Bjarke tager telefonen. Eller var det Bjarne? Måske Kasper? Ingen ved det. Jeg ved bare, der pludselig er frygteligt mange mennesker, som jeg skal forholde mig til, og som skal forholde sig til min stigende grad af forvirring. Der er ikke mere end 50 timer siden, jeg blev uddannet journalist, men glæden over at være færdig blev hurtigt afløst af modløsheden over den bureaukratiske indretning, vores dagpengesystem har.
Jeg startede med at melde mig ledig. To steder. Det er her Bjarke/Bjarne/Kasper kommer ind i billedet. Han var den heldige/uheldige medarbejder, der sad ved telefonen, da en stemme i den anden ende sagde:
"Hej! Jeg har lige meldt mig ledig, og må jeg kongratulere for en forvirrende omgang bureaukrati, I har smidt mig ud i. Ja, ikke nok med at jeg skal melde mig ledig to steder og oprette et nyt CV, fordi jeg ikke bare kan uploade den fil, jeg har på min computer, så fortæller systemet gudhjælpemig, at jeg skal sige ja eller nej til om jeg har lønnet eller ulønnet arbejde, og det har jeg, men ikke af den type, jeg kan vælge i den pop-op blanket, der tæskede op i hovedet af mig på skærmen."
Her stoppede Bjarke/Bjarne/Kasper mig. For i hans retorik, var jeg allerede i gang med at bygge et tag. Og man kan jo ikke bygge et hus med taget først.
Derfor startede han ikke bare med fundamentet, men i tiden, da hjulet blev opfundet, for at forklare mig, at jeg skulle klikke ind på Selvbetjening og trykke på fanen Dagpenge. Først derefter kunne jeg begynde at hakke stenene til væggene til og losse cement i kælderrammerne. Fedt, tak til Bjarke/Bjarne/Kasper for at have så lidt tiltro til min fortståelse for at klikke på knapperne med Næste, som pædagogisk, men ikke helt så pædagogiske som Bjarke/Bjarne/Kasper, kunne føre mig gennem min ansøgning for at melde mig ledig.
Endelig kom vi frem til væggene, ikke taget, for Guds skyld ikke taget Bjarke/Bjarne/Kasper! Her var det, at det gik op for ham, at han faktisk ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, da jeg fortsætter mit studiejob som fitnessinstruktør, og det er som bekendt hverken selvstændigt eller en del af min familie eller kærestes firma. Det er ikke engang journalistisk! Jeg var uden for kategori! Vi blev enige om, at jeg skal trykke nej, og så sende en besked til A-kassen om, at jeg faktisk har et job. Jeg ville kalde det at lyve lidt for systemet. Men Bjarke/Bjarne/Kasper kaldte det at gør fundamentet solidt til taget. Jeg ville mene, vi snart var færdige med det skide fundament, men så igen, jeg blev uddannet journalist og ikke bygningskonstruktør eller håndværker.
Bjarke/Bjarne/Kasper lød overmåde tilfreds med sig selv, da jeg fyldt med falsk overskud kvidrede farvel og tak for hjælpen til ham, men jeg tror, mit blik ville have forrådt mig, hvis han havde set, hvor krøllede mine øjenbryn kan blive!
Da jeg vågnede dagen efter, var der kommet post fra A-kassen. Sørme om jeg ikke var blevet indkaldt til møde. Hvor spændende! Flere mennesker der ville tale med mig om mig. Det er noget af det bedste, jeg ved!
Desværre er det sådan et fællesmøde, så vi er åbenbart flere, der skal tale om hinanden og ikke kun om mig. Desuden skal jeg inden mødet have lavet to forslag til jobansøgniger og udfyldt en helvedes masse mere bureakrati. Jeg ved ikke, hvor de forestiller sig, at jeg har alt den tid fra. Det er ikke alle ledige, der danderer den i hyggesokker derhjemme.
Men sådan er det nok at være ledig. Jeg er måske også lidt uden for kategori, som Bjarke/Bjarne/Kasper opdagede. Jeg vil nemlig gerne være freelance. Og jeg vil også gerne beholde mit aktive job som fitnessinstruktør, fordi det gør mig glad og giver mig gode ideer til historier. Derfor er det dumt for mig at blive fuldtidsjobsøgende. Men supplerende dagpenge kan jeg kun få i 30 uger, og det er ikke meget, når man skal forsøge at få et netværk op at stå og få folk overtalt til at købe sine fortællinger. Faktisk er det latterligt lidt og frygteligt omstændeligt. Hvis jeg bare har én programlægning en uge, gælder det som en hel uge, og så har jeg kun 29 uger tilbage at køre på. Derefter må jeg klare mig med det, jeg har, eller blive fuldtidsjobsøgende. Ikke ligefrem min drøm. Derfor skal jeg pulje mine jobs, som Bjarke/Bjarne/Kasper sagde. Gad vide, hvornår vi får bygget mit hus færdigt? Jeg ringede til A-kassen igen i dag. Der var det en Susanne. Hun var heldigvis meget rar og kompetent og ikke åndssvagt pædagogisk. Hun ville ikke engang bygge et hus! Hun sagde en masse tal, som jeg ikke forstod, men jeg må gerne ringe igen og spørge efter hende.
Lige nu er det ret uoverskueligt at se, hvordan jeg skal kunne netværke mig til at overleve som freelance, når både økonomi og bureakrati er imod mig, men jeg må tage det en medarbejder af gangen.
