Ligesom det er en tradition, at jeg får en skrabekalender af min far, er det blevet en tradition for mig at tro på, at i år vinder jeg noget. Og i år bliver det ikke bare en Vejgaarddollar, det blev det nu heller ikke sidste år, men i år bliver det 50.000 kroner!
I morges skete der nemlig det magiske, at mine to julemænd blev til tre. På den tredje dag i december! Selvom det højeste jeg nogensinde har vundet er netop en halvtredser - som blev brugt på en ny kalender uden gevinst - så får jeg hvert år, når en julemand, et juletræ eller bare et rensdyr dukker frem fra skrabeloddets snuller, sådan et lille gip i maven. Ikke et grisk lille gip, men et forventningsfyldt gip, om at nu er det endelig blevet min tur. Det efterfølges normalt af en serie indre billeder, der tegner sig for mine øjne. Mig på en sandstrand. Store julegaver til alle. En dyr veltrænet og veltrimmet racehund. Manicure. Forlængelse af mine øjenvipper og nye perfekte jeans. Som ikke er fra H&M! Det kan da umuligt blive mere end 50.000. Eller hvad?
Min tro, på hvad man kan få for 50.000 kroner i dag, er ligeså naiv som min tro på, at i år er det mig, der har den eneste julekalender i Danmark, hvor der rent faktisk er en gevinst på, som kan købe mere end endnu en kalender. Men det er blevet en tradition. Og traditioner giver faktisk ikke ret meget mening, når man tænker over dem. Jeg mener; vi spiser det samme mad, for gude nåde den, som finder på at skifte grisen ud med kalkun, vi ser de samme programmer i TV med nostalgi i øjnene og kagekrummer i mundvigen, vi fælder nåletræer - og kun nåletræer - for at pynte dem med glimmer, som alle årets andre måneder er banlyst, og derefter gå rundt om dem i en form for hypnotisk dans til rituelle sange efterfulgt af en rent gavepapirs-frenzy, som alle ved ender i tre fantastisk trættende byttedage inden nytår, hvor vi skyder farvet krudt op i himlen, som om vi ikke i forvejen gasser den nok og smider om os med metalkonfetti, hatte og halvtspiste hotdogs, inden vi vælter i seng med den nærmeste den bedste og vågner dagen efter og i zombieagtige lemming-stil stiller os i kø ved McDonald's for at starte vores nytårsfortsæt om sundhed med en dobbeltwhopper med curly fries. Jeg siger det bare. Traditioner er mærkelige. Og i forhold til andre traditioner er min kalenderdrøm slet ikke så underlig endda.
I morges skete der nemlig det magiske, at mine to julemænd blev til tre. På den tredje dag i december! Selvom det højeste jeg nogensinde har vundet er netop en halvtredser - som blev brugt på en ny kalender uden gevinst - så får jeg hvert år, når en julemand, et juletræ eller bare et rensdyr dukker frem fra skrabeloddets snuller, sådan et lille gip i maven. Ikke et grisk lille gip, men et forventningsfyldt gip, om at nu er det endelig blevet min tur. Det efterfølges normalt af en serie indre billeder, der tegner sig for mine øjne. Mig på en sandstrand. Store julegaver til alle. En dyr veltrænet og veltrimmet racehund. Manicure. Forlængelse af mine øjenvipper og nye perfekte jeans. Som ikke er fra H&M! Det kan da umuligt blive mere end 50.000. Eller hvad?
Min tro, på hvad man kan få for 50.000 kroner i dag, er ligeså naiv som min tro på, at i år er det mig, der har den eneste julekalender i Danmark, hvor der rent faktisk er en gevinst på, som kan købe mere end endnu en kalender. Men det er blevet en tradition. Og traditioner giver faktisk ikke ret meget mening, når man tænker over dem. Jeg mener; vi spiser det samme mad, for gude nåde den, som finder på at skifte grisen ud med kalkun, vi ser de samme programmer i TV med nostalgi i øjnene og kagekrummer i mundvigen, vi fælder nåletræer - og kun nåletræer - for at pynte dem med glimmer, som alle årets andre måneder er banlyst, og derefter gå rundt om dem i en form for hypnotisk dans til rituelle sange efterfulgt af en rent gavepapirs-frenzy, som alle ved ender i tre fantastisk trættende byttedage inden nytår, hvor vi skyder farvet krudt op i himlen, som om vi ikke i forvejen gasser den nok og smider om os med metalkonfetti, hatte og halvtspiste hotdogs, inden vi vælter i seng med den nærmeste den bedste og vågner dagen efter og i zombieagtige lemming-stil stiller os i kø ved McDonald's for at starte vores nytårsfortsæt om sundhed med en dobbeltwhopper med curly fries. Jeg siger det bare. Traditioner er mærkelige. Og i forhold til andre traditioner er min kalenderdrøm slet ikke så underlig endda.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar