En aftale er ikke en aftale

Til næsten hver fest, jeg holder, bliver et eller to glas knækket. Det er vel, hvad man kan forvente. At inventaret lider lidt skade, når der kommer alkohol på bordet. Men det undrer mig, at der aldrig er nogen af mine gæster, som tilbyder at erstatte, hvad de ødelægger. Nok er det oftest glassene fra IKEA, som kommer frem, men det er fordi, jeg ikke har større tiltro til mine gæster. Og med god grund. Men det koster mig både tid og penge at komme til den nærmeste IKEA for at købe nye glas, som faktisk også koster lidt, men det er nu ikke så meget det. Det er princippet. At man ikke undskylder og selvfølgelig tilbyder at erstatte, hvad man har ødelagt. Sådan er der nu røget to drikkeglas, tre vinglas, en klapstol og der er kommet et brændemærke i sofaen, som også er blevet en kende plettet. Intet er blevet ersattet. Og jeg har også selv skulle rydde op. Skål.

Det er som om, vores generation er blevet mere ligeglade. Og ikke kun når det kommer til mine glas. Aftaler betyder heller ikke så meget mere. Måske er det mest benyttede svar på begivenheder på Facebook. Som om folk ikke kan overskue, om de kan komme til festen eller sammenkomsten. Tænk nu, hvis der bød sig noget bedre. Nej så hellere være ligeglad med værtens planlægning. Tager man chancen og melder sig til, er den aftale af en eller anden grund heller ikke gældende længere. Man kan bare melde afbud en time inden. Eller helt lade være. Man skal ikke føle sig forpligtet jo. 

Tidspunkter er på samme måde mere vejledende end egentlige faste rammer. Inviterer man til fest klokken 18, så ved man jo godt, at folk først kommer mellem 18.30 og 20. Næste dag! Emma Gad må vende sig i graven! Og det skorter ikke på undskyldninger. Alt fra busser til køkultur, make-up og tøjkriser får skylden for ens egen elendige planlægning. 

Hvad er det for en ligegyldighed, der har sneget sig i den måde vi omgås på? Hvorfor er vi så bange for at binde os til noget eller tage ansvar? Mine glas manifesterer sig ikke pludseligt i hel tilstand igen og min sofa og kortspil bliver ikke på magisk vis rene igen. Mor er ikke sur. Mor er skuffet, og mor er ikke spor ligeglad. Og det er måske faktisk det mest positive.