Jeg håber bare, jeg kan få nok faste småjobs, så jeg kan betale min husleje hver måned og undgå at være fanget i dagpengelands jungle af Bjarke/Bjarne/Kaspere og Andersere og Susanner, som alle vil hjælpe mig i forskellige grad, men som også er lidt forvirrende at forholde sig til som nyuddannet og helt perpleks i hovedet over al den fremtid, der pludselig presser sig på.
Jeg startede med at melde mig ledig. To steder. Det er her Bjarke/Bjarne/Kasper kommer ind i billedet. Han var den heldige/uheldige medarbejder, der sad ved telefonen, da en stemme i den anden ende sagde:
"Hej! Jeg har lige meldt mig ledig, og må jeg kongratulere for en forvirrende omgang bureaukrati, I har smidt mig ud i. Ja, ikke nok med at jeg skal melde mig ledig to steder og oprette et nyt CV, fordi jeg ikke bare kan uploade den fil, jeg har på min computer, så fortæller systemet gudhjælpemig, at jeg skal sige ja eller nej til om jeg har lønnet eller ulønnet arbejde, og det har jeg, men ikke af den type, jeg kan vælge i den pop-op blanket, der tæskede op i hovedet af mig på skærmen."
Her stoppede Bjarke/Bjarne/Kasper mig. For i hans retorik, var jeg allerede i gang med at bygge et tag. Og man kan jo ikke bygge et hus med taget først.
Derfor startede han ikke bare med fundamentet, men i tiden, da hjulet blev opfundet, for at forklare mig, at jeg skulle klikke ind på Selvbetjening og trykke på fanen Dagpenge. Først derefter kunne jeg begynde at hakke stenene til væggene til og losse cement i kælderrammerne. Fedt, tak til Bjarke/Bjarne/Kasper for at have så lidt tiltro til min fortståelse for at klikke på knapperne med Næste, som pædagogisk, men ikke helt så pædagogiske som Bjarke/Bjarne/Kasper, kunne føre mig gennem min ansøgning for at melde mig ledig.
Endelig kom vi frem til væggene, ikke taget, for Guds skyld ikke taget Bjarke/Bjarne/Kasper! Her var det, at det gik op for ham, at han faktisk ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, da jeg fortsætter mit studiejob som fitnessinstruktør, og det er som bekendt hverken selvstændigt eller en del af min familie eller kærestes firma. Det er ikke engang journalistisk! Jeg var uden for kategori! Vi blev enige om, at jeg skal trykke nej, og så sende en besked til A-kassen om, at jeg faktisk har et job. Jeg ville kalde det at lyve lidt for systemet. Men Bjarke/Bjarne/Kasper kaldte det at gør fundamentet solidt til taget. Jeg ville mene, vi snart var færdige med det skide fundament, men så igen, jeg blev uddannet journalist og ikke bygningskonstruktør eller håndværker.
Bjarke/Bjarne/Kasper lød overmåde tilfreds med sig selv, da jeg fyldt med falsk overskud kvidrede farvel og tak for hjælpen til ham, men jeg tror, mit blik ville have forrådt mig, hvis han havde set, hvor krøllede mine øjenbryn kan blive!
Da jeg vågnede dagen efter, var der kommet post fra A-kassen. Sørme om jeg ikke var blevet indkaldt til møde. Hvor spændende! Flere mennesker der ville tale med mig om mig. Det er noget af det bedste, jeg ved!
Desværre er det sådan et fællesmøde, så vi er åbenbart flere, der skal tale om hinanden og ikke kun om mig. Desuden skal jeg inden mødet have lavet to forslag til jobansøgniger og udfyldt en helvedes masse mere bureakrati. Jeg ved ikke, hvor de forestiller sig, at jeg har alt den tid fra. Det er ikke alle ledige, der danderer den i hyggesokker derhjemme.
Men sådan er det nok at være ledig. Jeg er måske også lidt uden for kategori, som Bjarke/Bjarne/Kasper opdagede. Jeg vil nemlig gerne være freelance. Og jeg vil også gerne beholde mit aktive job som fitnessinstruktør, fordi det gør mig glad og giver mig gode ideer til historier. Derfor er det dumt for mig at blive fuldtidsjobsøgende. Men supplerende dagpenge kan jeg kun få i 30 uger, og det er ikke meget, når man skal forsøge at få et netværk op at stå og få folk overtalt til at købe sine fortællinger. Faktisk er det latterligt lidt og frygteligt omstændeligt. Hvis jeg bare har én programlægning en uge, gælder det som en hel uge, og så har jeg kun 29 uger tilbage at køre på. Derefter må jeg klare mig med det, jeg har, eller blive fuldtidsjobsøgende. Ikke ligefrem min drøm. Derfor skal jeg pulje mine jobs, som Bjarke/Bjarne/Kasper sagde. Gad vide, hvornår vi får bygget mit hus færdigt? Jeg ringede til A-kassen igen i dag. Der var det en Susanne. Hun var heldigvis meget rar og kompetent og ikke åndssvagt pædagogisk. Hun ville ikke engang bygge et hus! Hun sagde en masse tal, som jeg ikke forstod, men jeg må gerne ringe igen og spørge efter hende.
Lige nu er det ret uoverskueligt at se, hvordan jeg skal kunne netværke mig til at overleve som freelance, når både økonomi og bureakrati er imod mig, men jeg må tage det en medarbejder af gangen.
Jeg håber bare, jeg kan få nok faste småjobs, så jeg kan betale min husleje hver måned og undgå at være fanget i dagpengelands jungle af Bjarke/Bjarne/Kaspere og Andersere og Susanner, som alle vil hjælpe mig i forskellige grad, men som også er lidt forvirrende at forholde sig til som nyuddannet og helt perpleks i hovedet over al den fremtid, der pludselig presser sig på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar