søndag den 21. februar 2010

Stå pub

Når ens mobil vælger ordet 'pub' før det helt normale udsagnsord 'stå' kunne man forledes til at tro ejeren er en vældig barhaj eller grønlænder. Men mobilen er min og da jeg kom hjem fra skiferie var ordet 'pub' åbenbart mere brugt end ordet 'stå'. Hvilket undrer mig en del. Jeg var nemlig ikke i nærheden af en bar hele ugen. Eller, vi spiste på et pizzaria hvor der var en bar ved siden af. Men baren var lukket og i stedet for øl, fik vi tre-farvet is til dessert.
Andre aftener fik vi da også drinks i form af rom og cola, eller jäger og eventyrvand (eventyrvand er den norske, utroligt grimme, pang-dang til hindbærbrus), men det var i hytten, sammen med kærestens forældre. Andre gange fik vi et shot til frokost, en cider på pisten eller en øl at køle ned på, men igen, dette foregik aldrig på en pub. Afterskiing var nemlig ikke noget jeg fik lov at prøve, Hemsedal holder kun deres afterskiing åbent fredag og lørdag. Vi var der søndag til fredag...

Hvordan 'pub' så er blevet det mest brugte ved jeg kke helt. Inden jeg drog mod Norge var jeg, ikke pinligt ædru, men ikke på pubs, barer eller diskoteker. Jeg holdt en ganske rolig privatfest hos mig selv, og der indgik ikke engang fadøl!
Så måske har min mobil bare sit eget liv, hvor de ord der er først, ikke er de ord jeg bruger mest, men er de ønsker min mobil har. Eller også udtrykker den mine ønsker før jeg selv er bevidst om dem. For nu jeg tænker over det, hvordan kan man så have holdt sin første skiferie nogensinde, uden at brække noget som helst, og så ikke fejre det med en god gammeldags omgang afterskiing på en norsk pub med dans på bordene og kolde pils i vanterne?

Måske føler jeg mig lidt snydt nu.
Godt jeg skal til Århus fredag, så kan jeg danse på bordene på Heidis, og med det evindelige snevejr vi har over Danmark lige nu, kunne jeg godt snyde mig selv til at tro, at jeg stadig befinder mig i Norge efter et par øl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar