Lille magnet på køleskabet der...

I dag købte jeg en magnet. En helt normal, flad, firkantet køleskabsmagnet med et pop-art motiv af Litchenstein. Normalt køber jeg ikke sådan nogle små ligegyldige ting, når pengene er endnu mindre, men den her magnet rørte noget dybt i mig. Hvordan en magnet kan det, begriber jeg ikke. Men da jeg så billedet af kvinden med telefonen ved øret, genkendte jeg straks følelsen kvinden på billedet illustrerede. Den nærmest undskyldende, flove følelse af at have udtrykt et ønske, som ikke kan opfyldes af den anden part. Et spørgsmål så enkelt, men så svært at få over læberne, for bare tanken om svaret, kan få en til at lægge røret på igen. Hvad nu hvis man bliver afvist? Og når man så gør, er der ikke andet at svare end de to små ord der stod skrevet i taleboblen: "Oh okay..." For man vil ikke afsløre for meget, for mange følelser, men de er der, og kan ikke helt skjules med en søgt joke og falsk smil.

Kvinden med det røde hår og de bedrøvede øjne gik lige ind i mit inderste, selvom det var noget så småt som en magnet og kun en kejtet reproduktion af en af mine yndlingskunstnere.

Nu hænger hun på mit køleskab. Men hun er ikke alene. I butikken var der også magneter med andre motiver af Roy Litchenstein. Jeg købte to.

Udover kvinden der repræsenterede en følelse jeg havde glemt og gemt, men straks genkendte og som manifesterede sig i mig, tog jeg en magnet med et par fanget midt i et lidenskabeligt kys. Det kys kvinden på den anden magnet måske ønskede sig, da hun tog telefonen og drejede nummeret. Det kys som er det bedste i verden. En forløsning af akkumulerede følelser, en bekræftelse på at der ikke er andre end dig, og du er den eneste ene. Hun fik det den anden kvinde ønskede, og selvom de bare er døde billeder, håber jeg at kvinderne er den samme. Håber på at det kys en dag springer ud af illustrationen og jager det lille forskræmte 'Oh okay...' ud af lejligheden og ud af min svindende usikkerhed.