Fitness forfængelighed

Til min store skræk opdagede jeg en dag, alt for sent, at jeg ikke havde mere rent træningstøj til træning! Jeg kunne ikke engang fiske det brugte op af vasketøjskurven, da dette havde været min taktik de sidste 2 uger. Og da jeg minimun træner 3 gange om ugen, var det vist også at strække den.
Måtte finde på en eller anden løsning, jeg skulle have mit træningsfix, og et gratis bad med dertilhørende gratis føn af hår. Fandt nederst i skabet et par lidt korte shorts, i visse kredse kaldet hotpants, som jeg havde brugt til karneval udover lilla leggins. Mente dog at lilla leggins i Equinox ville være et overkill. Især da den eneste trøje jeg kunne nænne at gennemsvede, var en græsgrøn sag med små dødningehoveder printet over det hele.
Som om det ikke var nok, var der også lavvande hvad angik håndklæder – sjovt som det følges ad.

Ankom i fitnesscenteret og iførte mig:
1 – Gammel forvasket sportsBH, der får mine i forvejen små bryster, til helt at forsvinde.
2 – Græsgrøn wifebeater med dødningeprint.
3 – Hotpants, som jeg senere fandt ud af godt kunne blive kortere.
4 – Pink håndklæde, da alle normale eller neutralt farvede håndklæder var til vask.

Selvom der utvivlsomt er mange... specielle, typer i Equinox, tror jeg nok lige der blev lagt mærke til mig den aften! Min kombination af hvide lår, grøn trøje og pink håndklæde kunne få selv den mest farveblinde til at stoppe forskrækket op og kigge en ekstra gang.
Prøvede at bide det i mig. Man kommer jo ikke i træningscenteret for at vise sig, vel?
Fandt hurtigt en fri crosstrainer oven på, fik sat i gang og følte egentlig at det gik meget godt. Måske ikke det mest behageligt træningssæt jeg havde valgt, og manglede jeg forresten ikke den ene sok? Men efter bare 10 minutters ivrigt løb begyndte mine hotpants at blive endnu hottere. Jeg kunne ligeså godt have trænet i underbukser! Prøvede febrilsk at hive dem ned på plads under balderne, mens jeg løb og lod som om alt var cool. Hiv ned, drik vand, løb på en cool måde, se sej ud, hiv ned i den anden side osv. Dette forsatte en rum tid, skulle jo helst svede de 30 minutter om dagen sundhedsstyrelsen pådutter en. Men i det 20. minut gik to pumpede fyre forbi. De var ikke til at overse og ud af øjenkrogen så jeg, at de var på vej hen mod crosstrainerne. De stoppede op kortvarigt, tog bestik af situationen (underligt udtryk når man tænker over "Ja, jeg tager lige bestik af situationen. Den må siges at være grydeske") pegede på mig, og gik videre. Jeg blev helt forvirret, havde musik i ørerne så anede ikke hvad de sagde. Men i min, i forvejen ret udsatte tilstand, gennemgik jeg hurtigt nogle senarier i mit hoved. "Havde de peget fordi jeg havde meget hvide lår? Kunne de se mine lyserøde mormortrusser under kanten af mine forræderiske shorts? Opdagede de at jeg kun havde én sok på? Og hvorfor gik de op i om jeg kun havde valgt at den højre fod skulle være påklædt? Lad da være med at gå op i så små detaljer mennesker!" Hoppede med det samme af min crosstrainer, og gik meget bestemt ned i omklædningsrummet. Ikke mere træning til mig den dag!
Nåede kun 25 minutters konditionstræning, gad vide om sundhedsstyrelsen kommer forbi og tvinger mig til at løbe op og ned af mine trapper i de sidste fem minutter – "Og husk så at der skal sokker på begge fødder, ellers bliver du forkølet! Og lad være med at tage så mange farver på, på én gang, det er skadeligt for andre menneskers øjne"!

Oplæg og opkast

I dag fik jeg en åbenbaring, ikke en af de behagelige slags man gerne vil have. Nej, jeg fik en åbenbaring i en strøm af opkast i min chefs bil.
Jeg fik for 3 uger siden praktikplads hos reklamebureauet EMAZE i Aalborg. Hurtigt fik jeg og min medpraktikant en opgave af format, lav en visuel identitet for et bygge og arkitektfirma. Skal ske og blev gjort. I dag skulle vi så sælge ideen til selveste byggefamilien, arkitekterne og entreprisechefen.
Kl.8.00 mødte vi ind på kontoret til morgenmøde som enhver anden mandag. 09.00 kørte vi, min chef, medpraktikant og jeg mod Hinnerup og første kundemøde med salg som mål.
Min mave opførte sig underligt allerede på vej derned, overvejede om det var nervøsitet, køresyge eller madforgiftning fra farsbrødet dagen før. Håbede på nervøsitet, som normalt går over så snart jeg sidder i den givne situation.
Da vi ankom var det i hjemlige omgivelser. Morgenkage, kaffe, te, fint porcelæn og afslappet atmosfære. Ingen grund til panik - men den fangede min mave ikke. Da vi gik i gang med oplægget var det med nerverne helt uden på skjortekjolen og morgenmaden farligt tæt på drøblen, men der var ingen grund til at være bange. Kunderne var ikke bidske hunde, men utroligt forstående mennesker, der elskede vores design. De stillede intelligente spørgsmål og viste deres henrykkelse for deres nye identitet. Prøvede at smile tappert gennem mit utroligt slørede blik, svedige pande og kridhvide hud. Da vi skulle give hånd og sige tak for i dag var jeg bogstaveligt talt ved at brække mig over arktitektens kone. Ikke fordi hun lugtede eller på nogen måde fortjente at få mit maveindhold over sig, jeg havde bare nået det punkt i kvalmen hvor maven ikke vil være sit indhold bekendt længere.
Ud i bilen, prøve at vise utrolig glæde for et veloverstået oplæg og en ansættelse hos fantastiske EMAZE. Chef ser jeg er dårlig, chef spørger om vi skal køre, chef kører og medpraktikant hopper overstadigt på bagsædet. Efter en tur rundt i Århus' industrikvarter, mange hjørner, mange stop kunne min mave ikke mere. Lige inden vi når midtbyen og frokosten, ørler jeg ud over mig selv og min chefs firmabil, ikke bare en gang, men to gange..
Som om det ikke var nok i sig selv at sidde med halvfordøjet morgenkage ud over sort skjortekjole skal jeg også vise det til en kø på en tankstation, som viser sig at være den eneste i Århus uden toilet! "Jamen jeg har brækket mig over mig selv!" Det kan jeg desværre ikke gøre så meget ved. Næste. Ja hvad skal du have?" Tak for lort ekspedientspasserdame! Ud i bilen igen hvor jeg modtager et knus fra min medpraktikant. Tænker om hun ikke har opdaget brækket der løber fra min hage og ned til mine knæ. Hvordan vi bestemmer os for at tage i Bruuns kan jeg ikke huske, men befinder mig pludselig i bazaren med et gavekort til H&M. Smutter ind mellem tøjrækkerne, prøver at gemme mig ved listigt at snige mellem rækkerne af palietter, bomuld og akryl, men stanken af bræk kan ikke overdøves af glitter og glimmer. Finder med hjælp fra medpraktikanten nogle kjoler og går i prøverummet. Får bræk i håret hvor der før ikke var så meget da jeg skifter fra beskidt kjole til ren kjole. Køber den og løber på toilettet for skift og parfumebad mens de andre finder et bord på Mamma Mia til pasta salater og en månepizza.
Og hvad er moralen så? Jeg aner det ikke, men jeg må indrømme at når min chef stadig vil ansætte mig på et halvt års prøve efter jeg har overbrækket hans bil og købt kjoler i arbejdstiden er jeg en meget heldig person. Måske er der ingen morale, ikke andet end at denne episode tvang mig hovedkulds ud i at starte en blog, for der er efterhånden alt for mange underlige situationer i mit liv, begået af mig selv eller med mig som tilskuer, til ikke at skrive dem ned.