Hvis dit liv var en film...

Hvis dit liv var en film, ville du så selv se den? Kan huske en gang for år tilbage, i min onkels sommerhus i Skagen, at jeg så den sætning på en plakat med en dame der lå og røg cigaretter med sit smarte sorte pagehår og høje hæle. Tror at det var der det gik op for mig, at jeg nogle gange selv synes, at befinde mig i en film. Eller en dårlig sitcom. Ikke at jeg er total virkelighedsfjern, jeg kan bare godt befinde mig i en tilstand af filmisk dramatik, romatik eller sentimentalitet der får mig til at glemme, at livet ikke er en film. Det sker for eksempel når jeg prøver at være lidt dramatisk og siger noget smart som på film ville få den ønskede effekt; øget opmærksomhed fra kæresten. Men virkelighedens kærester ved ikke sådan noget, de tror bare man er mærkelig eller bliver sure. Eller når jeg tager et 'sæt' på for at få den der følelse af, at være en filmdiva, en løssluppen boheme eller en sej tøs fra Berlins gader. Hvorfor jeg har disse sæt er mig en gåde og hvorfor de minder mig om disse personaer kan vel kun forklares med at jeg figurerer i en del film efterhånden.

Så sent som i dag tog jeg mig selv i at citere Carrie Bradshaw i hovedet og kigge drømmende ud af vinduet for at se på det snedækkede New York. Det var så godt nok Aalborg, men under sneen kunne det godt have været The Big Apple. Jeg har det også med at se en serie eller en film rigtig meget og så begynde at tage små dele af den og implementere den i min personlighed. For eksempel nu, hvor jeg ser rigtig meget Sex and the City. Mit forbrug af nyt tøj eksploderer, jeg citerer afsnittene i hovedet når noget virkeligt minder mig om et bestemt sted i serien eller jeg sammenligner mine handlinger med personernes.

Da jeg havde min Amelié periode så jeg filmen tre gange over forholdsvis kort tid og begyndte at tænke som når filmens fortæller forklarer en del af handlingen. Jeg overvejede endda at begynde at lede efter små tindåser i krogene der kunne være fra en tidligere lejer, jeg så måtte opsøge. Fandt aldrig en tindåse, kun nullermænd, et ulækkert dødt stankelben og en ørering jeg har glemt jeg havde.

Selv når jeg løber kommer jeg tit til at tænke på, at hvis nogen filmede mig nu ville jeg helst se godt ud, ligesom de gør på film. Når de løber marathon eller bokser ser det bare sexet og smart ud, så det forestiller jeg mig også at jeg gør. Når jeg så går forbi et spejl bagefter, kan jeg godt se det måske ikke helt passer til virkeligheden.

Desuden har de altid underlægningsmusik i film. Se det er noget jeg godt kunne bruge! I mit hoved er der altid en sang der passer til situationen, og hvis det ikke er for mærkeligt, putter jeg min ipod i ørerne og sætter den sang jeg tænkte på, på. Det er bare en dum idé hvis det er en sang der passer godt til at bestemt øjeblik med en anden person, så er det øjeblik sikkert snart ovre.

Gad vide hvilken genre ens liv ville få? Jeg kan i hvert fald ikke sætte fingeren på en bestemt for mit vedkommende. Jeg ved bare det ikke er en gyser, tror alle andre genre er relevante på et eller andet tidspunkt. Og det er vel det der gør virkeligheden lidt mere spændende end film. Den varer noget længere og indholder næste alle genrer. Du er stjernen og du står selv for at skrive manuskriptet.

Tror måske jeg vil være en kunstneriske intellektuel bohemetøs fra Paris i morgen eller en asiatisk kampmaskine fra det mørke Sydkorea. Men det kommer nok lidt an på om jeg tager malerkittet frem eller tager til Thai-bo i mit sorte sæt. Nok er jeg til tider virkelighedsfjern, men min situationsfornemmelse og indre instruktør er gode nok.