Jeg prøver ikke at pege fingre af nogen. Det undrer mig bare at man absolut skal udbasunere sin kærlighed på internettet. Også når det ikke går så fandens godt.
Så plopper der et lille hjerte op hvor der står 'indsæt navn her' er nu single.
Aldrig har privatlivet været så offentligt!
Det værste er nok når folk konstant skifter mellem at være i et forhold, til kompliceret til single. Styr nu jeres følelsesliv! Og hvis I ikke kan det, så lad da være med at poste det på facebook, som en anden idiot fra 5. klasse, der er kæreste med hende fra 7., men hun ved det bare ikke.
Det irriterer mig grænseløst og samtidig tjekker jeg facebook dagligt for at se hvem der er sammen med hvem, hvem der er single, hvad min kæreste egentlig foretager sig, hvem der laver noget spændende og hvem der lige skal slappe lidt af med alt for lange statusopdateringer. Vi gider ikke læse om alt fra du har været på toilettet til du spiste gammel leverpostej og din kæreste så slog op med dig, så du lavede en sur smiley for at folk skulle få medlidenhed med dig. Quit it!
Måske lyder jeg lidt som en bitterfisse nu, og det er egentlig et ret ubehageligt udtryk, især hvis man tager det helt bogstaveligt.
Men jeg blev lidt grebet af stemningen i bogen, det faktum at jeg piver dagligt over min vægt og alligevel sidder i en vindueskarm og propper ansigtet med tør müsli i mangel af mejeriprodukter og det faktum at jeg er afhængig af, at vurdere mig selv i forhold til andre. Især andres forhold i forhold til mit.
Jeg er i den slags forhold der aldrig bliver udbasuneret på nettet. Det tog cirka et år før min kæreste slettede 'single' fra sin status på facebook. Jeg blev først rigtig irriteret over at han var internet-ledig, da mine veninder spurgte hvorfor der stod han var single, når nu han var kæreste med mig, og havde været et stykke tid. Inden da havde jeg ikke lagt det store i det, bare tænkt at han nok havde glemt det. Men som tiden gik blev jeg mere og mere paranoid, alle mine veninders kærester, og de par med offentlig profil jeg gik ind på, viste stolt at de var i et forhold, sågar nogle gange med hvem. Hvem er det så jeg skulle skjules for?
Det irriterede mig blot endnu mere at jeg kunne blive irriteret over det, endda usikker, hvorfor skulle facebook bestemme om jeg følte mig tryg eller ej?
Jeg var, og er, nu heller ikke selv listet som værende i et forhold med nogen på facebook...
Men det par som så sukkersødt fordærver facebook med deres vammelt-gode beskeder og små pixelhjerter var ikke længe om at blive sat i et forhold på facebook. Endda begge på samme dag! Sjovt nok lige efter den enes sidespring.
Så i mit lille bitre indre kan jeg godt blive lidt smålig og håbe på at det måske var en form fra straf fra hendes side, at han skulle sættes i bås på det sted, hvor flest mennesker henter oplysninger om andre. Så er ingen i tvivl, og jeg kan sove, ikke roligt, men roligere, i god tro om at jeg er en rar kæreste, når jeg stiller mig (nogenlunde) tilfreds med at være skjult på facebook. For i virkelighedens verden er jeg jo ikke skjult. Jeg behøver ikke råbe højt og helligt om kærlighed på internettet, når jeg har den sikkerhed der er i, at vide man har hinanden i virkeligheden. Dem der har brug for at fortælle alt og alle de er 'i et forhold' eller 'single' på internettet, er enten usikre eller liderlige.
Alligevel er der måske under alt bitterheden, en snert af misundelse over at nogen kan vise sin kærlighed til hinanden så frit.
Det må simpelthen være skuespil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar