Livet som freelancer. Dag 1

Bjarke tager telefonen. Eller var det Bjarne? Måske Kasper? Ingen ved det. Jeg ved bare, der pludselig er frygteligt mange mennesker, som jeg skal forholde mig til, og som skal forholde sig til min stigende grad af forvirring. Der er ikke mere end 50 timer siden, jeg blev uddannet journalist, men glæden over at være færdig blev hurtigt afløst af modløsheden over den bureaukratiske indretning, vores dagpengesystem har.

Jeg startede med at melde mig ledig. To steder. Det er her Bjarke/Bjarne/Kasper kommer ind i billedet. Han var den heldige/uheldige medarbejder, der sad ved telefonen, da en stemme i den anden ende sagde:
"Hej! Jeg har lige meldt mig ledig, og må jeg kongratulere for en forvirrende omgang bureaukrati, I har smidt mig ud i. Ja, ikke nok med at jeg skal melde mig ledig to steder og oprette et nyt CV, fordi jeg ikke bare kan uploade den fil, jeg har på min computer, så fortæller systemet gudhjælpemig, at jeg skal sige ja eller nej til om jeg har lønnet eller ulønnet arbejde, og det har jeg, men ikke af den type, jeg kan vælge i den pop-op blanket, der tæskede op i hovedet af mig på skærmen."
Her stoppede Bjarke/Bjarne/Kasper mig. For i hans retorik, var jeg allerede i gang med at bygge et tag. Og man kan jo ikke bygge et hus med taget først.
Derfor startede han ikke bare med fundamentet, men i tiden, da hjulet blev opfundet, for at forklare mig, at jeg skulle klikke ind på Selvbetjening og trykke på fanen Dagpenge. Først derefter kunne jeg begynde at hakke stenene til væggene til og losse cement i kælderrammerne. Fedt, tak til Bjarke/Bjarne/Kasper for at have så lidt tiltro til min fortståelse for at klikke på knapperne med Næste, som pædagogisk, men ikke helt så pædagogiske som Bjarke/Bjarne/Kasper, kunne føre mig gennem min ansøgning for at melde mig ledig.
Endelig kom vi frem til væggene, ikke taget, for Guds skyld ikke taget Bjarke/Bjarne/Kasper! Her var det, at det gik op for ham, at han faktisk ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, da jeg fortsætter mit studiejob som fitnessinstruktør, og det er som bekendt hverken selvstændigt eller en del af min familie eller kærestes firma. Det er ikke engang journalistisk! Jeg var uden for kategori! Vi blev enige om, at jeg skal trykke nej, og så sende en besked til A-kassen om, at jeg faktisk har et job. Jeg ville kalde det at lyve lidt for systemet. Men Bjarke/Bjarne/Kasper kaldte det at gør fundamentet solidt til taget. Jeg ville mene, vi snart var færdige med det skide fundament, men så igen, jeg blev uddannet journalist og ikke bygningskonstruktør eller håndværker.

Bjarke/Bjarne/Kasper lød overmåde tilfreds med sig selv, da jeg fyldt med falsk overskud kvidrede farvel og tak for hjælpen til ham, men jeg tror, mit blik ville have forrådt mig, hvis han havde set, hvor krøllede mine øjenbryn kan blive!

Da jeg vågnede dagen efter, var der kommet post fra A-kassen. Sørme om jeg ikke var blevet indkaldt til møde. Hvor spændende! Flere mennesker der ville tale med mig om mig. Det er noget af det bedste, jeg ved!
Desværre er det sådan et fællesmøde, så vi er åbenbart flere, der skal tale om hinanden og ikke kun om mig. Desuden skal jeg inden mødet have lavet to forslag til jobansøgniger og udfyldt en helvedes masse mere bureakrati. Jeg ved ikke, hvor de forestiller sig, at jeg har alt den tid fra. Det er ikke alle ledige, der danderer den i hyggesokker derhjemme.

Men sådan er det nok at være ledig. Jeg er måske også lidt uden for kategori, som Bjarke/Bjarne/Kasper opdagede. Jeg vil nemlig gerne være freelance. Og jeg vil også gerne beholde mit aktive job som fitnessinstruktør, fordi det gør mig glad og giver mig gode ideer til historier. Derfor er det dumt for mig at blive fuldtidsjobsøgende. Men supplerende dagpenge kan jeg kun få i 30 uger, og det er ikke meget, når man skal forsøge at få et netværk op at stå og få folk overtalt til at købe sine fortællinger. Faktisk er det latterligt lidt og frygteligt omstændeligt. Hvis jeg bare har én programlægning en uge, gælder det som en hel uge, og så har jeg kun 29 uger tilbage at køre på. Derefter må jeg klare mig med det, jeg har, eller blive fuldtidsjobsøgende. Ikke ligefrem min drøm. Derfor skal jeg pulje mine jobs, som Bjarke/Bjarne/Kasper sagde. Gad vide, hvornår vi får bygget mit hus færdigt? Jeg ringede til A-kassen igen i dag. Der var det en Susanne. Hun var heldigvis meget rar og kompetent og ikke åndssvagt pædagogisk. Hun ville ikke engang bygge et hus! Hun sagde en masse tal, som jeg ikke forstod, men jeg må gerne ringe igen og spørge efter hende.
Lige nu er det ret uoverskueligt at se, hvordan jeg skal kunne netværke mig til at overleve som freelance, når både økonomi og bureakrati er imod mig, men jeg må tage det en medarbejder af gangen.
Jeg håber bare, jeg kan få nok faste småjobs, så jeg kan betale min husleje hver måned og undgå at være fanget i dagpengelands jungle af Bjarke/Bjarne/Kaspere og Andersere og Susanner, som alle vil hjælpe mig i forskellige grad, men som også er lidt forvirrende at forholde sig til som nyuddannet og helt perpleks i hovedet over al den fremtid, der pludselig presser sig på.

Løft som en pige

Jeg tørrer sveden af panden. Ser mig omkring. Bevæger mig i takt med Kanyes rim over mod de to fyre.
¨Bruger I begge?¨ spørger jeg.
¨Nej, vi er faktisk lige blevet færdige.¨
Jeg tager den ene skive af vægtstangen og lader to være, han tager dem alle af på den anden side.
¨Bare lad dem hænge,¨ indskyder jeg, ¨jeg plejer at starte med den vægt der.¨
Han hænger skiverne på stangen igen og kigger på sin ven.
¨Og så er det, man opdager, at man løfter det samme som en pige,¨ bjæffer vennen ikke uvenligt.

Derfor tog jeg det heller ikke som en fornærmelse. Først.

¨Sorry,¨ mumler jeg under et ufrivilligt fnis, min underbevidsthed, der forsøger at glatte ud.
¨Det kommer I nok snart til. Det handler meget om teknik. Det er det fede ved styrketræning,¨ siger jeg, ¨man kan hurtigt forbedre sig.¨
De samtykker, smiler og går videre. Jeg lægger mig ned og løfter stangen af vægten. Mærker presset i mine triceps, spændingen hen over brystet. Og irritationen ved ikke at have været mere kvik. Skarpere i replikken. ¨Sorry.¨ Sikke et skvattet svar!

Selvom de intet ondt mente med kommentaren, andet end måske en form for forkvaklet kompliment, var det jo i bund og gund en sexistisk ting at sige. I det jeg er en kvinde, skal jeg så ikke kunne løfte det samme som dem? De ved ikke, om jeg har trænet i flere år eller lige er begyndt.
Jeg løfter vredt stangen op og ned, tyrer den på plads, som om jeg har noget at bevise. Moser videre og river et kabel ned til brystet. Spænder alt, hvad jeg kan i min ryg og mine biceps. Håber, de kigger.

Men jeg må nok indrømme, at jeg sikkert kiggede mere end de gjorde. I det de slet ikke var klar over, at de havde sagt noget fornærmende, lod de det ikke gå dem på. Men det gik mig på, da det gik op for mig, hvor ofte det egentlig sker. At jeg bliver pakket ind som en skrøbelig blomst, et nips, som ikke kan løfte den kasse der, flytte det stativ der eller tage ligeså meget i bryst eller pull downs som drengene. Men den her blomst vil bare gerne have lov til at flekse sine muskler lidt og få anerkendelse for, at hun faktisk godt kan løfte ligeså meget som dem.

Næste gang siger jeg noget kvikt. Noget som både er rammende og smart, så jeg ikke falder ned i den anden stereotyp - den dumme blondine, som træner, fordi så har hun i det mindste udseendet. 

23,3 ting jeg har lært i Amerika:

23,3 ting jeg har lært i Amerika:

1) Du kan godt drikke vandet fra hanen, men du kommer til at lugte af svømmepøl ud af munden.

2) Folk i Californien er virkelig venlige. Virkelig, virkelig venlige. Som i at de elsker at small talke, og de er ikke blege for at komplimentere hår, tatoveringer eller sko. De kan endda finde på at introducere sig, sætte sig og spise sin frokost med dig, tale om forskellene på dit og mit land, for så at forsvinde ud af dit liv igen.

3) Jeg har glemt min pin-kode. For man bruger ikke pin-kode her. Man swiper bare det kort, man nu har på sig, og så har man brugt de 43 dollars.

4) Toiletbrætterne på offentlige toiletter skiller på midten og toiletter er ekstremt lave. Plus man kan kigge ind gennem sprækken mellem døren og båsen. Not cool America!

5) Gratis refill! Jeg er kæmpe fan, men jeg har aldrig i mit liv drukket så meget sodavand, for færdiggør jeg et glas, kommer en servitrice med et nyt. Og er der ikke service på, så er jeg selv blevet så vant til, at sodavanden er uden ende, at jeg bare går op og fylder op igen. Og igen. Og igen.

6) I kan ikke finde ud af at lave brød. Der er sukker eller honning i alt. Der er kun to typer brød at vælge mellem: Hvidt, blødt brød med sukker og lysebrunt, blødt brød med sukker.

7) Systemet med drikkepenge er en irriterende påmindelse om, hvor dårlig jeg er til procentregning!

8) Folk skater til alt i Californien, men kun et fåtal har et ægte skateboard. Hvad er det for nogle små babyboards i kører på? For ikke at tale om de aflange firkantede sataner, der let klipper en ankel i forbifarten?

9) Skat på varer. Igen en væmmelig overraskelse, når man tror, man bruger 30 dollar på et par bukser og så kommer der lige 7,5% oven i. Jeg ved aldrig, hvad jeg egentlig skal af med før det er for sent!

10) Børn kan køre bil. Folk på 16's hjerner er ikke færdigudviklet endnu. Hvordan kan I give dem lov til at køre bil? De kan ikke engang finde ud af at vælge et major!

11) Hvor latterlig nemt det egentlig er at køre automatgear.

12) Er man pige, skal man sige "like" minimum 12 gange, hver gang man siger noget. "It's like super important to me like you know. I just love make-up. It like super cool to just look totally glamorous, like a superstar..." "Like could you just shut up?!"

13) Og siger man noget højt i klassen, skal man åbenbart afslutte med "I don't know". Hvordan kan du så tro, vi forstår, hvad du mener, når du ikke engang selv er sikker?

14) De studerende kører så mange jobs for at få råd til college, at de sover i timerne. Men de skal møde op for ikke at blive smidt ud. Kan I selv se det Amerika? Det er et åndssvagt dilemma.

15) Folk er så højlydte!

16) Amerika har 400 typer ost. Men de behøver kun bestå af 51% ost for at kunne kalde sig "cheese".

17) At et land, som kan være så glad for kød, har så ringe kød i kølediskene. Og hos slagterne.

18) Niveauet på college. Det er slet ikke så svært at være en straight A-student, så jeg forstår ikke, hvordan så mange, kan klare sig så dårligt!

19) College-sport er det vildeste! Spiller du basket eller football er du en stjerne!

20) Offentlig transport findes nærmest ikke.

21) Amerikanske lastbiler er så meget sejere end europæiske. COOONVOY!

22) At Danmark er meget svært at placere i verden. Hint: Det er ikke det samme som Holland.

23) Og reklamerne. De får i hvert fald 3 pladser på denne liste:

1) Der er flere reklamer i TV end der er programmer. De er latterligt ringe, og reklameblokkene er ikke kun konstante, de ligger også på nogle besynderlige tidspunkter i programmerne. "REKLAME" "Nå men så må jeg jo hellere blive på kanalen og se hvordan dette afsnit af Big Bang Theory ender." "REKLAME SLUT" "Dåselatter og rulletekster" "Godt jeg ventede?!"

2) De sindssyge reklamer der kører på tv for medicin. "Ask your doctor about NyQuil". Hvad laver lægerne her egentlig? Og disse reklamer er tit efterfulgt af en fuldstændig rablende bivirkningsoplæsning, som ingen på nogen måde kan nå at opfange som andet end lyden af en flok hidsige bier.

3) Advokaterne. De må være som taget ud af en sitcom for at kunne stå inde for de tossede reklamer, de kører på ca. alle kanaler. Ikke kun de skøre som Fox.

Hvis du vil læse mere om mit udvekslingsophold i Santa Barbara, Californien, så følg med på Facebook under Meanwhile In Santa Barbara. 

Menneskelyde

Kære yoga-stønner

Yoga er hårdt. Yoga handler meget om at strække sine muskler, at mærke dem arbejde og at bruge sin vejrtrækning. Men det er pisse svært at koncentrere sig om sin egen vejrtrækning, når du stønner for hele lokalet.
Jeg hører svagt instruktøren sige, "Træk vejret ind på fire tællinger," men dit anstrengelsstøn overdøver alt. Det er umuligt at tælle til fire, når du puster ud i et langt støn.

Jeg kan ikke lide menneskelyde. Jeg bliver pinligt berørt og ubehageligt til mode. Du gør mig pinligt berørt og ubehageligt til mode med dine lyde, som ligger et sted mellem forstoppelse og orgasme. Jeg vil gerne bede dig om at stoppe, men jeg er bange for at fremprovokere flere mærkværdige lyde fra dit indre, hvis jeg stopper dig i dine givetvis meget dybe stræk.

Hvis du nogensinde føler dig ensom i din lydelighed, og det må du næsten gøre, du er som 52 hertz hvalen, du er på en helt anden frekvens end resten af holdet, så kan jeg anbefale dig at gå to etager ned i styrkeområdet. Her findes en hel hær af højlydte mænd, som ved hvert løft, hvert pres, sender jamrende lydbølger ud i lokalet med en kraft, der får selv 42 kilos håndvægtene til at krympe sig en smule. I kan eventuelt starte et kor, eller en Anonyme Stønnere, hvor I kan stønne færdig, inden I kommer ned til os andre med lidt mere inadvendte tilbøjligheder til stønnen.

Kærlig hilsen
Mig, som ikke har helt det samme behov for at udfri gespenster fra 80 forgangne samlejer. 

Alle kvinder skal da have børn

Jeg er en kvinde. Ergo er jeg udstyret med en livmoder og dertilhørende evne til at føde børn. Og åbenbart ønsker jeg at udnytte denne evne. Fordi jeg jo er kvinde.

Forkert.

Jeg bryder mig ikke om børn. Det må man ikke sige, men det gør jeg ikke. Jeg kan simpelthen ikke på nuværende tidspunkt se, hvorfor jeg skal lade min krop deformeres over ni smertefulde måneder, se min figur få mere og mere lighed med en planet, blive hormonel og blive tvunget til at afstå fra både chokolade og alkohol for derefter at flækkes op af en skrigende klump kød, blod og fosterfedt, som jeg forventes at elske, fra det øjeblik dens slimede krop klamrer sig til min udmattede ditto. Lægge ømme brystvorter til en sugende ødelægger, som de næste mange, mange år ikke kun vil suge mine kirtler tomme for mælk, men også min pengepung og i lang tid det sociale liv, som jeg er vant til. Børn er krævende og unsvarlige. De kan ingenting.

Men hver gang jeg påpeger over for mine veninde, at jeg aldrig skal have børn, vifter de mig af med et "Bare vent et par år. Alle kvinder vil jo have børn før eller siden." Men der er for mig intet tiltalende ved forældreskab. Måske får de ret engang. Men de sidste 25 år af mit liv, har jeg ikke kunnet lide børn. Selv da jeg fik den obligatoriske babydukke som lille pige, stirrede jeg vantro på gavegiveren. Og begyndte at græde. Babydukken var uhyggelig og blev aldrig et vellidt medlem af min lyserøde værelse. 

Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om små børn. "Men du kan jo godt lide din søsters børn, og du synes da ham den lille skater på legepladsen var nuttet," kan mine veninder finde på at argumentere. Korrekt. De er heller ikke mine børn. Jeg er aldrig så akavet, som når et barn er i min umiddelbare nærhed. Når de numser sig langsomt over gulvet på en café i retning mod mig, bliver jeg grebet af frygt. Jeg ved, de kan mærke det. Deres hoppende bevægelser bliver mere målrettede og hurtigere. Forældrene opmuntrer dem og forventer, jeg bliver ellevild. Jeg er jo en kvinde i den fødedygtige alder. Ergo knuselsker jeg andres unger. Eller når spædbørn kigger på mig fra en mors arme, og moderen ser det. Hun ser det og rækker mig barnet i udstrakte arme og regner med, jeg tager imod det. Det gør jeg ikke. Jeg ville ikke holde dit barn. Jeg ved ikke, hvordan man gør, og jeg har ikke lyst.

Men kvinder må ikke være af den holdning, at de ikke vil have børn. Nogensinde. Det er et tabu at ytre den mening. Men bliver lidt gjort til grin, som om man er en lille smule hysterisk og ikke er der hundrede procent. Eller også bliver man affejet med, at man ikke ved, hvad man i virkeligheden mener. Det skal de nok fortælle en. Altså de andre kvinder. Det er især dem, som ikke forstår, at vi er nogen, som ville ønske, vi kunne bytte evnen til at føde med evnen til at løbe rigtig langt. Eller rigtig hurtigt. Væk fra alle andres børn. 

Alle kvinder skal ikke have børn. Jeg er træt af at få påduttet mig andres holdning. Jeg har det fint med, nogen vælger at få børn. Jeg vil bare gerne være fri. Fri for børn og fri for at få at vide, at jeg er forkert, fordi jeg vælger anderledes. 

Ti nu stille!

Der lugter lidt af lunken leverpostej og regnvåde sokker. Over for mig sidder en ældre dame. Hende og jeg skal følges hele vejen til Aalborg. Fire timer og nitten minutter. Men vi taler ikke sammen. Vi sidder i stillekupeen. Min foretrukne. Når man pendler fra København til Aarhus, Assens eller Aalborg flere gange om ugen, bliver man kræsen. Man bliver træt af andres opkald om besværlige mødre, drukture og utro kærester. Så jeg køber troligt plads i stillekupeen. Men det er langt fra alle, som respekterer, at vi er nogle, som faktisk har brug for stilhed.
Stilhed er blevet en mangelvare med den konstante brummen fra biler og metrobyggerier, fra bippen fra SMS'er og Facebook-notifikationer, fra facers på Strøget og insisterende muzak i indkøbscentrene.

Men faktisk er det sjældent, der er rigtig stille i kupeen. Det er som om, folk opfinder deres egne regler for, hvad stille betyder.

Som den ældre dame. Ikke hende foran mig. Men hende i sædegruppen bag mig. Hun synes, det er kedeligt, man skal være stille. Hendes stemme er en konstant baggrundsstøj af brok leveret med et gnækkende grin og små anekdoter, som sikkert kunne være hyggelige, hvis hun ikke sad i stillekupeen. Hvis den er så kedelig, så gå dog ind i den almindelige kupé. Hver gang en ny passager står på, opdaterer hun denne om, at nu må hun også hellere holde mund igen, når toget starter. Ellers er der nok nogen, som bliver sure på hende. Gnæk gnæk gnæk.

Og ja. Vi er nogle som bliver sure på hende. Både fordi hun tydeligvis ikke fatter betydningen af "stille", men også fordi hun får mig til at virke som om, det er mig, der er en gamle snerpe, der mener, at børn skal ses, ikke høres.

Men billetørerne gør sjældent noget. Kun én gang har jeg mødt en billettør, som venligt gjorde et ældre, ungdommeligt par opmærksomme på, at de nu engang befandt sig i stillekupeen, og at man så må vente med at tale. De var omkring de 80, men fnes som to teenagere, da de blev sat på plads.

Eller den hektiske dame, som engang mosede ind i kupeen mellem Fyn og Sjælland og straks begyndte at fortælle passagererne omkring hende om den forfærdelige dag, hun havde haft. Hun vandrede frem og tilbage og viftede sig, for hun havde haft så travlt med at nå toget, at hun simpelthen svedte som en gal. Så fandt hun en telefon frem og ringede for at fortælle, hun nåede toget. Dernæst fandt hun en stak papirer frem fra en pose, som skulle viftes og foldes, inden den kunne lægges i tasken, for så at blive fundet frem igen og foldet på ny med papirerne i. Vi nåede også alle at få historien om den ubehøvlede taxachauffør, hun havde kørt med. Han brød sig simpelthen ikke om hende, fortalte hun. Hvorfor mon.

Eller pigerne som hviskede hele vejen fra Assens til Københavns Hovedbanegård. Hvisken er den mest irriterende lyd næst efter myg i et mørkt rum. Det er alt andet end stille. Alle kunne høre, pigen til venstre var sur på sin kæreste.

Eller fyren der hørte hård rock i sine øretelefoner. Han sad i den ene ende af vognen, jeg sad i den anden. Det var Metallica. Heldigvis var der en, som mandede sig op og prikkede til ham. Fyren skruede ned med det samme.

Måske skulle jeg bare prikke til damen. Fortælle hende, at ja, vi er nogle som bliver sure, og der er fire andre vogne til snak. Men det burde ikke være nødvendigt. Netop fordi der er fire andre vogne, og fordi stilhed er blevet noget, vi skal værne om og selv skabe. Lyden er der. Hele tiden. Konstant. Ti nu bare stille. 

Er der forskel på pressefryns?

For godt et år siden var jeg i Australien. Med alt betalt. Det skortede hverken på dyr rom, overdådige hoteller eller gourmetmad. Jeg så havskildpadder og djævlerokker. Og en enkelt kænguru. Dog død, men jeg så den. Jeg blev hentet i lufthavnen af privatchauffør og kørt til samtlige arrangementer i en privat minibus. Fik jeg sagt, at alt var betalt?
Det var det, fordi jeg var blevet inviteret på pressetur af et rejsebureau i Queensland. Sådan foregår meget rejsejournalistik. De betaler, vi tager af sted, og det forventes, at vi leverer noget (positiv) journalistik til gengæld. Noget for noget.
En anden gang fik jeg tilbudt et medlemsskab i et TRX-træningscenter, efter at have skrevet lidt om denne træningsform. Det blev jeg kraftigt anbefalet ikke at tage imod af min redaktør. Det kunne komme i vejen for min objektivitet og den kontrakt, jeg arbejdede på.
Men hvori ligger forskellen? Jeg er med på, at vi journalister ikke skal lade os købe af billig bling og gratis ting. Afhængighedsforhold er no-go i denne branche. Og dog. Er det ikke netop det, der foregår på Borgen, hvis vi skifter en rejse ud med et godt tip? Er det ikke det, vi gør, når vi spiser på industriens regning og plejer vores kildeforhold, eller når journalister tester Danmarks bedste badehoteller til ære for seerne?
Kan man have et hundrede procent afhængighedsfrit forhold?
Man kan i hvert fald bestræbe sig på det. Man kan tænke sig om, når nogen tilbyder en et gratis Apple-tv eller en telefon, som fagbladet Journalisten beretter om i månedens udgivelse. En telefon som bloggerne takkede ja til, men som journalisterne ikke tog imod. De samme journalister som gerne tager til elektronikmesse i Las Vegas - med rejsen betalt.
Forskellen, på at tage imod en telefon og en rejse, er, ifølge en kilde i artiklen, at der bliver gjort opmærksom på, hvem der inviterer på rejsen, og at der ikke på samme måde gøres opmærksom på, at journalisten har modtaget en gratis telefon.
Præcis som da jeg kom hjem fra Australien. I bunden af mine artikler, skrev jeg, hvem der havde betalt min rejse. Sådan var proceduren. Men jeg aner ikke, om mine læsere så denne bisætning eller om de, der gjorde, tænkte videre over, om jeg mon så skrev mere eller mindre positivt om turen. Selvfølgelig skal man forholde sig realistisk og sandfærdigt til, hvad man skriver, uanset om det er købt af egen lomme eller betalt af interesser. Præcis som når man citerer parter i en sag.
Jeg gad da brand godt have en ny telefon for at komme til et event. Men så skal jeg åbenbart komme som blogger, fordi her ved folk, at der er kommercielle interesser involveret. Jeg vil så bare gerne vide, hvor der slet ikke er det længere.

Maratontømmermænd

Vågner på ingen måde udhvilet. Søndag igen. Den værste dag på ugen, hvor tømmermænd og dårlig samvittighed mødes i en symfoni af pelsbelagte gummer og kvalme. Klokken sniger sig mod elleve. Trækker dynen af, hiver de glemte kontaktlinserne af hornhindernes rødmen og går i bad. Forsøger at vaske de deller af, der uden tvivl vil manifestere sig over hofterne på grund af den cookie og det pølsehorn, jeg absolut skulle spise cyklende gennem natten. Se mor - uden hænder! Det er blevet et ritual. Først at fodre min dårlige samvittighed for dagen efter at kæmpe mod dens fornyede styrke. Min far, som jeg er på besøg hos, er ikke hjemme. Han er ude at samle ind for Røde Kors. Jeg tager en skål frem. Fylder den med mælk og chokolademüsli. Og lidt mere müsli. Det kan også bare være lige meget. Sætter mig i sofaen. Der er Long Island Medium på TLC; en kvinde med en værre hårdag end min - hver dag. Uden for dundrer en flok aalborgensere forbi i farvestrålende sportstøj med numre på maven. Selvfølgelig er der løb i Hasseris netop i dag. Selvfølgelig løber de forbi min fars adresse, hvor hækken først kan skjule dem om nogle år. Ikke nu. Og her sidder jeg med min Crüsli og mine tømmermænd og en tyk samvittighed, jeg ikke orker kæmpe mere med. Bare det snart var mandag. 

Tillykke til Anne Marie Hove

Så blev der fundet en vinder af kogebogen "Mæt og slank med LCHF"!
Den retrosmarte hjemmeside Findenvinder.dk (som dog ikke helt passer i bredden herinde) hjalp mig med udtrækningen, og det blev Anne Maria Hove, som løber med de lækre opskrifter. Tillykke til dig.

Tjek endelig ind med jævne mellemrum for flere blogs, og måske en ny konkurrence i fremtiden!

Pas din egen tallerken (og en konkurrence til læserne)

Hele den der hype omkring at være på kur. Træne. Leve sundt. Leve sundere. Leve sundere end andre. Dén er jeg godt og grundigt træt af. Jeg er så træt af at se på andre folks proteinsalat og skyr-erstatnings-is. Deres omeletter med spinat, mandel, hørfrøoliemix af kuldhydratforskrækkede morgenmåltider og anstrengende aftensmad af kød, kød, kød og så lidt kørvel for the looks of it. Jeg hader de selvudnævnte foodies og healthies - og selfies for den sags skyld - hvor alt skal se så forbandet korrekt ud. Så fantastisk fyldt med overskud og så fantastisk hævet over alle os almindelige mennesker. Mennesker som træner, ikke for at få en sixpack, men for at få plads til en i kalorieregnskabet. Os som gerne vil spise sundt, men aldrig siger nej til rigtig is og fortrækker Bubbletea over grøn te til hver en tid! Os som på en eller anden måde bliver gjort mindreværdige. I hvert fald når man kigger på de billeder og opdateringer, der ligger som en tyk tåge af hashtags på de sociale medier.

"Smerte er bare svaghed der forlader kroppen," "While you're getting low at the club, I'm dropping it like a squat," "You don't lift. you can't sit with us," "Your pants say yoga, but your ass says McDonalds" eller "Lifting weights make women huge. False. Cup cakes make women huge."

Hvis du ikke squatter, og hvis du ikke drikker proteinpulver som os andre, så er du ikke lige så god som os. Punktum. Hvad er det, der gør, at det er i orden at hæve sig selv over andre på den måde? Vi bor i Danmark. Det er aldrig okay at være bedre end andre. Det er jo derfor, vi har Janteloven. Men denne trend er altoverskyggende, og det bedste kompliment, man kan få ny om dage, er enten "Nej, hvor er du blevet tynd", "hvor er du sej, at du kan overholde den kur," eller "jeg ville aldrig kunne spise så lidt til frokost". Stop jer selv lige der. Pas jeres egen tallerken. Lad mig nyde min sandwich med hvidt brød, mayo og grisetetris uden at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke kun spiser en agurkesymfoni med 30 gram hytteostdip og en skefuld olivenolie med peber til frokost. Jeg gider ikke jeres hævede øjenbryn og jeres hævede egoer. Jeres pseudosundhed og jeres piedestaler. Kom ned derfra. Der er også meget sjovere nede på landjorden, hvor man ikke falder 20 meter, hvis man træder ved siden af en enkelt gang. 

Men mavesyre til side, det er sikkert bare sure opstød, fordi jeg har spist raffineret sukker og kun trænet 45 minutter i dag. Helt uden at tage billeder af det eller checke in på Facebook. 

Selvom langt de fleste kure faktisk ikke er sunde for hverken os eller miljøet - tænk på hvor de mange bøffer egentlig kommer fra, og hvor mange tilsætningsstoffer der er i din hellige gral af sygeligtbeige proteinpulver og -barer - så er der mange opskrifter som kan pifte en ellers kedelig og ensartet ugemenu op. Hjemmesaltet laks, nøddebarer, citronkylling, broccolifalafler, kokostoppe og lagkage uden mel. Faktisk kan alle disse findes i bogen "Mæt og slank med LCHF". En bog om kuren Low Carb High Fat, som gerne må få en række revsende ord med på vejen fra min side af, men som fungerer glimrende som opslagsværk, når udsigten til lasagne på fjerdedagen ikke er så tiltalende som den første portion. 

Da jeg ligger inde på to eksemplarer smider jeg gerne den ene efter en heldig læser, hvis denne lover at bruge bogen som en kogebog og ikke en bibel til at slå andre folk i hovedet med. Læg en kommentar her med dit navn og e-mail, så trækker jeg lod om bogen den 31. marts 2014.