde sågar mærke til, at der snart skulle skiftes tandpasta. Derefter bliver min hukommelse lettere sløret.
Da jeg vågnede et par timer senere, samme dag, omkring kl.14, slog det mig; jeg havde en tampon i, jeg husker noget om korpulering, men intet om hvorvidt tamponen kom ud.
Skyndte mig ud på toilettet. Skyndte er nok også så meget sagt. Vaklede vel nærmere haltende, lettere bagstiv, og med Agnetha-hår, ud i gangen og væltede ind af døren til badeværelset, der forresten virkelig trænger til at blive smurt.
Til min store lettelse var der ingen tampon.
Eller var der.
Det var der. Aldrig har en tampon været så meget på afveje, hvis jeg ikke kendte lidt til den menneskelige anatomi ville jeg sværge på, at jeg havde en tampon i bughulen.
Prøvede febrilsk at få fisket den ud, men ligemeget hjalp det. Overvejede mine muligheder, kunne spørge bagstiv kæreste om hjælp og håbe han stadig var beruset nok til at glemme det, jeg kunne fiske videre og ende med at få en mærkelig gangart, eller jeg kunne ringe til lægen.
Efter lidt gåen frem og tilbage blev det til den sidste mulighed. Jeg betaler trods alt skat.
Fik losset kæresten hjem og ringede midt om eftermiddagen til vagtlægen Svend. Som åbenbart ikke vidste at piger har lige cifre i den sidste del af cpr og drenge ulige. Og tydeligvis ikke hørte ret godt.Han vedblev stædigt med at sige jeg var fra '84 og ikke '89 og at mine sidste cifre var 27, hans andet gæt 57, for de tal minder jo så meget om hinanden. Det resulterede i at jeg ikke fandtes, før efter en seks minutters meget ty-de-lig fremførelse af min rigtige talkombination.
Efter et bad og en omgang tænderbørstning (med det sidste tandpasta i tuben) fløj jeg ned efter min cykel. Det her skulle overståes hurtigst muligt.
Men hvad andet kunne jeg forvente end at cykle til skadestuen på en flad cykel med kun et gear og en mini i maven. Mine ben gik som trommestikker og min fart lå lige omkring de 3 km i timen. Selv de gamle rollator damer virkede som stærke konkurrenter.
Forpustet og ydmyget gik jeg ind, og endelig til mit held, var der kun fire mennesker i kø før mig.
Det viste sig så at denne tampon ikke havde nogen snor. Derfor kunne jeg ikke få det lille udyr ud. Heldigvis var det en kvindelig vagtlæge og ikke Døve-Svend, der udførte indgrebet med en hap-hap og en lang pincet.
Hendes sidste ord til mig inden hun skyndte sig ud af døren var: "Ja, det kan jo ske når man har været i byen og sådan lidt, men nu må du ikke blive bange for at bruge dem. Jeg har aldrig oplevet noget helt som dette før." Fedt at være den første!
Kiggede mig i spejlet inden jeg gik forbi menneskekøen, der var blevet en del længere, så virkelig også hærget ud. No wonder hun havde gættet jeg havde været i byen trods bad, mint og parfume. Men jeg slap af med minien.
Den underlige gangart slap jeg dog ikke helt for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar