Roser og neuroser

I går var jeg i biografen med en veninde. Vi så The Switch, Baby Surprise på dansk, verdens dårligste oversættelse, i det den er ligegyldig og ikke er en oversættelse. Men i den her meget søde pigefilm var der en dreng, en lille dreng på næsten syv år, med neuroser og gammelklogskab og en svaghed for rammer. Han ramte mig i det der bløde punkt, hvor børn normalt ikke når ind. Holder på det var fordi han var fiktiv og jeg ikke skulle passe ham, eller se på ham i mere end halvdelen af filmen.

Denne dreng fik mig til at tænke på at min kæreste kaldte mig neurotisk sidst jeg så ham. Det har jeg aldrig tænkt over om jeg er, men det er i hvert fald ikke en egenskab jeg nogensinde har fortalt andre om.
Drengen i filmen var jo rigtig sød, hans far var også ret neurotisk, men ikke helt så sød, mere lidt kikset og ikke så fri i sin tankegang.
Det fik mig til at slå ordet Neurotisk op i ordbogen. Bare for at se om jeg er mere sød eller kikset. I ordbogen stod der:

neurotisk [nöwˈro'tisk] adj. - , -e
□ som lider af el. er tegn på en neurose
◇ han virker ret neurotisk • sådan handler kun en neurotisk person • man kan blive neurotisk af at fortrænge sorg • hun har et neurotisk forhold til sin mor • disse malerier virker noget neurotiske
etymologi:
dannet af neuro- + -otisk

Okay, tænkte jeg så. Det fik jeg ikke meget ud af. Derfor slog jeg også ordet Neurose op. Dette stod der så:

neurose [nöwˈro·sə] sb. -n, -r, -rne
□ en psykisk forstyrrelse med angst og tvangstanker; påvirker ikke patientens personlighed og virkelighedsopfattelse
◇ angstneurose • tvangsneurose

Mener min kæreste at jeg er angst og lider af tvangstanker? Det kan umuligt være positivt ment. Jeg ville mere mene den er gal med min virkelighedsopfattelse, i det at jeg nogle gange lever lidt for meget i min egen verden. For eksempel når jeg laver soundtrack til det omgivende miljø og derfor glemmer at høre efter hvis folk taler til mig eller hvis biler dytter. Eller når jeg tager trappen i ekstra store spring for at løbe fra en fiktiv zombieefterfølger og løber direkte ind i en underbo og i stedet for 'Hej' kommer til at råbe 'PAS PÅ, DE KOMMER!'.

Okay, måske kan jeg godt lidt se hvad han mener. Jeg vil ikke mene jeg lider af tvangstanker, men jeg har da nogle bestemte ritualer og en lidt bestemt måde at omgåes kryds på. Især et kryds på Vesterbro, hvor der er en søjle fra en bygning og en lille meter derfra, en lygtepæl før krydset. Jeg skal ind mellem dem og om på den venstre side af lygtepælen for at gå over krydset, selvom den hurtigste vej ville være bare at gå ligeud i stedet for al den zig-zaggen.
Angst..nej! Måske.. jo lidt. Men mest når der er rigtig mange stressede mennesker der alle vil have fat i det samme fra køledisken og skubber og maser og driver mig til vanvid! Så tag dog en anden mælk eller gå lidt tilbage og vent, der er yoghurt og hytteost nok til alle!

Så ja, den er måske ikke helt gal. Men hvis min kæreste går og tænker jeg er fyldt med neuroser, angst og tvangstanker og jeg ikke er det, så bliver jeg det da i hvert fald nu! Nu kan jeg jo ikke tænke på andet end hvad mine tvangstanker kan være og om de findes, eller bare er ren indbildning. Og er indbildning ikke også en slags neurose, det er jeg lidt bange for. Se nu kom angsten også. Hvorfor kunne han ikke bare have givet mig almindelige roser som alle andres kærester gør når de ses efter langs tids adskillelse?